Henvisninger fra egen læge – hvordan fungerer de?
Når du har brug for specialiseret lægelig behandling, fysioterapi, psykologhjælp eller måske en bestemt undersøgelse, kan din egen læge hjælpe dig med at få den rette behandling via en henvisning. Men der er forskel på, hvilke speciallæger, der kræver henvisninger, og hvordan man får booket en tid. Og ærlig talt, så kan det være ret så forvirrende – og det forstår vi godt! Så hvordan fungerer systemet med henvisninger egentligt? Det kan du blive meget klogere på her!
Hvem skal have en henvisning?
Hvis du skal undersøges på et sygehus eller hos en privatpraktiserende speciallæge, kræver det som oftest en henvisning fra din praktiserende læge. Det gælder blandt andet for de fleste typer af speciallæger, såsom fx hudlæge, gynækolog eller gigtlæge. Det er egen læges opgave at vurdere behovet for undersøgelse af en speciallæge, hvorfor man oftest skal møde fysisk op hos sin læge for evt. at få en henvisning. I henvisningen vil din læge skrive, hvad I har talt om, og hvad I har fundet ud af ved undersøgelsen hos lægen. Henvisningen giver således sygehusafdelingen eller speciallægen mulighed for at læse henvisningsårsagen og lidt om din sygehistorie, inden du møder op til undersøgelse. Det er alt sammen med til at spare ressourcer og sikre, at du får den rigtige behandling på det rigtige sted.
Jeg har fået en henvisning – hvordan bestiller jeg en tid?
Bliver du henvist til en sygehusafdeling, vil du modtage en indkaldelse via e-Boks med dato og tidspunkt for aftalen. Bliver du derimod henvist til en privatpraktiserende speciallæge – fx en hudlæge – skal du selv ringe til klinikken og bestille tid til undersøgelsen. Inde på Sundhed.dk – Find behandler kan du se adresser og telefonnumre på alle praktiserende speciallæger i Danmark.
Der er dog to undtagelser til reglen; følgende speciallæger kræver IKKE henvisning fra egen læge, og du kan derfor som patient kontakte dem direkte og bestille en tid uden at have talt med din egen læge først:
- Øre-næse-hals-læger
- Øjenlæger
I nogle tilfælde kan din egen læge vælge at sende en henvisning til øjenlægen eller øre-næse-hals-lægen alligevel – men i så fald fungerer den nærmere som et brev, der forklarer sygdomsforløbet til speciallægen.
Hvor lang tid skal jeg vente?
Ventetider til lægeundersøgelser kan desværre være lange. Der er stor forskel på ventetider alt efter typen af undersøgelse, der skal laves, hvilken afdeling/speciallæge, der kræves, samt hvilken region du skal undersøges i. På sundhed.dk under “Find behandler” kan du se speciallægernes ventetider.
Flere og flere danskere anskaffer sig dog en privat sundhedsforsikring (evt. igennem arbejdet), der som en “forlomme i køen” kan give hurtigere adgang til undersøgelse og behandling hos speciallæger eller på privathospitaler. Den private sundhedsforsikring dækker ofte også omkostninger ved behov for fysioterapi, kiropraktor eller psykolog samt kirurgiske indgreb af kosmetisk karakter. De fleste sundhedsforsikringer kræver dog stadig, at du har en henvisning fra din egen læge, før de vil dække omkostningerne, så derfor skal man stadig først fysisk forbi egen læge
Sygesikringsgrupper – hvad er det?
Alle borgere med bopæl i Danmark har ret til gratis behandling hos egen læge og speciallæger.
De fleste danskere er i sygesikringsgruppe 1. Her skal du have en henvisning fra din praktiserende læge til behandling hos speciallæge, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog, og kan i flere tilfælde få tilskud til medicin, fysioterapi, kiropraktorhjælp, fodterapi og psykologhjælp. Tilskuddet bliver automatisk trukket fra din regning, før du betaler, hvis der er en egenbetaling (som der fx er hos bl.a. psykolog og fysioterapeut.)
Færre danskere er i sygesikringsgruppe 2. Når man er dette, så er man ikke tilmeldt en bestemt læge og har derfor ikke en “egen læge” som de fleste kender det. Det giver større frihed til selv at vælge en praktiserende læge og speciallæge, og man behøver ikke en henvisning til speciallæger, men kan blot bestille tid. Dog skal du stadig have lægehenvisning til fysioterapeut, fodterapeut og psykolog. Som gruppe 2-patient skal du selv betale forskellen, hvis prisen på behandling hos praktiserende læge eller speciallæge er højere end tilskuddet fra regionen – det kan derfor blive en dyr fornøjelse, hvis man ofte går til lægen. Modsat kan det give mening for en person, der ønsker stor fleksibilitet i sit læge- og speciallægevalg, og ikke har noget imod at betale for dette.
Som patient i Danmark kan du selv tage stilling til, hvilken gruppe, du ønsker at tilhøre.
Henvisning fra egen læge – en opsummering
Vi har et enormt velfungerende sundhedssystem, der forgrener sig ud fra den praktiserende læge, som ofte er det første man møder – denne skal vurdere behovet for, om den enkelte patient kan behandles i almen praksis, eller om der er behov for mere specialiseret behandling, og det er der henvisningerne kommer ind i billedet. Man kan få henvisning til mange forskellige sundhedsydelser, fx speciallæge, sygehus, fysioterapeut eller psykolog. Noget er gratis, andet kræver en egenbetaling, og hvor meget, man evt. skal betale, kommer an på, hvilken sygesikringsgruppe, man er i.
Selvom det kan være indviklet hvordan og hvornår man skal henvises, så håber vi, at dette indlæg har kunnet gøre dig lidt klogere på, hvordan det fungerer. Hvis man er i tvivl, så kan man altid tage kontakt til sin egen læge.
Forfatter: Johan Bjorholm Mandrup, læge
Redigeret af: Emilie Vester Engel, læge
Publiceringsdato: 21.09.25
Billede af julesea fra Unsplash
Kilder:
https://www.sundhed.dk/borger/patientrettigheder/sygesikring-og-laegevalg/sundhedskort-og-sikringsgrupper/
https://www.borger.dk/sundhed-og-sygdom/sundhedskort–laegevalg-og-tandlaege/Sygesikring-og-sikringsgrupper


