Tryg i livet infoblog

Er håndleddet brækket? Symptomer og hvad der sker på skadestuen 

Du var ved at ordne haven. Et fejltrin på kanten af terrassen, et sekunds uopmærksomhed, og pludselig lå du på underlaget med hånden strakt frem under dig. Nu sidder du og holder om håndleddet, det banker, og du tænker: 

Er den brækket?

Det spørgsmål stiller tusindvis af danskere sig selv hvert år. Et brækket håndled er faktisk Danmarks hyppigste form for knoglebrud, og over 15.000 danskere pådrager sig et hvert år. Langt de fleste sker ved et fald, hvor man tager fra med en udstrakt hånd som giver et smæld og stærk smerte hele vejen op i armen.    

Hvad er et brækket håndled? 

Når man siger “brækket håndled”, mener man næsten altid et brud på den nederste del af underarmens store knogle, spolebenet (radius). Det yderste stykke er en naturlig svaghed i skelettet. Hos kvinder over 50 år, hvor knoglerne gradvist bliver mere skrøbelige med alderen, en tilstand der hedder knogleskørhed (osteoporose), kan selv et let fald få knogleenden til at knække. Hos yngre skal der typisk større kræfter til: et fald på cykel, en sportsulykke eller et trafikuheld. 

Hvad sker der i kroppen? 

Tænk på knoglen som et stykke kridt. Når du falder og tager fra med hånden, overføres hele din vægt hertil. Den store kraft går fra håndfladen og op igennem håndleddet.  

Det er ofte mere kraft end kridtet kan holde til, og det knækker. 

Små blodkar i og omkring brudstedet sprænger, og der strømmer væske til området. Det er derfor, at håndleddet hæver op inden for minutter. Ubehageligt, men nyttigt: hævelsen er kroppens første forsøg på at beskytte det skadede sted. 

Nogle gange kan de brækkede knogledele være så forskudt i forhold til hinanden, at det er meget synligt. Det kaldes en fejlstilling, hvor håndleddet buer let opad som ryggen på en sølvgaffel.  

Hvad undersøger lægen på skadestuen? 

Lægen starter med at høre om ulykken og skadesmekanismen. Derefter undersøges hånden grundigt. Lægen spørger til: Hvor sidder smerten? Kan du bevæge fingrene? Mærker du normal følelse i hånden? Hvordan ser huden ud, og hvordan er blodforsyningen til hånden og resten af fingrene? Det er fast procedure at tjekke, at hverken nerver eller blodkar er kommet i klemme i bruddet. 

Røntgen og hvad lægen ser efter 

Efter undersøgelse af hånden vurderer lægen om der er behov for et røntgenbillede. Ved behov for yderligere undersøgelse, tages der røntgenbilleder af håndleddet i to planer, forfra og fra siden.  

Lægen kigger på fire ting: 

  1. Er knogleenden forskudt, og i givet fald hvor meget? 
  1. Er bruddet inde i selve ledfladen? 
  1. Er der mere end ét brudstykke? 
  1. Er der også skader på den lille underarmsknogle (albuebenet) ved siden af? 

Er bruddet komplekst, eller er der tvivl om behandlingsvalg, kan der suppleres med en CT-skanning, en slags detaljeret 3D-røntgen, for bedre overblik over skaden. 

Hvad sker der, hvis knogleenden sidder skævt? 

Viser røntgenbilledet, at bruddet er forskudt ud af acceptabel stilling, vil lægen forsøge at rette det ud. Det lyder dramatisk, men det er en velkendt og skånsom procedure. 

Du får lokalbedøvelse sprøjtet direkte ind ved brudstedet. Imens sættes dine fingre i et sæt bløde fingerstrækker, og armen hænges op lodret. Det hedder et kinastræk: armens egen vægt skaber et blidt, vedvarende træk i håndleddet, der gradvist løsner brudstykket og giver plads til at rette det ud. Efter 10 til 15 minutter er både bedøvelsen slået til og bruddet klar til at blive ført på plads. Lægen foretager derefter et kortvarig, kontrolleret træk i håndleddet for at få enderne tilbage på plads. 

Bagefter tages et nyt røntgenbillede af håndleddet for at kontrollere, at håndleddet har en acceptabel stilling. Hvis så, vil der anlægges en gipsbandage på oversiden af underarmen ned til knoerne, der holder håndleddet i ro, mens bruddet heler. Det er faktisk også en god smertelindring at holde armen i ro i gipsen. 

Sidder bruddet fortsat skævt efter forsøget, kontakter skadestuelægen ortopædkirurgisk vagthavende, for at vurdere om bruddet kræver operation indenfor næste par dage.  

Hvad sker der efter du forlader skadestuen? 

Hvad der venter dig den næste tid, afhænger af, hvor stabilt bruddet ser ud. Der er to mulige forløb, og lægen vælger det rigtige for netop dig, inden du går hjem. 

Hvis bruddet er stabilt og sidder pænt: Du henvises til afbandagering hos din egen læge omkring 4 uger efter skadestuebesøget. Inden da skal du blot bære gipsen, holde fingrene livligt i bevægelse og kontakte skadestuen, hvis gipsen strammer eller noget føles galt. 

Hvis lægen er i tvivl om stillingen, eller bruddet er mere komplekst: Du får en indkaldelse i e-Boks til ortopædkirurgisk ambulatorium 7 til 10 dage efter dit fald. Her tages et nyt røntgenbillede, og en ortopædkirurg vurderer, om knogleenden stadig sidder, som den skal. 

Ser stillingen fortsat acceptabel ud, fortsætter du i gips, indtil bruddet er helet, typisk omkring 4 uger efter skaden. 

Er knogleenden derimod skredet ud af stilling igen, vil lægen tage en grundig samtale med dig om, hvad den bedste behandling er for netop dig. For nogle vil det betyde fortsat gipsbehandling. For andre vil operation være det rigtige valg. Det er en beslutning, I tager sammen, og den får du mere at vide om i næste artikel i serien. 

Et vigtigt tip: mærker du, at gipsen strammer med smerter og synlig hævelse af fingrene, skal du kontakte skadestuen for ny vurdering. Gipsen skal løsnes, og det er ikke noget du skal vente med. 

Hvornår skal du søge hjælp? 

Kør direkte på skadestuen, efter et fald på håndledet hvis: 

  • Huden er gået i stykker ved brudstedet 
  • Du har mistet følelsen i hånden eller fingrene 
  • Hånden er bleg, blå eller iskold 
  • Du har stærke smerter, der ikke lindres 
  • Håndleddet er hævet, ømt og smertefuldt at bevæge 
  • Du fornemmer, at noget “ikke sidder rigtigt” 

 Er der ingen eller minimal hævelse og du kan bevæge håndleddet nogenlunde: 

Så kan du se det an til næste dag. Ring til din egen læge, hvis det ikke bedres. Din læge kan henvise dig videre til skadestuen, hvis der er behov for det. 

Det vigtigste du skal vide 

  • Et brækket håndled er Danmarks hyppigste knoglebrud. Et brækket håndled er Danmarks hyppigste knoglebrud. 
  • Over 15.000 danskere pådrager sig et hvert år, oftest ved et fald på en udstrakt hånd. 
  • Hævelse og smerter alene afgør ikke, om det er brækket. Det kræver en lægelig vurdering af hånden. 
  • Sidder bruddet skævt, forsøger lægen at rette det ud under lokalbedøvelse. Det er sikkert og velafprøvet. 
  • Gips er ikke en nødløsning. For mange brud er det den rigtige og veldokumenterede behandling. 
  • Hæver fingrene eller strammer gipsen: kontakt skadestuen. Det er et advarselstegn, der ikke må ignoreres. 
  • Du vil blive henvist til kontrol 7–10 dage efter, hvis lægen vurderer det nødvendigt. Den kontrol er vigtig. Læs mere i næste artikel. 

Næste artikel: “Gips eller operation, hvad er det rigtige for dig?” 

Forfatter: Danni Høy, Læge

Redigeret af: Maria Suan-Ngam, Læge

Publiceringsdato: 17.05.2026

Billede af Daniel Lloyd Blunk-Fernández via Unsplash

Kilder:

1. Sundhedsstyrelsen — NKR for behandling af håndledsnære brud (2014, genvurderet 2017) 

2. Sundhed.dk Patienthåndbogen — Håndledsbrud 

3. Soerensen S et al. Epidemiology of Distal Forearm Fracture. Hand (N Y). 2022. DOI: 10.1177/15589447221109967 

Læge siden 2021. Inden da arbejdede jeg som fysioterapeut i otte år, hvor jeg lærte, hvor stor en forskel den gode samtale gør, når en patient skal forstå sin krop og finde vej tilbage til hverdagen. Den erfaring tager jeg med mig i mit arbejde som læge. Til daglig er jeg ansat som reservelæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, Slagelse Sygehus, hvor jeg møder patienter med skader og lidelser i bevægeapparatet. Mit mål med at skrive her på Tryg i livet er at gøre den ortopædkirurgiske viden tilgængelig for alle. Jeg vil gerne give en patientnær tilgang til, hvad man som menneske kan komme ud for af skader og tilstande i kroppens muskler og skelet gennem livet, og hvordan forløbet ser ud, hvad enten det er i skadestuen, i ambulatoriet, på operationsgangen eller på afdelingen