Tirsdagsinfo

Standtur: når uheldet er ude

En tur til stranden er en god måde at bruge de varme dage, men stranden er ikke helt ufarlig for de små
poder. Her er nogle gode råd til strandturen:

1) Medbring masser af væske. Saftevand, juice og sodavandsis er også ok! På de her ekstra varme dage er det vigtigt, at ungerne får masser af væske – hvilken væske de får, er ikke så vigtigt. Og sodavandsis gælder også i væskeregnskabet 🙂

2) Medbring rigelige mængder solcreme. Solen er endnu skarpere ved vandet. Forbrugerrådet Tænk har lavet en rigtig fin guide over, hvilken solcreme du skal vælge for at undgå solcremer med dårlig beskyttelse eller uønsket kemi. Find der her.

3) Find jer en plads i skyggen. Er der ingen, så hav en parasol med. Og husk solhat. Børns øjne og hud er særligt følsomme for solens skarpe lys.

4) Medbring snacks – man bliver sulten af at lege med sand og vand.

Når I ankommer er det en god ide at afsøge området og danne jer et overblik.  Hvor dybt er
vandet? Se efter badeflaget, gælder der særlige forholdsregler netop i dag? Er der områder I skal holde jer fra? Kig efter glasskår og andre farlige ting, der kan gemme sig i sandet. Og hav altid et plaster med i pungen, så har I udstyret klar, hvis uheldet er ude.

Hvis man er meget uheldig, kan man møde en brandmand i vandet. Skulle dette ske, så kan du gøre følgende:

Fjern resterne af brandmanden fra huden. Skyl først, og skrab resterne af bagefter. Skyl aldrig med ferskvand! Så gør det kun mere ondt. Skyl med saltvand i stedet for. Bagefter kan du skrabe de sidste rester af brandmandens fangarme væk med en flad og kantet genstand. For eksempel en ispind, eller dit kreditkort. Man kan også bruge tape der kan sættes på huden, for at hive det sidste af. Fangarmene er svære at se.  Og pas på, at du ikke selv får rørt ved fangarmene.

For at dæmpe smerterne og hudens reaktion på brandmandens fangarme kan man skylle huden med 5% eddikkesyre. Din læge kan måske hjælpe med at udskrive recept på steroidcreme, der kan dæmpe hudens reaktion.

Allergi-piller kan også dæmpe kløen. Der findes en mikstur til små børn, men den kræver lægerecept.

Bliver du eller dit barn stukket af en hveps på stranden? Så læs vores gode råd til hvepsestik her.

Læs også vores indlæg om, hvordan du bedst passer på de små i varmen. Om gode råd til ferien. Og om hvad du skal gøre, hvis du mistænker dit barn har væskemangel.

Nyd solen og resten af sommeren 🙂

Billede fra unsplash.com