
Helkrops-MR skanning
Forebyggelse er en hjørnesten for sundhed! Og jo mere man undersøger, jo bedre er man sikret mod sygdom – eller hvad?
Det er nok ikke så simpelt igen, for virkeligheden viser sig at være anderledes. Lægevidenskaben er nemlig klar: helkrops-MR skanninger til raske mennesker uden symptomer er ikke blot uden gavn, det er tværtimod skadeligt! Men hvordan hænger det egentlig sammen?! Det kan du blive meget klogere på – læs med her!
Hvad er en MR-skanning?
MR står for magnetisk resonans og skanneren virker ved at bruge kraftige magnetfelter til at danne detaljerede billeder af kroppens indre. Fordelen ved MR er, at den ikke bruger radioaktiv stråling som røntgen og CT-skanninger, ligesom at dens magnetfelter ikke er skadelige. Derudover kan en MR-skanning være særligt god til at visualisere visse dele af kroppen mere detaljeret end en CT-skanning. En MR-skanning er således et værdifuldt diagnostisk værktøj, såfremt lægen vurderer, at man har symptomer, som bør undersøges nærmere med sådan én.
Alt har risici – også en MR-skanning
Når raske mennesker uden symptomer eller lægelig bekymring får foretaget en MR-skanning kan man ofte finde små ting, der ser en smule anderledes ud end ‘normalen’ – uden at det rent faktisk er unormalt (et såkaldt falsk positivt svar). Desuden kan man også finde ting, der er ‘unormale’, men som aldrig nogensinde ville give problemer, hvis ikke man havde opdaget dem.
Disse “tilfældige fund” (også kaldet overdiagnostik) giver til gengæld problemer, netop fordi man finder dem. De kan nemlig føre til unødvendige bekymringer, flere undersøgelser og endda behandlinger, som kroppen slet ikke har brug for, og som medfører potentielle risici. Derfor kan en MR-skanning – foretaget uden omtanke – stadig være farlig, selvom den ikke påfører radioaktiv stråling.
Derudover belaster denne overdiagnostik vores sundhedsvæsen og skaber ventetider for dem, der faktisk har en behandlingskrævende tilstand. Og det er noget, vi alle ved er uhensigtsmæssigt.
Om at ”fange sygdommen i opløbet”
De seneste år er unødige helkrops MR-skanninger til raske mennesker blevet et populært produkt hos privatklinikker; ligesom markedsføringen af annoncer og influencer-reklamer for helkrops MR-skanninger er blevet udbredte på sociale medier. De bliver solgt med argumentet om, at man vil fange sygdommen i opløbet.
Det lyder umidddelbart til at give god mening, men forskningen viser, at det ikke er så simpelt. Studier på området viser nemlig tydeligt, at generelle sundhedstjek, herunder helkrops-MR, ikke reducerer risikoen for at dø af kræft, hjertesygdom eller andre alvorlige sygdomme. Tværtimod kan det føre til overdiagnostik og overbehandling – altså behandling af ting, der alligevel aldrig ville have udviklet sig til sygdom, hvis man ikke havde opdaget dem.
Når der bliver givet personlige anekdoter om folk, der eksempelvis fik opdaget en lille knude tidligt, kan man komme til at tro, at skanningen reddede deres liv. Men rigtig mange små knuder og “pletter” på en MR-skanning, der ikke har givet symptomer, bliver eller når aldrig at blive til noget farligt. Til gengæld vil sådanne fund hos en ellers rask person ofte skabe angst, gentagne skanninger og unødige indgreb – og endda unødige operationer! Og alt dette har reelle risici som fx blødning, infektion og meget mere. En enkelt unødig MR-skanning kan altså gøre en ellers rask og glad person til en bekymret og sygeliggjort patient – helt unødvendigt!
Hvad kan du selv gøre?
Hvis du føler dig rask og kun overvejer en helkrops-MR skanning “bare for at være sikker”, er det bedre at lade være. Den bedste måde at passe på din sundhed, og din pengepung, er at være fysisk aktiv, undgå rygning, spise varieret og reagere på symptomer og tegn når de opstår. Det kan måske lyde kedeligt, men det er både billigere, mere effektivt og giver ikke samme falske tryghed og unødige bekymring som alternativerne.
Vidste du, at…
… data fra mere end 250.000 mennesker viser, at generelle sundhedstjek – som helkrops-MR skanninger – ikke er gavnlige og ikke nedsætter risikoen for at dø af alvorlige sygdomme?
Kort opsummering
- Helkrops MR-skanninger er ikke dokumenteret gavnligt for raske uden symptomer.
- Det kan føre til unødig bekymring, overdiagnostik og overbehandling.
- Generelle helbredstjek er sandsynligvis ikke gavnlige, men kan være skadelige.
- Forebyggende sundhed handler om enkle vaner, som de fleste kender: Bevæg dig, spis sundt og lyt til din krop.
- Tal altid med din læge, før du køber private sundhedstjek.
Vil du vide mere?
Læs mere om MR-skanninger på Patienthåndbogen og om risici ved unødige helbredstjek på hjemmesiden “Vælg klogt”
Forfatter: Læge Younes Subhi
Redigeret af: Læge Hussein Alkafaji
Publiceringsdato: 24.06.2025
Kilder:
Vælg klogt – anbefalinger om helbredstjek
Cochrane rapport om generelle helbredstjek
Billede genereret af Younes Subhi

