Epilepsi 

Det kan være en af de mest skræmmende oplevelser som forælder: Pludselig mister dit barn bevidstheden. Øjnene ruller bagover, kroppen spænder op, og arme og ben bevæger sig ukontrolleret. Tiden står stille, og det kan være svært at vide, hvad man skal gøre. 

Et epileptisk anfald kan se voldsomt ud, og det kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Nogle anfald er dramatiske og tydelige, mens andre er så stille, at de ikke umiddelbart opdages.  Fælles for dem alle er, at de kan skabe utryghed og mange spørgsmål – særligt når det handler om vores børn. 

I denne uges indlæg dykker vi ned i, hvad epilepsi egentlig er og ikke mindst, hvad du som forælder kan gøre, hvis et barn (eller en voksen) får et krampeanfald. Viden skaber tryghed, og med den rette indsigt kan du føle dig bedre rustet, hvis situationen skulle opstå. 

Hvad er epilepsi? 

Epilepsi er en fællesbetegnelse for en række sygdomme i hjernen, som viser sig ved gentagne anfald, også kaldet epileptiske anfald. Under et epileptisk anfald sker der en ”kortslutning” i hjernens elektriske signaler. Hjernen arbejder normalt med små, velkoordinerede elektriske impulser, men ved et anfald bliver signalerne pludselig forstyrrede og ukontrollerede. Det er denne forstyrrelse, der udløser anfaldet. Anfald kan se meget forskellige ud afhængigt af, hvor i hjernen forstyrrelsen opstår: 

• Generaliserede anfald involverer hele hjernen fra starten. Her mister barnet ofte bevidstheden og kan få kramper i hele kroppen. 

• Fokale anfald starter i et afgrænset område af hjernen. Det kan for eksempel vise sig som ryk i én arm, en fjern eller fraværende adfærd, mærkelige sanseoplevelser eller pludselige ændringer i adfærd. 

Epilepsi er altså ikke én bestemt type anfald og derfor kan det også se meget forskelligt ud fra barn til barn. Epilepsi kan skyldes medfødte eller genetiske forhold, tidligere skade eller påvirkning af hjernen, for eksempel i forbindelse med infektion eller ulykke. Hos en del børn finder man dog ingen klar årsag.  

Hvordan ved man, om det er epilepsi? 

Man begynder typisk at mistænke epilepsi, hvis et barn har haft mindst to anfald, som ikke kan forklares af for eksempel feber eller anden akut sygdom. 

Hvis der er mistanke om epilepsi, bliver barnet henvist til nærmere udredning. Det indebærer som regel: 

• En grundig samtale om barnets udvikling 

• En detaljeret beskrivelse af anfaldene 

• Oplysninger om epilepsi i familien 

• En klinisk undersøgelse 

• En EEG-undersøgelse 

• Eventuelt en scanning af hjernen 

Det kan være svært at beskrive et anfald, og derfor kan en videooptagelse af hændelsen være en stor hjælp. Den kan hjælpe lægen med at karakterisere, hvilken type anfald der er tale om.  

EEG står for elektroencefalografi og er en undersøgelse, hvor man måler hjernens elektriske impulser. Små elektroder sættes fast på barnets hovedbund med en særlig creme. Undersøgelsen gør ikke ondt, men barnet skal sidde eller ligge stille imens. Nogle gange optages der også under søvn. EEG er en vigtig del af udredningen, men den kan ikke stå alene. 

• Nogle raske børn kan have forandringer på EEG, som ligner dem, man ser ved epilepsi. 

• Omvendt kan et barn med epilepsi godt have en normal EEG. 

Derfor stilles diagnosen altid på baggrund af den samlede vurdering af anfaldenes karakter, sygehistorien og resultaterne af undersøgelserne. 

Hvordan behandler man epilepsi? 

Når et barn starter i forebyggende behandling mod epilepsi, kan det kræve lidt tålmodighed. Der findes mange forskellige former for epilepsi, og børn reagerer forskelligt på medicin. Derfor kan det tage tid at finde den rette type og dosis. 

De fleste børn får færre anfald med medicin og mange får aldrig anfald igen. Nogle børn vil dog fortsat have anfald trods behandlingen. Det afhænger blandt andet af årsagen til epilepsien. 

For mange børn er udsigterne gode. Børn uden en påviselig underliggende årsag vokser ofte fra epilepsien inden 20-årsalderen. 

De fleste anfald stopper af sig selv inden for få minutter. Hvis et anfald varer mere end 5 minutter, bør man forsøge at stoppe det med medicin. Det gives typisk i endetarmen eller i munden (på indersiden af kinden). Stopper anfaldet ikke herefter, skal barnet indlægges. 

Hvad kan du gøre, hvis et barn får kramper? 

Det vigtigste er at bevare roen og sørge for, at barnet ikke kommer til skade under anfaldet. Her er, hvad du skal gøre: 

• Hold ikke fast i barnet. Du skal ikke forsøge at stoppe bevægelserne – det kan gøre mere skade end gavn. 

• Fjern potentielt skadelige genstande. Flyt møbler, legetøj og andre hårde genstande væk, så barnet ikke slår sig under anfaldet. 

• Beskyt barnets hoved. Læg noget blødt under hovedet, så det ikke slår sig mod gulvet. 

• Put aldrig noget i barnets mund. Barnet kan ikke “sluge sin tunge”, og genstande i munden kan give skader eller ende i barnet hals. 

• Løsn stramt tøj. Især omkring halsen, så vejrtrækningen ikke hæmmes. 

• Tag tid på anfaldet. Det kan føles meget langt, men varer ofte kun 1–2 minutter. Det er vigtig viden for sundhedspersonalet at kende varigheden af anfaldet 

• Læg barnet på siden, når kramperne aftager. Det sikrer frie luftveje. 

Kontakt akut hjælp (112), hvis: 

• Anfaldet varer mere end 5 minutter 

• Barnet ikke vågner op igen efter anfaldet 

• Det er barnets første anfald 

• Barnet kommer alvorligt til skade under anfaldet 

• Du er som forældre utryg ved situationen 

Det kan være voldsomt at være vidne til et krampeanfald. Men med ro, overblik og viden kan du gøre en stor forskel for barnets sikkerhed. 

Kilder

Patienthåndbogen: Epilepsi, oversigt 

Lægehåndbogen: Epilepsi 

Patienthåndbogen: Epilepsi hos børn 

Epilepsiforeningen: Førstehjælp ved epilepsianfald 

Billede af Geralt på pixabay 

Skrevet af Josefine Lund (læge), februar 2026.

Redigeret af Marc Seidler (læge) og Charlotte Pilh Arendsdorf Bengtsen (læge).