Læger Formidler
Du læser lige nu

Forkølelsessår hos børn

2
Trygge Forældre Infoblog

Forkølelsessår hos børn

Mange kender til den prikkende og stikkende fornemmelse ved læberne, som varsler at et forkølelsessår er på trapperne. Det er på ingen måde velkomment og opstår altid når man har mindst brug for et sår i ansigtet. Du husker måske, hvordan en af dine venner i barndommen altid havde et sår på læben, selvom han ikke havde slået sig. Eller hvordan du som 15-årig gik glip af en fest, fordi du netop den dag blev ramt af forkølelsessår. 

Forkølelsessår er en hyppig lidelse, der rammer op mod 4 ud af 10 danskere i løbet af livet. Læs her og bliv klogere på, hvorfor forkølelsessår hos voksne ofte er startet allerede i barneårene, samt hvad du skal gøre, hvis dit barn får et forkølelsessår. 

 

Hvorfor får man forkølelsessår? 

Forkølelsessår skyldes en virus, der hedder Herpes Simplex Virus (HSV). Langt de fleste møder denne virus i barnealderen, ligesom andre virustyper fra herpes-familien, såsom skoldkoppevirus og Epstein-Barr virus, der giver kyssesyge.  

Fælles for herpes-infektioner er, at når man har haft sygdommen første gang forbliver virus ”sovende” i kroppen og kan blusse op senere i livet. Dette sker særligt i situationer, hvor kroppens immunforsvar er svækket eller optaget af fx en forkølelse. Kroppen danner dog en vis “modstandskraft” mod virus, hvilket gør, at senere infektioners forløb er mildere end første gang. 

 

Hvilke symptomer får mit barn, hvis det smittes med Herpes Simplex virus? 

Første møde med HSV kaldes primærinfektionen. Den kan forløbe helt uden symptomer, og langt de fleste børn opdager heldigvis ikke at de er smittede.,. Dog får nogle børn en såkaldt ‘mundhuleinfektion’, og bliver meget medtagede. På få timer dannes små blærer i munden, der kan gøre så ondt, at barnet hverken vil spise eller drikke. Desuden kan der være hævede lymfeknuder og høj feber. Den første infektion kan vare 7-10 dage. 

Genopblussen af sygdommen kommer som forkølelsessår. Udbruddet føles i starten som prikken og stikken i huden, typisk ved læberne. Allerede efter 12-36 timer udvikles små, smertefulde blærer, som fyldes med pus. Efter få dage brister blærerne og dækkes herefter af skorper. Udbruddet varer typisk en uges tid og ses ofte i forbindelse med forkølelser (heraf navnet). Mange piger generes desuden af forkølelsessår under menstruationen. Nogle børn får kun et enkelt udbrud af HSV, mens andre plages af gentagne udbrud. Genopblussen overstås ofte på 4-6 dage men kan vare op til 10 dage. 

Cirka 40 % får tilbagevendende forkølelsessår, der ofte kommer et par gange om året. Hyppigheden aftager som regel med tiden. 

 

Hvad kan jeg gøre, hvis mit barn får forkølelsessår? 

Forkølelsessår er i sig selv helt ufarligt og kan ikke helbredes. Hvis man er sikker på diagnosen, kan man dog forsøge at behandle med en creme, som man smører på udbruddet (Aciclovir), så snart barnet mærker den prikkende fornemmelse. Behandlingen skal startes indenfor 72 timer, men selv da har behandlingen kun beskeden, lindrende effekt på symptomerne. Forkølelsessår forsvinder af sig selv uden behandling på 7-10 dage. 

Aciclovir fås også på pilleform og som mikstur, men kræver recept og er forbeholdt børn, hvor man kan forvente et mere langstrakt eller kompliceret forløb. Det gælder eksempelvis hos børn med børneeksem eller med et svækket immunforsvar. Tal med din læge om det. 

Forkølelsessår kan fremprovokeres af sollys, så hvis dit barn ofte har forkølelsessår, bør det bruge en solstift på læberne med høj faktor i de solrige måneder. 

 

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg mistænker mit barn har mundhuleinfektion? 

Hvis du mistænker, at dit barn har en primærinfektion, altså den såkaldte ‘mundhuleinfektion’, er det en god ide at få smertelindret dit barn. Dette gøres fx med Panodil (justeret efter vægt) hver 6. time. Hvis dit barn er meget medtaget, vil det formentlig ikke spise eller drikke pga. smerter i munden. Det er vigtigt, at være opmærksom på, om dit barn får nok at drikke, da væskeunderskud er den egentlige ‘fare’ ved denne infektion. Tilbyd sodavandsis, da kulden lindrer og barnet samtidig får både en smule væske og sukker. 

Derudover er god mundhygiejne vigtig. På apoteket kan man købe bløde skumbørster, som kan vædes i danskvand og give lindring samt rense munden. 

 

Smitter forkølelsessår? 

Ja! Forældre smitter ofte deres børn via kys, da man kan smitte, før det egentlige forkølelsessår opstår. Derved kan man komme til at smitte sine børn, før man selv er klar over, at et udbrud er på vej. HSV er en virus, vi alle møder, og da virus smitter via små dråber i luften er forebyggelse nærmest umulig. Man bør derfor ikke lade være med at kysse sine børn, selvom man indimellem lider af forkølelsessår. 

Forkølelsessår kan også smitte til andre steder på kroppen. Dette er i langt de fleste tilfælde helt ufarligt og kan ofte undgås med god håndhygiejne. 

 

Hvornår må mit barn komme i institution/skole?

Der er ingen begrænsninger for, om barnet må komme i institution, hvis det ‘bare’ har et forkølelsessår. Hvis der er kommet betændelse i såret, bør barnet dog blive hjemme. Tal med din læge, hvis du mistænker dette. 

 

Hvornår skal lægen kontaktes? 

Du bør kontakte lægen, hvis du mistænker, at dit barn ikke har fået væske nok. Det vil vise sig ved: 

  • Sløvhed
  • Koncentreret/mørk urin i små mængder
  • Færre end 3 våde bleer på 24 timer

Det er svært at vurdere sit syge barn, men der er hjælp at hente ved brug af SAFE!-cirklen

Desuden skal lægen kontaktes, hvis dit barn er under 3 måneder og har feber. 

Du bør ligeledes kontakte lægen, hvis du mistænker, at der er bakteriel infektion i såret, fx hvis der er gule skorper eller hvis såret ikke vil hele. 

Læs mere på Sundhed.dk om forkølelsessår. Du kan også læse mere om feber på Læger Formidlers blogindlæg om feber og hør eller genhør vores podcast om feber.

Opdateret 13/04/2021 af: Amanda Bjerre Andersen (læge)

Redigeret af: Malene Toft (læge) og Mimmi Torp (læge)

Væskemangel (dehydrering)