Læger Formidler
Du læser lige nu

Gravide med Gruppe B streptokokker

48
Trygge Maver Infoblog

Gravide med Gruppe B streptokokker

Gravid med gruppe B streptokokker

Du er gravid i uge 25 og har netop været til 2. graviditetsundersøgelse hos din læge. Du har lavet en rutinemæssig urinprøve for bl.a. at undersøge om der er urinvejsbetændelse, begyndende tegn på svangerskabsforgiftning mm., og denne er sendt til undersøgelse. Du har ingen symptomer fra urinvejene eller underlivet.
Du bliver ringet op af din egen læge et par dage efter undersøgelsen, som fortæller dig at der er fundet en stor mængde bakterier i din urin, som hedder Gruppe B streptokokker – ”Gruppe B strepto-hvad-for-noget” udbryder du!

”Hvad er det og hvor har jeg fået det fra?”

Gruppe B streptokokker (forkortet GBS) er oftest en del af den normale bakterieflora i bl.a. mave-tarmkanalen og i fødselsvejen, som de fleste raske mennesker ikke bliver syge af. Under fødslen kan bakterien dog gives videre fra moderen og fremkalde alvorlig infektion såsom lungebetændelse og hjernehindebetændelse hos den nyfødte.

Bakterien findes hos ca. 10-30% af alle gravide kvinder uden at de har symptomer. Der kan dog være diskrete symptomer hos nogle i form af udflåd fra skeden eller svie ved vandladning, men oftest ingen.

”Hvordan ved man om man har Gruppe B streptokokker (GBS)?”

Der tages ikke rutinekontroller for GBS, de fleste finder ud af at de har GBS, hvis de har haft blærebetændelse eller som et tilfældigt fund ved urinundersøgelse.

Hvis du tidligere har født et barn med GBS-infektion er det vigtigt, at du oplyser dette til din egen læge så tidligt som muligt og gerne ved den første graviditetsundersøgelse, så der kan undersøges for bakterien.  

”Hvad så nu, skal jeg behandles?”

Ja, du tilbydes forebyggende behandling med antibiotika tre gange om dagen i en uge, hvis der er fundet en mængde bakterier i din urin der tyder på infektion. 

Kvinder med GBS i normalfloraen bliver sjældent helt fri for bakterien trods behandling med antibiotika, men behandles hvis der er en mængde af GBS,  der kan tyde på infektion ved undersøgelse af fx urinen eller hvis der er tydelige symptomer på urinvejsbetændelse. Ved lave mængder af GBS i urinen skal den gravide ikke behandles straks.  

”Er Gruppe B streptokokker (GBS) noget der kan påvirke min baby eller mig?”

GBS kan påvirke dig eller din baby, da bakterien kan være årsag til andre komplikationer i graviditeten såsom:

·       Blærebetændelse, der i værste fald kan sætte fødslen i gang for tidligt

·       Betændelse i livmoderhulen under og/eller efter fødslen

·       Infektion hos det nyfødte barn

·       Barselsfeber hos den fødende

”Hvordan skal jeg forholde mig i resten af graviditeten og ved fødslen?”

Dit fødested orienteres om fundet af GBS og det påføres din vandrejournal. Kvinder, der har øget risiko for at smitte barnet ved fødslen, får tilbudt forebyggende antibiotikabehandling under fødslen som gives direkte ind i en blodåre (i drop). Kvinder med øget risiko er følgende:

·       Kvinder der har haft GBS og man ikke kender mængden ved fødslen

·       Kvinder med langvarig vandafgang (defineres som mere end 18 timer)

·       Kvinder der får feber under fødslen

·       Kvinder der tidligere har født et barn smittet med GBS

·       Kvinder der føder for tidligt

Nogle fødesteder kan lave en ”hurtig”-test for GBS og kan derfor undlade antibiotikabehandling under fødslen hos dem som ikke har GBS på fødselstidspunktet.

”Hvad er risikoen for at mit barn kan blive smittet med Gruppe B streptokokker (GBS)?”

Det er ret sjældent, at børn får infektion med GBS efter fødslen. I Danmark er der ca. 30 tilfælde af GBS-infektioner hos nyfødte børn om året, som kan forårsage alvorlig infektion kort efter og op til en måned efter fødslen. I de fleste tilfælde opdages de dog hurtigt og behandles derfor oftest. 

Det anbefales, at du og det nyfødte barn indlægges på hospitalet i ca. 48 timer efter fødslen til observation for GBS-infektioner.

Få mere viden

Find en masse andre af Læger Formidlers indlæg om tiden efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller hør vores podcast fra Trygge Maver

Er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller Trygge Forældre Infobloggen

Kilder:

Gruppe B streptokokker og graviditet, Patienthåndbogen

Gruppe B streptokokker og graviditet, Lægehåndbogen

Urinvejsinfektioner og asymptomatisk bakteriuri hos gravide, sst.dk

Anbefalinger for svangreomsorgen, sst.dk

Forfatter:

Læge Camilla Klastrup

Redigeret af:

Læge Jesper Friis Petersen

Forfatteren

Læge siden 2017, skal være praktiserende læge. Har erfaring som læge fra Mave-tarmkirurgisk, Ortopædkirurgisk, Almen praksis, Børne- og ungdomspsykiatri, samt en del erfaring som bekymret mor til Alexander på knap 2 år. Er jyde, men bor aktuelt med min kæreste og søn ved Amager Strand, hvor vi nyder gåture ved havet.

Om forfatteren

Læge siden 2017, skal være praktiserende læge. Har erfaring som læge fra Mave-tarmkirurgisk, Ortopædkirurgisk, Almen praksis, Børne- og ungdomspsykiatri, samt en del erfaring som bekymret mor til Alexander på knap 2 år. Er jyde, men bor aktuelt med min kæreste og søn ved Amager Strand, hvor vi nyder gåture ved havet.

Følg os