Læger Formidler
Du læser lige nu

Kyssesyge (mononukleose)

0
Tirsdagsinfo

Kyssesyge (mononukleose)

Kyssesyge (mononukleose) 

Her kommer 3. afsnit i vores føljeton om ondt i halsen.

Vi har tidligere skrevet om halsbetændelse generelt og om den særlige form, som kaldes Skarlagensfeber. Nu er turen kommet til Mononukleose, som skyldes den såkaldte Ebstein-Barr-virus (EBV).

Infektion med EBV starter med træthed, madlede, hovedpine og generel sygdomsfølelse, og efter nogle dage kommer halssmerter og feber. Symptombilledet kan variere for forskellige aldersgrupper. Mindre børn får ofte influenzalignende symptomer og er ikke nædvendigvis svært plagede af halssmerter. Ældre (skole) børn får det symptombillede, som kendes under navnet ”kyssesyge” med høj feber, svær halsbetændelse, hævede lymfekirtler, forstørret lever og milt og udtalt træthed. EBV giver langvarige symptomer med feber i flere uger. Halssmerterne er typisk værst de første 5-7 dage og aftager herefter over 7-10 dage. Hos de fleste er symptomerne væk efter en måned, men nogle patienter kan opleve langvarig træthedsfølelse og koncentrationsbesvær.

EBV smitter via spyt, og der går typisk mellem 1 og 7 uger fra smitte, til man får symptomer. Efter infektionen kan virus forblive i halsen i op til 18 måneder efter, at man er blevet rask, og derfor er det meget svært at forebygge smittespredning.

Symptomer på infektion med EBV ses hyppigst hos 10-18 årige, men mange børn smittes langt tidligere, og får ikke symptomer på infektion. Uanset, om man udvikler symptomer eller ej, så er man immun, når infektionen er overstået, hvilket vil sige, at man
ikke får mononukleose igen.

Lægen kan stille diagnosen med en blodprøve. Der findes også en hurtigtest, men den er ofte falsk negativ tidligt i forløbet og virker i det hele taget ikke godt til mindre børn.

Som ved de fleste andre virussygdomme, findes der ingen behandling. Panodil kan lindre, og det er vigtigt at være opmærksom på, at barnet får nok at drikke. Hold også øje med hvor meget barnet tisser. Færre og koncentrerede (mørke) vandladninger er et tegn på, at barnet er i væskeunderskud, og at der skal sættes ind for at øge væskeindtaget. Hold desuden øje med barnets almene tilstand og kontakt. Svært påvirkede børn (sløve, slappe) eller børn med påvirket respiration skal ses af læge med det samme.

Børn kan komme i institution og skole igen, når feberen er væk, og når almentilstanden tillader det. Man anbefaler, at børn afholder sig fra kontaktsport, mens de har påvirlet lever eller milt, og for forældre til helt store børn, er det vigtigt at vide, at det anbefales at være tilbageholdende med alkohol ved EBV infektion.

Følg nedenstående link, hvis du vil læse mere om EBV-infektion/mononukleose:

https://www.sundhed.dk/…/virusinfek…/mononukleose-kyssesyge/

Follow @ Instagram

Følg os