Læger Formidler
Du læser lige nu

Øresmerter

0
Tirsdagsinfo

Øresmerter

Ondt i øret
Øresmerter kan skyldes betændelse i mellemøret, som er en hyppig tilstand, der oftest rammer børn under 2 år. Men også større børn kan få mellemørebetændelse (MØB), og 80% af alle børn har haft MØB, før de starter i skole.

Hvordan ser MØB ud?

MØB opstår efter en forkølelse eller anden infektion i næse, hals og svælg. Et barn med MØB har feber og er pjevset og ked af det. Barnet sover dårligt/afbrudt, og græder, når det kommer ned at ligge, fordi smerterne forværres i liggende stilling pga. øget tryk på øret. Mange børn tager sig til ørerne, og der kan ses gult flåd fra ørerne, hvis der er hul på trommehinden.

Hvorfor får man MØB, og hvad kan du gøre?

Mellemørebetændelse skyldes i halvdelen af tilfældene bakterier og den resterende halvdel skyldes virus, som fra svælget er trængt op i mellemøret. Antibiotika virker kun på bakterier, men det er vigtigt at vide, at antibiotika kun afkorter forløbet med en halv til en hel dag. Tilmed virker antibiotika ikke på smerterne i øret. Derfor er det vigtigt, at barnet får Panodil uanset, om der behandles med antibiotika eller ej. Du behøver ikke tage dit syge trætte barn med ind i børnelægevagten om aftenen, hvis du mistænker MØB. Du kan med god samvittighed give barnet Panodil efter vægt og lægge det til at sove. Husk at lejre hovedet højt for at lette trykket på øret. Så længe kontakten til barnet er i orden, kan diagnosen sagtens vente til næste dag, hvor I i ro og mag kan tage til egen læge. Du kan selv komme diagnosen nærmere ved at trykke den lille brusk-flade, som sidder foran øret hen over øregangen. Et barn med MØB vil reagere kraftigt på dette.

I sjældne tilfælde kan bakterier brede sig fra øret til knoglen bag øret, hvilket, hvis det ikke behandles, kan medføre hørenedsættelse eller døvhed. Derfor skal du altid kontakte lægen, hvis dit barns øre stritter (mere end vanligt), og hvis barnet er rødt og ømt bag øret.

Det er en god ide, at få målt trykket i øret 4-6 uger efter overstået sygdom, fordi der er risiko for, at der i efterforløbet af MØB kan dannes væske på øret. Dette vil påvirke barnets hørelse og dermed sprogudvikling. Mange praktiserende læger kan selv måle tryk, og ellers kan du bestille tid hos en øre-næse-halslæge (kræver ikke lægehenvisning).

Hos børn, som får MØB igen og igen, kan det være en god ide at få sat et lille rør (dræn) ind i trommehinden. Tal med din læge om dette.

Follow @ Instagram