Diabetes hos børn og unge
Du tænker måske, at diabetes kun er noget, som voksne får, men faktisk er der i Danmark ca. 3200 børn og unge, der lever med diabetes. Får børn og unge diabetes pga. deres indtag af slik og sukker, eller måske fordi de ikke har motioneret nok? Læs med i denne uges tirsdagsinfo og bliv klogere på diabetes hos børn og unge
Hvad er diabetes?
Diabetes også kaldet ”sukkersyge” er en sygdom i bugspytkirtlen. Bugspytkirtlen producerer et hormon kaldet insulin. Hos børn og unge med diabetes er den del af bugspytkirtlen, som producerer insulin sat helt eller delvist ud af spil. Det betyder, at sukker fra blodbanen ikke kan optages i kroppen celler, og dermed får man forhøjet blodsukker, fordi sukkeret forbliver i blodbanen. Når kroppens celler ikke får den sukker og dermed den energi, som de har brug for, er de nødsaget til at benytte sig af andre næringsstoffer. Derfor vil man også have en ændret omsætning af fedtstof og protein i kroppen, når man har diabetes.
Diabetes inddeles overordnet i 2 typer – type 1 og type 2 diabetes. I det følgende fokuserer vi på type 1 diabetes, da dette er den hyppigste type hos børn og unge.
Type 1 diabetes er en sygdom, hvor kroppens immunforsvar går til angreb på bugspytkirtlen og de celler, der producerer insulin. Det resulterer i, at den insulinproducerende del af kirtlen ødelægges.
Det er ikke helt klarlagt, hvorfor kroppen går til angreb på et af sine egne organer. Forskning tyder på, at det kan udløses af blandt andet infektioner. Derudover ved man også, at arvelige faktorer spiller en stor rolle. Manglende motion og sukkerindtag har ikke nogen betydning for udvikling af type 1 diabetes.
Hvad er symptomerne på type 1 diabetes?
Symptomer på diabetes kommer, når cirka 90 % af den insulinproducerende del af bugspytkirtlen ikke længere fungerer. De hyppigste symptomer er;
- Hyppig vandladning
- Øget tørst
- Vægttab (typisk vil barnet eller den unge spise mere end vanligt men alligevel tabe sig)
Nogle børn og unge debuterer med diabetes på en mere akut måde, hvor de udover ovenstående symptomer også kan have mavesmerter med opkastninger, svækket bevidsthed, påvirket vejrtrækning og acetonelugt ud af munden. Disse symptomer skyldes en tilstand kaldet syreforgiftning eller “diabetisk ketoacidose”. Tilstanden skyldes, at kroppen er nødsaget til at forbrænde fedt i stedet for sukker for at skaffe sig energi til cellerne. Når kroppen forbrænder fedt, dannes der nogle stoffer, som hedder ketonstoffer. Ketonstoffer er en svag syre. Hvis ketonstoffer dannes i store mængder, gør det blodets pH-værdi mere sur, og man får derved syreforgiftning.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen diabetes stilles ved en blodprøve, hvor der måles for højt niveau af sukker i blodet.
Hvordan behandler man diabetes type 1?
Behandlingen af type 1 diabetes hos børn og unge består i at give dem den insulin, som de ikke længere selv kan producere i tilstrækkelig grad. Insulinen gives i huden med en sprøjte (pen) eller via en insulinpumpe. De fleste børn og unge anvender i dag en insulinpumpe, som sidder fast i huden med en tynd nål. Pumpen er smart, da den har mulighed for at tilføje kroppen en konstant mængde af insulin uden, at barnet eller den unge skal stikke sig.
Derudover er det også vigtigt at følge råd om kost og fysisk aktivitet. Børn og unge med diabetes skal spise så normalt som muligt, men have fokus på, at kulhydraterne(altså sukkeret i maden) kommer fra fiberholdige fødevarer og ikke fra fx slik og kager. Derudover er det vigtigt, at de bevæger sig og er fysisk aktive ligesom alle andre børn.
Sidst men ikke mindst, er det en vigtig del af behandlingen, at børnene eller de unge lærer at måle blodsukker og lærer, hvor meget insulin de skal give i forbindelse med måltider, akut sygdom, fysisk aktivitet ect.
Har man diabetes resten af sit liv?
Desværre er det ikke muligt at vokse sig ud af sin diabetes type 1. Denne type er en kronisk og livslang sygdom, som vil følge personen resten af livet. Man kan sagtens leve et godt og langt liv med diabetes, men det er afgørende, at man har en god blodsukkerregulering. Dårlig reguleret blodsukker giver øget risiko for komplikationer i fx øjne, nyre, nerver og hud, hvilket kan påvirke livskvaliteten og i værste fald livslængden.
Hvad skal du som forælder være særlig opmærksom på, hvis du har et barn med diabetes type 1?
Som forælder til et barn eller en ung med diabetes, er der særligt to akutte komplikationer, som du skal være opmærksom på. Den ene er for lavt blodsukker, og den anden er for højt blodsukker.
Det er derfor vigtigt, at man altid har udstyr med sig til at måle blodsukker, og at man har ekstra insulin,juice, kiks eller lignende til at kunne give barnet i tilfælde af lavt blodsukker.
Derudover er det også vigtigt, at man er særlig opmærksom på barnets eller den unges blodsukker ifm. indtagelse af alkohol, feber, motion samt større eller mindre fødeindtag ift. vanligt.
Er du bekymret for, at dit barn eller din ung har for højt eller for lavt blodsukker, er det altid en god ide at kontakte egen læge.
Kilder:
Lægehåndbogen, diabetisk ketoacidose
Skrevet af: Læge Ann Vissing Landgrebe (sep. 2025)
Redigeret af: Læge Julie Boesgaard Ribberholt og læge Mathilde Musoni Donkild


