Genoplivning og behandlingsniveau
Som nær pårørende til en ældre person, har du måske oplevet at blive ringet op, fordi en af dine kære er blevet indlagt og har det dårligt. Måske har du før siddet ved din mors side til sent om aftenen. Mens I venter på videre undersøgelser, spørger en læge pludseligt, om I har tænkt på genoplivning? Det er måske det sidste du havde tænkt på. Hvorfor snakker lægen nu om, hvad der skal ske, hvis din mor dør? Hvorfor får din mor ikke bare al den hjælp, hun kan få, så hun kan komme hjem og være god igen? Det kan virke kynisk og malplaceret, men der faktisk en god grund til det, og vi vil i dette indlæg forsøge at svare dig på netop, hvorfor vi spørger om genoplivning og behandlingsmuligheder, når du eller dine pårørende er indlagt på et hospital.
Hvorfor er det vigtigt at snakke om genoplivning?
Vi lever længere end nogensinde før, og i takt med at vi bliver ældre tilkommer også sygdomme, og ikke sjældent flere på en gang. Ved akut sygdom vil vi gerne behandle dig og dine pårørende så godt som muligt. Det er bare ikke altid så enkelt, da mange sygdomme på samme tid gør behandlingen kompleks. Samtidig må det enkelte menneskes liv og holdninger også inddrages i beslutningen om, hvilken behandling, der skal – eller ikke skal – tilbydes. I mødet med en akutmodtagelse eller indlæggelse vil vi som fagpersoner og læger derfor meget ofte spørge ind til patientens tanker om blandt andet genoplivning og behandling.
Vi kan godt forstå at det kan føles helt forkert, når vi spørger, om du eller dine pårørende har tænkt over genoplivning i tilfælde af hjertestop, især når man ikke tænker, at døden banker på indenfor nærmeste fremtid. Så hvad indebærer det, når vi spørger, og hvorfor er det så vigtigt?
Dels vil vi gerne afklare og være på forkant med unødvendig lidelse og overbehandling, men vi vil også gerne forstå patientens og de pårørendes perspektiv og ønsker inden man eventuelt pludselig står i en akut situation.
Vi kan nok være enige om, at en travl akutmodtagelse er langt fra det mest optimale rum at tale om livets afslutning og eventuelle fravalg af behandling, og vi ved det er svært at snakke om! Men det en vigtig samtale af have, og vi opfordrer til, at man tør at tage denne snak med sine nærmeste, mens man kan udtrykke sine egne ønsker og behov.
Hvad vil det sige at sætte et behandlingsniveau?
Et behandlingsniveau/behandlingsloft er ikke blot alt eller ingenting, men har mange variationer og er tilpasset det enkelte menneske. Overordnet set er der 2 “kategorier”:
Fuldt behandlingsniveau: Det vil betyde fuld behandling for sygdom, inklusiv forsøg på genoplivning ved hjertestop og overflytning til intensiv afdeling hvis der bliver behov for det.
Begrænset behandlingsniveau: Man behandler det meste, men ikke nødvendigvis al sygdom, og ikke for enhver pris. Det kan for eksempelvis være, at man ikke har lyst til at blive genoplivet eller ligge i respirator. Det kan også være, at man ikke har lyst til at blive indlagt, men gerne vil behandles i sit eget hjem. Det kan omvendt også være, at man fravælger specifik behandling og slet ikke har lyst til at blive behandlet for en infektion med antibiotika eller væske i blodårerne, når man mangler væske i kroppen.
I tilfælde af hjertestop er vi som sundhedspersonale forpligtet til at yde førstehjælp og forsøge genoplivning, hvis der ikke er taget stilling til et behandlingsniveau.
Vi vil selvfølgelig gerne sikre os, at man får den bedste behandling og hjælp, men et behandlingsniveau er til syvende og sidst en lægefaglig beslutning. Det betyder, at det i sidste ende er lægernes beslutning, hvilken behandling man bliver tilbudt – naturligvis i dialog og med respekt for dig og din families ønsker. En sundhedsmæssig behandling skal give mening, være fagligt og etisk forsvarligt, men det skal også være gavnligt og værdigt for det menneske, vi behandler.
Overraskende nok er det “nemmeste” bare at fortsætte med fuld livsforlængende behandling, tage blodprøver, medicinere, udføre skanninger og operationer. Det gør vi også langt af vejen, for det er faktisk meget sværere at fravælge og stoppe udsigtsløs behandling og udredning, som kan være mere smertefuldt end gavnligt. Det er svært, fordi at vi står med menneskers skæbne i vores hænder og fordi at vi gerne vil hjælpe, men det er et ansvar, vi tager på os, og det gør vi gerne! Det er ikke dig som pårørende eller som det alvorlige syge menneske som skal bære dette ansvar, men I er dem som kan give os det bedste indblik i jeres tanker omkring livets afslutning.
Hvad så ved uundgåelig død i nær fremtid?
Nogle ældre og/eller meget syge mennesker, som kommer i en akutmodtagelse er så tæt på uundgåelig død, at det ikke er rimeligt at blive sendt hjem til sig selv. Andre kan have det største ønske om at dø i sit eget hjem med sin familie omkring sig. Det vigtigste ved livets afslutning er, at man ikke skal lide og helt ideelt skal det være værdigt og trygt. Derfor vil vi altid sørge for at give medicin der for eksempel kan smertelindre, kvalmestille og berolige. Foruden medicin er pleje og komfort også vigtigt. Det kan blandt andet foregå under indlæggelse, på et specialiseret hospice, i eget hjem eller plejehjem. Egen læge kan varetage behandlingen med støtte fra plejepersonale, hvis det foregår udenfor hospitalet. Mulighederne er også de samme på hospitalet.
Det kan være svært at forudsige den forventede levetid i livets sidste fase. I den ventetid kan der opstå tvivl om vi nu gør det rigtige, måske er der uafklarede spørgsmål, måske er man bange for hvad der skal ske. Husk på, at man altid kan bede om samtale med den behandlingsansvarlige læge. Og selvom man er, eller ikke er, særlig religiøs har hospitalerne også en hospitalspræst til rådighed. Dette er uanset, om man er alvorlig syg og ikke er nært døende eller er uundgåeligt på vej mod livets afslutning.
Vi håber at indlægget har givet dig indblik i tankerne bag meningsfuld behandling ved alvorlig sygdom.
Forfatter: Maria Sasipim Suan-Ngam, Læge
Redigeret af: Emilie Vester Engel, Læge
Publiceringsdato: 19.10.25
Billede af Ryan ‘O’ Niel fra Unsplash
Kilder:
