Ikke-kategoriseret

Bronkitis  

Hosten vil bare ikke forsvinde. Hele familien ligger vågen om natten. Det har nu stået på i over en uge, og alle er ved at være godt trætte. I har prøvet at hæve hovedgærdet, varm te med honning og hvile – men hosten fortsætter ufortrødent. 

Og midt i det hele opstår spørgsmålet: Hvornår er det bare en sej virus – og hvornår skal man være bekymret? 

I denne uges blogindlæg sætter vi fokus på bronkitis – en luftvejsinfektion, som mange børn (og deres forældre) oplever i løbet af vinterhalvåret. 

Hvad er bronkitis? 

Det, der starter som en almindelig forkølelse med snue og ondt i halsen, kan hos nogle børn udvikle sig til en hoste, der varer i ugevis. Det skyldes, at forkølelsesvirussen bevæger sig længere ned i luftvejene og giver irritation og betændelse i slimhinderne i de større luftveje (bronkierne).  

Bronkitis viser sig typisk som en generende hoste både dag og nat og kan være ledsaget af let feber, hæshed, ømhed i brystet og almen utilpashed. Ofte begynder hosten som en tør hoste, men udvikler sig senere til hoste med slim, som kan være gulligt eller grønt. Hosten kan indimellem være så kraftig, at barnet kaster op.  

Både børn og voksne kan få bronkitis efter en forkølelse. Tilstanden er dog hyppigst hos børn under 5 år. Små børn kan samtidig have en pibende og hvæsende vejrtrækning – det kaldes astmatisk bronkitis. Det kan du læse mere om i vores blogindlæg her: Astmatisk bronkitis – Trygge Forældre.  

Hvor længe varer hosten? Og skal man have medicin?  

Den langvarige hoste kan være frustrerende for både børn og forældre. Det er dog helt normalt, at hosten varer 2-3 uger. Hos nogle kan den endda fortsætte i over en måned, uden at det skyldes anden eller alvorlig sygdom.  

Da bronkitis oftest skyldes en infektion med almindelig forkølelsesvirus, giver det som regel ikke mening at behandle med antibiotika. Studier viser, at antibiotika ikke har effekt på sygdomsforløbet eller hosten ved bronkitis – heller ikke selvom bakterier spiller en rolle. Kroppen kan som regel selv bekæmpe infektionen. Det bedste, man kan gøre, er derfor at give kroppen ro og hvile, så den får mulighed for at komme sig.  

Hvad kan man selv gøre? 

Man kan forsøge at dæmpe hosten med hostesaft eller slimløsnende medicin, men effekten er ofte begrænset.  

Det kan hjælpe at: 

  • Drikke rigeligt med væske i løbet dagen 
  • Sove med hovedet let hævet f.eks. en ekstra pude eller bøger under sengens ben i hovedenden 
  • Undgå røg og passiv rygning  

Et andet godt råd er at forsøge at skåne luftvejene for kraftig hoste. Ved hyppig hoste kan der opstå små irritationer i slimhinden, som igen udløser mere hoste. På den måde kan der opstå en ond cirkel. Det kan derfor hjælpe at forsøge at hoste så skånsomt og så lidt som muligt – selvom det kan være svært. 

Skal man så være sygemeldt i flere uger?  

Heldigvis er de fleste børn med bronkitis ikke voldsomt påvirket og kan derfor sagtens gå i institution eller skole, selvom de fortsat hoster. Som tommelfingerregel kan barnet vende tilbage når: de ikke længere har feber, føler sig friske nok og kan deltage i almindelige aktiviteter. Hosten kan vare i flere uger, uden at det betyder, at barnet stadig er smitsomt eller skal blive hjemme. Det vigtigste er barnets almene tilstand.  

Hvornår skal man være bekymret?  

Man bør kontakte læge, hvis barnet får høj feber, smerter i brystet eller åndenød. Det kan nemlig være tegn på lungebetændelse, som kræver medicinsk behandling. Man kan bruge SAFE!-cirklen som hjælp til at vurdere barnet.  

Man bør også reagere hurtigere, hvis barnet i forvejen har en lungesygdom, for eksempel astma. Her kan der blive behov for justering af inhalationsmedicin – og i nogle tilfælde antibiotika. 

Derudover anbefales det at kontakte læge, hvis hosten varer mere end fire uger. Det kan være tegn på anden lungesygdom, men ofte drejer det sig dog bare om et langtrukkent bronkitisforløb. 

Det er også helt muligt at blive få flere episoder med bronkitis i løbet af vinteren, uden, at der er noget galt med lungerne eller immunforsvaret. 

Bronkitis kan være langvarig og frustrerende – men heldigvis er det i langt de fleste tilfælde en ufarlig tilstand, som kroppen selv klarer. 

Forfatter: Charlotte Pilh Arendsdorf Bengtsen (Læge) marts 2026 

Redigeret af: Mathilde Musoni Donkild (Læge) og Ann Vissing Landgrebe (Læge), marts 2026 

Kilder: 

Bronkitis, akut – Lægehåndbogen på sundhed.dk 

Bronkitis, akut – Patienthåndbogen på sundhed.dk 

Akut bronkitis hos børn – Find information på Medicin.dk

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.