Trygge Forældre Infoblog

Øjenskader

Børn kan fordybe sig i leg som ingen andre og nogle gange uden at tænke over, hvad der kan ende i øjnene. Sand fra sandkassen, grene, søskendes små fingre og hjemmets sprayflasker bliver hurtigt til uventede “øjeneventyr”. Og som forælder kan man gå fra rolig til bekymret på ét sekund, når et barn pludselig råber: “Det gør ondt i øjet!” 

Heldigvis er de fleste øjenskader ganske ufarlige og lette at behandle, når man ved, hvad man skal gøre. Men nogle situationer kræver, at man reagerer hurtigt. Læs med og bliv helt skarp på, hvad der kan ske, og hvordan du bedst hjælper dit barn. 

Øjenskader 

Øjenskader kan opstå på mange måder fx hvis barnet får et slag, en rift eller noget i øjet. Fordi synet er så vigtigt, kan det hurtigt gøre både børn og forældre urolige. Her kan du både læse om de mest almindelige og de farligste øjenskader hos børn, og hvad du kan gøre. 

Noget i øjet (fremmedlegeme) 

Når børn leger i sand, klatrer i træer eller tumler rundt, kan de få små ting i øjet som sandkorn, støv eller små splinter. Det giver som regel en overfladisk irritation. 

Barnet kan opleve: 

  • smerter eller svie 
  • at øjet løber i vand 
  • rødme 
  • at det gør ondt at se mod lys 
  • en fornemmelse af, at der stadig sidder noget i øjet 

Hvad kan du gøre? 

  • Skyl øjet forsigtigt med lunken vand. Ofte løsnes det, der sidder fast. 
  • Undgå at barnet gnider sig i øjet, da det kan lave små ridser på overfladen. 
  • Hvis det ikke lykkes at skylle det ud, eller hvis barnet fortsat har gener, bør I få en læge til at se på øjet. 

Rift på øjets overflade (afskrabning af hornhinden) 

Den klare overflade foran på øjet kan få en lille rift, hvis barnet fx bliver ramt af en negl eller gren. 

Barnet kan have samme gener, som ved fremmedlegeme i øjet (se ovenfor). Hvis barnet har disse symptomer efter at have fået noget i øjet, er det en god idé at få det tjekket hos en læge. De fleste rifter er små og heler inden for et døgn. For at mindske ubehag og forebygge betændelse giver man ofte en antibiotisk øjensalve og en øjenklap i en kort periode. 

Ætsning af øjet 

Ætsning af øjet sker, hvis barnet får et stærkt eller irriterende stof i øjet fx rengøringsmiddel, syre eller base. Hvis barnet pludselig får svie i eller omkring øjet efter kontakt med sådan et stof, er det vigtigt hurtigt at skylle øjet. 

Hvad kan du gøre? 

  • Skyl øjet med det samme. Det er det vigtigste skridt for at beskytte øjet og mindske risikoen for varige skader. Brug helt almindeligt koldt vand fra hanen. 

Sådan gør du: 

  • Start skylningen med det samme – vent ikke. 
  • Hjælp barnet med at holde øjet åbent, så vandet når helt ind. 
  • Skyl med lunken vand i mindst 30 minutter. Det kan føles længe, men det er nødvendigt for at få stoffet helt ud. 

Hvis barnet fortsat har gener efter skylning, bør I kontakte lægen. Her vil barnet som regel få en antibiotisk øjensalve og en øjenklap for at forebygge infektion og mindske ubehag. 

Forebyggelse: Opbevar altid rengøringsmidler og andre stærke produkter uden for børns rækkevidde. Skulle uheldet ske, så tag flasken med eller tag et billede af etiketten. Det hjælper lægen med hurtigt at finde ud af, hvilket stof barnet har fået i øjet. Du kan også kontakte giftlinjen (tlf. 82 12 12 12), hvis du er i tvivl om faren ved det, dit barn har fået i øjet. 

Slag mod øjet (stumpt traume) 

Et stumpt traume er når øjet rammes af et slag eller et stød, uden der går hul på øjeæblet. Det ses typisk under sport fx fodbold, badminton og bordtennis eller ved slag mod øjet. Hvis barnet efter et traume mod øjet oplever smerter, rødme, nedsat syn eller dobbelt syn, bør I søge læge. 

Øjenskade med hul i øjet (penetrerende øjenskade) 

Øjenskader med hul i øjet er yderst sjældent hos børn. En sådan øjenskade opstår, hvis en spids genstand rammer øjet og laver hul. Barnet vil da klage over svære smerter, rødme og nedsat syn på øjet.  

Hvad kan du gøre? 

  • Tryk ikke på øjet. Dette vil forværre skaden 
  • Kontakt lægen  

Forebyggelse: Giv altid barnet beskyttelsesbriller på, hvis der er risiko for at få noget i øjet – særligt nytårsaften. 

Øjenskader kan virke dramatiske, når de sker, men langt de fleste er heldigvis både ufarlige og hurtigt overstået. Som forælder kan du gøre en stor forskel ved at reagere roligt, skylle når det er nødvendigt, og søge hjælp, hvis noget virker alvorligt eller ikke går over. 

Med den rette viden er du godt klædt på til både de små og de mere sjældne øjenskader. Og selvom man aldrig helt kan forhindre nysgerrige børn i at udforske verden, kan man heldigvis gøre meget for at passe på deres øjne. 

Så næste gang dit barn råber “Det gør ondt i øjet!”, kan du være tryg ved, at du ved, hvad du skal gøre og, hvornår det er tid til at få hjælp. Øjnene er små, men vigtige og med lidt viden kan du gøre en stor forskel for dit barns syn og tryghed. 

Kilder

Fremmedlegeme i øjet – Patienthåndbogen 

Afskrabning af hornhinden – Patienthåndbogen 

Ætsnings af øjet – Patienthåndbogen 

Ætsende kemikalier – Giftlinjen 

Kontusion af øjet – Patienthåndbogen 

Øjenskade med hul i øjet – Patienthåndbogen 

Billede af Erik McleanUnsplash 

Forfatter: Josefine Lund (læge), december 2025 

Redigeret af: Sara Pind Pilegaard (læge) og Ann Vissing Landgrebe (læge)  

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.