For tidlig pubertet – pubertas præcox
Forestil dig at du er i svømmehallen med dit barn og pludselig lægger mærke til begyndende kønsbehåring. Dit barn er lige startet i 3. klasse, så er det ikke lidt tidligt, tænker du? Hvordan er det nu med pubertet? Og kan man gå for tidligt i puberteten? Læs med i denne uges oplæg og bliv lidt klogere på, hvad pubertet er, og hvornår der er tale om for tidlig pubertet.
Pubertet
“Puberteten” er betegnelsen for den periode livet, hvor hormonerne ændrer sig og drenge/piger bliver kønsmodne. Hos piger betyder det en begyndende produktion af østrogen og derfor sker typisk:
- Begyndende brystudvikling
- Kropsbehåring under armene og kønsorganerne
- Øget højdevækst
- Menstruation (kommer typisk først 1,5-2 år efter puberteten starter)
Hos drenge betyder puberteten en stigende produktion af testosteron som bl.a. medfører:
- Vækst af testikler og penis
- Kropsbehåring under armene og kønsorganerne
- Øget højde- og muskelvækst
- Stemmen går i overgang
Der kan være stor variation i, hvornår puberteten begynder, hvilket er helt normalt. Som udgangspunkt kan man regne med, at puberteten typisk starter hos piger, når de er 10-11 år, og hos drenge lidt senere, når de er 12-13 år. Hos børn, hvor forældrene selv er gået tidligt i puberteten, er det ikke usædvanligt at de også går lidt tidligere i puberteten.
For tidlig pubertet – pubertas præcox
For tidlig pubertet kaldes på latin “pubertas præcox”. Det er individuelt for drenge og piger, hvornår der er tale om for tidlig pubertet. Hos piger, defineres det som begyndende brystudvikling og/eller kønsbehåring inden 8 årsalderen ELLER menstruation inden barnet er fyldt 10 år. For drenge, er der tale om for tidlig pubertet ved forstørrende testikler og/eller kønsbehåring inden barnet fylder 9 år. Det er generelt en sjælden tilstand, som rammer 12-14 ud af 10.000 piger og ca. 1 ud af 10.000 drenge.
Når børn kommer i puberteten, vil den hormonelle ændring medføre en øget højdevækst – dette kaldes vækstspurten. Det betyder, at børn der går tidligt i puberteten pludseligt vokser meget i højden, men deres højdevækst vil stoppe tidligere. Det betyder, at deres sluthøjde vil være lavere end forventet. Børn der går for tidligt i pubertet kan derfor føle sig forkerte og opleve psykiske og sociale udfordringer. Hvis det vurderes nødvendigt, kan man behandle med medicin for at bremse puberteten. Konsulter derfor egen læge, hvis du har mistanke om, at dit barn har symptomer på for tidlig pubertet.
Hvordan afgør man, om der er tale om for tidlig pubertet?
Hvis der er mistanke om for tidlig pubertet hos et barn, er der som regel behov for yderligere undersøgelser for at finde ud af, hvor ”langt” i puberteten, barnet er. Det vil altid være lægen, som vurderer, hvilke undersøgelser eller henvisninger, der skal laves ifm. undersøgelse af dit barn. Undersøgelserne kan variere, men kan bl.a. indeholde røntgenbilleder af hænder for at vurdere knoglernes modning. Nogle gange kan der også være behov for blodprøver, som undersøger hormonniveauer.
Der kan være flere årsager til, at barnet går for tidligt i puberteten, og det er derfor vigtigt at få det undersøgt. I mange tilfælde finder man dog ikke årsagen.
Hvis lægen vurderer, at barnet har behov for medicinsk behandling, er denne typisk indsprøjtninger med et hormon, som hæmmer puberteten, og derved udskyder den.
Det er desuden vigtigt at være opmærksom på barnets psykiske trivsel, da børn der går tidligt i puberteten kan føle sig forkerte fordi de adskiller sig fra deres jævnaldrende.
Hvad skal du som forælder være opmærksom på?
Hvis du selv gik tidligere i puberteten end dine jævnaldrende, er det ikke usandsynligt, at det samme vil gøre sig gældende for dine børn. Generelt bør du gå til egen læge ved følgende symptomer hos dit barn:
- Brystudvikling, kønsbehåring eller menstruation hos piger yngre end 8 år
- Kønsbehåring, øget testikelstørrelse, vækst af penis eller at stemmen går i overgang hos drenge yngre end 9 år.
Kilder:
Patienthåndbogen: Piger og pubertet
Patienthåndbogen: Drenge og pubertet
Patienthåndbogen: Pubertet, for tidligt
Lægehåndbogen: Pubertet, for tidligt
Forfatter: Josefine Lund (læge)
Redigeret af: Julie Boesgaard Ribberholt (læge) og Mette Soelberg Schjødt (læge)
Billede: Mikhail Peace fra pexels.com


