Trygge Maver Infoblog

Blindtarmsbetændelse under graviditet 

Vidste du godt, at blindtarmsbetændelse er den hyppigste grund til operation under en graviditet – selvfølgelig hvis man ser bort fra operationer direkte forbundet med graviditeten som fx kejsersnit? Den individuelle risiko er heldigvis ret lille – men hvis du pludseligt får stærke mavesmerter, vil vi anbefale at du læser med her.  

Hvad er blindtarmsbetændelse? 

Blindtarmen er, som navnet også angiver, en lille “blind” tarm, der er placeret i overgangen mellem tynd- og tyktarmen. Gennem hele livet er blindtarmsbetændelse en relativ hyppig sygdom, og den er særlig hyppig hos børn og yngre mennesker. 

Betændelsestilstanden skyldes typisk tilstoppelse af tarmen, fx forstoppelse eller forstørrede lymfeknuder efter en infektion. I de værste tilfælde kan man risikere, at betændelsen medfører, at der skabes en byld omkring blindtarmen, eller at der går hul på blindtarmen. Det er derfor vigtigt at få hurtig behandling.  

Symptomer på blindtarmsbetændelse 

Det hyppigste symptom på blindtarmsbetændelse er mavesmerter. Et klassisk forløb kunne fx være mavesmerter, som starter diffust omkring navlen for derefter at samle sig i nedre højre side af maven – svarende til blindtarmens placering. Men der findes mange variationer af mavesmerterne, dog vil tilstanden som udgangspunkt udvikle sig rimelig hurtigt – dvs. inden for få døgn. 

Derudover er det almindeligt at udvikle feber. Man kan også opleve nedsat appetit, kvalme og/eller opkastninger. 

Hvorfor er det svært at stille diagnosen? 

I de fleste tilfælde af blindtarmsbetændelse hos ikke-gravide personer, vil det være nok med sygdomshistorien, undersøgelse af maven og blodprøver. I tilfælde af tvivl kan man overveje CT-scanning af maven. 

Når man er gravid, er der flere grunde til at diagnosen er mere udfordrende at stille: 

  1. I takt med at livmoderen vokser under graviditeten, forskydes tarmene, og blindtarmen vil derfor flytte sig gradvist opad mod ribbenene. 
  1. Det er vigtigt at sikre sig, at mavesmerterne ikke skyldes en årsag direkte relateret til graviditeten, som fx fødsel eller svangerskabsforgiftning
  1. CT-scanning af maven vil medføre røntgenstråling af fosteret, og det vil lægerne helst undgå. Det mest sikre valg for udredning er dog altid en individuel vurdering for både mor og barn, som blandt andet afgøres af, hvor langt man er i graviditeten. 
  1. Første valg af billeddiagnostik vil ofte være ultralyd, som ikke medfører røntgenstråling. Til gengæld udelukker en normal ultralyd ikke blindtarmsbetændelse, fordi blindtarmen kan blive overset.  
  1. MR-scanning af maven er også et sikkert alternativ for både mor og barn. Det er dog ikke alle danske hospitaler, som har mulighed for at udføre undersøgelsen akut. 

Behandlingen 

Gravid eller ej – den mest effektive behandling af blindtarmsbetændelse er operation. Ved at fjerne blindtarmen, fjerner man både betændelsen og undgår risiko for tilbagefald. Operationen foregår i fuld narkose som kikkertoperation, dvs. gennem 3 mindre huller i maven (laparoskopi). Efter individuel vurdering kan det evt. besluttes at både mavetarmkirurg og fødselslæge deltager i operationen. 

Risici ved fuld narkose 

Fuld narkose er forbundet med en meget lille øget risiko for moderen. Dette skyldes, at den gravide krop har en anderledes fysiologi end den ikke-gravide. Det er dog markant farligere ikke at få behandlet sin blindtarmsbetændelse end at komme i fuld narkose. Undersøgelser har desværre fundet en sammenhæng mellem fuld narkose og spontan abort. Det vides dog ikke, om det skyldes narkosen i sig selv, den underliggende sygdom (i dette tilfælde altså blindtarmsbetændelsen), eller en helt 3. men ukendt grund. 

Kort fortalt…

  • Blindtarmsbetændelse er en relativt almindelig årsag til operation under graviditeten 
  • Symptomerne inkluderer mavesmerter, eventuelt suppleret af feber, kvalme og opkast. 
  • Placeringen af mavesmerterne afhænger af, hvor langt du er henne i graviditeten. 
  • Blindtarmsbetændelse behandles bedst med kikkertoperation. 
  • Kontakt læge, hvis du får stærke mavesmerter, der udvikles i løbet af få døgn.  

Vil du vide mere? 

Patienthåndbogen – Blindtarmsbetændelse 

Patienthåndbogen – Laparoskopi og gynækologi (kikkertoperation) 

Kilder  

Lægehåndbogen – Appendicitis acuta 

Anæstesi til non-obstetrisk kirurgi under graviditet, klinisk vejledning, DASAIM. Kapitel 2, Risici ved anæstesi for den gravide kvinde og fosteret. 

Videnskabelig artikel: Aptilon Duque G, Lotfollahzadeh S. Appendicitis in Pregnancy. 2023 Nov 17. StatPearls Publishing 

Forfatter 

Læge Anna Kjær Kristensen 

Redigeret af: Læge Clara Brinkmann 

Publiceringsdato: 04.09.2025 

Billede af Jonathan Farber via Unsplash  

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.