Trygge Maver,  Trygge Maver Infoblog

Blodfortyndende medicin i graviditeten

I nogle graviditeter kan du blive anbefalet af din læge at tage forebyggende behandling med acetylsalicylsyre (Magnyl). Der kan være flere grunde til, at du bliver anbefalet at tage blodfortyndende medicin under din graviditet, som for eksempel tidligere graviditeter med svangerskabsforgiftning. Men hvem bliver anbefalet medicinen, hvornår skal den tages, og hvad skal du være særligt opmærksom på? 

Læs med i ugens blogindlæg, hvor vi dykker ned i emnet om blodfortyndende medicin i graviditeten. 

Hvorfor anbefales acetylsalicylsyre til nogle gravide?

Acetylsalicylsyre er en form for blodfortyndende medicin, som bl.a. virker ved at hindre blodpladerne i at danne blodpropper samt påvirker hvordan blodkarrene trækker sig sammen. Medicinen kan også have en smertestillende og antiinflammatorisk effekt.

Moderkagens funktion kan blive påvirket under graviditeten. Dette spiller en vigtig rolle i udvikling af bl.a. svangerskabsforgiftning, eller at ens barn bliver født med en for lav fødselsvægt. Behandling med acetylsalicylsyre kan bedre moderkagens funktion, hvis medicinen opstartes i første halvdel af graviditeten, hvor moderkagen dannes og vokser.

Der er lavet mange gode, store studier, som undersøger effekten af acetylsalicylsyre under graviditeten. Disse studier peger på, at der er stærk evidens for at behandling med acetylsalicylsyre nedsætter risikoen for svær svangerskabsforgiftning og komplikationer såsom lav fødselsvægt hos barnet og for tidlig fødsel. 

Hvem anbefales acetylsalicylsyre i graviditeten? 

Din læge kan anbefale dig at tage acetylsalicylsyre, hvis du i en tidligere graviditet har haft alvorlig svangerskabsforgiftning eller tidligere har født et barn, som var meget lille. Gravide, som har kroniske sygdomme før graviditeten, anbefales også medicinen. Det kan for eksempel dreje sig om forhøjet blodtryk, sukkersyge, nyresygdom, eller hvis parret er blevet gravide ved hjælp af ægdonation. 

Nogle gange anbefales acetylsalicylsyre også til gravide, som sammenlagt har flere risikofaktorer såsom BMI>30, alder over 40 år, hvis man venter sit første barn, venter tvillinger eller det er mere end 10 år siden sidste fødsel fandt sted. 

Hvordan foregår behandlingen?

Efter at du har talt med din læge, vil denne lave en recept på den blodfortyndende behandling. For de fleste gravide vil anbefalingen for at forebygge svangerskabsforgiftning være en tablet på 150 mg acetylsalicylsyre, som indtages om aftenen. Man anbefaler opstart fra graviditetsuge 10+0. Da acetylsalicylsyre virker blodfortyndende anbefales det, at behandlingen stoppes ved graviditetsuge 37+0.

Hvad skal jeg være opmærksom på?

Acetylsalicylsyre er grundigt undersøgt og studier har ikke fundet en øget risiko for misdannelser eller bivirkninger hos fosteret ved behandlingen. Medicinen tåles af de fleste gravide, men nogle kan opleve bivirkninger som smerter i maven, halsbrand, kvalme, diarré eller tendens til næseblod. Sjældent kan medicinen fremkalde en allergisk reaktion. Hvis du har mistanke om bivirkninger, er det vigtigt, at du kontakter din læge eller dit fødested, så I sammen kan lægge en plan for behandlingen. 

Du skal være opmærksom på at stoppe behandlingen fra graviditetsuge 37+0, dvs 3 uger inden termin, for at sænke risikoen for blødning under fødslen. I tilfælde af at man planlægger et tidligt kejsersnit, vil man blive bedt om at stoppe behandlingen 5-7 dage før operationen.

Nogle typer af kosttilskud, smertestillende medicin og naturmedicin kan have en blodfortyndende effekt såsom fiskeolie og Ginkogo biloba, hvorfor det er en god ide at nævne dette for lægen, hvis du tager nogle præparater udover Magnyl. 

Nyeste viden: 

Et nyligt forskningsprojekt, PRESIDE, har vist sig ved tidlig screening at kunne identificere ca. 75% af de gravide, som ville udvikle svangerskabsforgiftning. Det har ført til at flere hospitaler i landet nu deltager i det nationale projekt PREPRED for at forbedre screeningen for svangerskabsforgiftning. Du kan læse mere om studiet, hvordan screeningen foretages, samt om screeningen tilbydes på det hospital, du hører til, her.

Få mere inspiration og viden

Find flere indlæg fra Læger Formidler herunder vores indlæg om svangerskabsforgiftning. Du kan også blive klogere på viden helt generelt om blodfortyndende medicin eller hør vores podcast planlægning af graviditet, hvor du kan blive klogere på tiden der leder op til at graviditet. 

​​Forfatter

Læge Anne-Sofie Ahlers Rechnagel

Redigeret af: Læge Olivia Wisborg

Publiceringsdato: 5/2-2026

Kilder

DSOG – Acetylsalicylsyre i graviditeten

Promedicin.dk

Ugeskriftet for læger – Behandling med acetylsalicylsyre kan forebygge præeklampsi hos gravide kvinder i højrisiko

Fotograf: Volodymyr Hryshchenko

Kommentarer lukket til Blodfortyndende medicin i graviditeten

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.