Graviditet og rejser med risiko for zikavirus
Sommerferien står for døren! Drømmer du om babymoon i solen, eller planlægger du graviditet og en længere rejse? Så kan det være godt at kende til zikavirus!
Zikavirus spredes primært via myg og findes i flere tropiske og subtropiske områder. De fleste, som smittes med zikavirus, mærker ingenting, men hos gravide, der smittes, kan virus i sjældne tilfælde påvirke fosterets udvikling alvorligt.
Symptomerne på zikavirus er ofte milde og kan blandt andet være:
- Feber
- Forbigående ledsmerter
- Hududslæt
- Muskelsmerter
- Træthed
- Hovedpine
Sygdommen varer typisk 4-7 dage. Hvis man har haft zikavirus én gang, regner man med, at man er beskyttet mod at få infektionen igen.
Hvor findes zikavirus?
Områder med risiko for zikavirus har ændret sig løbende, men virus er især udbredt i dele af Syd- og mellemamerika, Caribien, Sydøstasien og Aafrika.
Man bør altid søge opdaterede rejsevejledninger, før man rejser.
Hvad anbefales, når man er gravid?
Man fraråder generelt gravide unødvendige rejser til områder med risiko for smitte med zikavirus.
Hvis rejsen ikke kan undgås, anbefales forebyggende tiltag mod myggestikved, som at:
- Bruge myggespray
- Bære lange ærmer og bukser
- Sove med myggenet
Zikavirus kan også smitte seksuelt. Gravide, hvis partner har rejst i områder med zikavirus under graviditeten, anbefales at bruge kondom resten af graviditeten.
Hvis du planlægger graviditet inden for den nærmeste fremtid
Efter en rejse til et område med zikavirus anbefales, at man venter lidt med at blive gravid.
Som kvinde anbefales det at man venter to måneder med at blive gravid og som mand anbefales det at vente 3 måneder, før man forsøger at opnå graviditet med sin partner. Det skyldes, at virus kan opholde sig i kroppen i forskellig tid.
Er du gravid og nervøs for at være blevet smittet med zikavirus?
Hvis du er gravid og har opholdt dig i et område med risiko for smitte og har udviklet symptomer forenelige med zikavirus inden for 14 dage efter hjemkomst, så tal med din læge eller jordemoder.
Forfatter
Læge, Clara Colombo
Review: Clara Maarup Prip
Kilder
https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/z/zikavirus
Photo by National Institute of Allergy and Infectious Diseases on Unsplash


