Tryg i livet infoblog

Fuld narkose hos voksne.  

Måske skal du snart opereres og i fuld narkose? Der kan naturligvis opstå mange spørgsmål og bekymringer. I dette indlæg vil vi forsøge at forklare, hvad det vil sige at blive fuldt bedøvet til operation, også kaldet fuld narkose.  

Før operation: 

Narkoselægen vil snakke med dig om selve bedøvelsen til operationen. Her vil lægen gennemgå relevant sygdomshistorie og medicin sammen med dig. Det gør lægen for at vurdere, om der er en særlig risiko ved fuld narkose. Derudover vil narkoselægen også undersøge din mund, svælg og hals for at vurdere din luftvej. Det er for at forberede sig på problemer der potentielt kunne opstå i forbindelse med bedøvelsen. Det kan være at du er nervøs for at blive bedøvet eller har haft dårlige oplevelser fra tidligere. samarbejde med dig vil narkoselægen lægge en plan for bedøvelsen, som passer bedst til dig og operationen. Her vil du også have mulighed for at spørge om det, du måtte være i tvivl om.  

Faste og tørste:  

Hvorfor er det vigtigt at faste og tørste før en operation? I vores svælg befinder vores spiserør og luftrør sig meget tæt på hinanden. En tom mave vil derfor mindske risikoen for, at mad eller væske fra mavesækken løber tilbage i spiserøret, op i svælget for derefter at løbe ned til lungerne under den fulde narkose. Det kan give vanskelige komplikationer. Derfor er det vigtigt at overholde reglerne om, at man ikke må indtage fast føde de sidste 6 timer før operationen. Klare væsker skal drikkes senest 2 timer inden operationen.  

Medicin:  

Men hvad så hvis du får fast medicin? Skal du så holde pause med at tage dette? Som oftest skal du tage den vanlige medicin som du plejer, også på operationsdagen. Der er dog undtagelser og noget medicin du skal holde pause fra. Derfor er det vigtigt at snakke med en narkoselæge om dette forud for operationen, så dette er helt klart og tydeligt, hvad du må tage af medicin.  

På operationsdagen: 

Der er mange måder at bedøves på samt meget forskellig medicin der kan bruges. Målet med bedøvelse generelt er, at du kan gennemgå en operation uden smerter og uden at være vågen. Operationens omfang eller art kan være meget omfattende. Der kan være forskellige grunde til at fuld narkose er det bedste valg.  

På selve operationsdagen vil du blive modtaget af operationssygeplejerskerne og narkosesygeplejerske eller narkoselæge. Inde på operationsstuen vil du få påsat en masse monitoreringsudstyr på kroppen til at måle for eksempel blodtryk, puls, iltmætning og hjerterytme. Du vil også få anlagt et lille plastikrør i din blodåre, et såkaldt drop, hvorved medicin og væske kan gives før, under og efter operationen. Du vil altid være tæt overvåget af narkosepersonalet under hele operationen.  

Når du og personalet er klar til at bedøve dig, vil de starte med at give dig en maske, der slutter tæt om mund og næse. Masken er fyldt med en mere koncentreret ilt for at fylde dine lunger godt op med ilt. Her er det vigtigt at trække vejret godt igennem selvom det kan være svært i en tæt maske. Hvis der er medicin i masken, ville narkoselægen have informeret dig om dette forud for narkosen.  

Det næste skridt i den fulde narkose vil være at give dig medicin i dit drop. Fuld narkose består som udgangspunkt af sovemedicin som gør at du falder i søvn og stærkt smertestillende, som giver dig smertelindring under operationen. Medicinen er altid individuelt tilpasset din krop og din tilstand. Det er naturligt at være bekymret for om man kan huske noget fra operationen eller at man vågner op undervejs. Dette er en yderst sjælden komplikation. Dybden af narkose samt smertereaktion vurderes konstant og kan naturligt ændre sig undervejs under operationen. Dette er personalet meget opmærksomme på.   

Fuld narkose nødvendiggør at narkosepersonalet hjælper dig med at trække vejret. Det kan for eksempel være gennem en tube som er et plastikrør gennem munden og ned til luftvejene eller en svælgmaske. Begge kobles til en respirator indtil operationen er slut. Derfor kan det forventes, at der er irritation og ømhed i svælg og hals efter en operation.  

Medicinen der gives under narkose samt selve operationen kan give kvalme og opkastning, når du vågner. Dette forsøges forebygget ved at give kvalmestillende under operationen. Når medicinen fra narkosen slukkes, vil du langsomt trække vejret igen. Først når du trækker vejret selvstændigt og din tilstand er stabil, vil du blive overflyttet fra operationsstuen til et opvågningsafsnit. De vil observere dig tæt, indtil du har det godt og kan overflyttes til en sengeafdeling eller komme hjem igen, hvis det er en planlagt ukompliceret operation.  

Vi håber at indlægget har givet dig et overblik over hvordan et forløb med fuld narkose foregår. Vi kan kun opfordre til at få talt godt igennem med både kirurgen og narkoselægen forud for operationen og få italesat de bekymringer og spørgsmål du måtte have. Det giver den bedste forudsætning for at tilbyde dig det bedste forløb og oplevelse.  

Forfatter: Maria Sasipim Suan-Ngam, Læge    

Redigeret af: Stine Matras Christensen, Læge  

Publiceringsdato: 12.04.2026  

Billede fra Unsplash Sincerely Media 

Kilder:   

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/undersoegelser/kirurgi/bedoevelse-og-smerter/narkose
https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/kirurgi/tilstande-og-sygdomme/anaestesi/anaestesi-generel

Læge siden 2022 med klinisk erfaring fra akut medicin, geriatri og almen medicin. Jeg interesserer mig for det hele menneske og holder af at lære mennesket bag al sygdom at kende. Derfor er kommunikation et vigtigt redskab i mit møde med patienter. Jeg forsøger i mit lægevirke at formidle sundhedsfaglig viden i et let forståeligt sprog. Privat bor jeg sammen med min kæreste og vores to drenge.