Fertilitetsblog,  Trygge Maver,  Trygge Maver Infoblog

Ovariel hyperstimulationssyndrom OHSS

 – en mulig komplikation til hormonstimulation 

Følelse af oppustethed og tyngdefornemmelse i underlivet er for mange en del af fertilitetsbehandling. Hormonbehandling i forbindelse med fertilitetsbehandling sørger for at æggestokkene arbejder på højtryk, og derfor er det helt normalt at kunne mærke sin krop mere end normalt. Hos nogle kvinder reagerer kroppen dog kraftigere end forventet og udvikler såkaldt overstimulation – det kan medføre en række symptomer, som er vigtige at kende til.  

Hvor alvorligt er OHSS? 

OHSS kan medføre at der dannes ekstra væske i æggestokkene, som kan sive ud i kroppen. Æggestokkene kan blive forstørrede, og i sjældne tilfælde kan de dreje om sig selv, hvilket kan give stærke smerter. Samtidig kan kroppens væske- og saltbalance påvirkes. Det kan i sjældne tilfælde øge risikoen for blodpropper.  

Langt de fleste tilfælde er milde og kræver kun ro, væske og opfølgning. I sjældne tilfælde (under 1%) kan det blive nødvendigt med indlæggelse for at holde tættere øje med situationen.  

Hvorfor opstår OHSS?  

Ved fertilitetsbehandling modnes flere ægblærer (follikler) ved hjælp af det follikelstimulerende hormon, FSH. Når æggene er klar, gives en ægløsningsprøjte med graviditetshormonet, hCG, som altså løsner æggene i folliklerne, så de kan tages ud.  

 Hos nogle kvinder kan det follikelstimulerende hormon medføre en kraftigere reaktion end planlagt med modning af mere end 15-20 follikler. Det kan øge risikoen for at udvikle overstimulationsreaktion. Graviditetshormonet, hCG, gør blodkarrene mere utætte, så væske siver ud i kroppen – dét kan være med til at udløse en overstimulationsreaktion.  

Symptomer du skal holde øje med 

  • Oppustethed og tyngdefornemmelse i maven  
  • Smerter i underlivet  
  • Hurtig vægtøgning (et halvt til ét kilo om dagen) 
  • Kvalme eller opkast 
  • Åndenød  
  • Mindre vandladning end normalt  
  • Feber 

Hvornår skal du reagere? 

Begynder du at få symptomer på overstimulation, skal du kontakte din fertilitetsklinik. De vil vurdere dig med f.eks. scanning og blodprøver.  

Kan overstimulation forebygges? 

Det korte svar er, ja! Din læge vurderer altid din risiko og kan tilpasse behandlingen herefter.  

Hvis risikoen for at udvikle overstimulation er øget, kan man  

  • Vælge en anden type ægløsningssprøjte  
  • Fryse alle befrugtede æg ned (totalfrys) og vente med oplægning  

Graviditet kan nemlig forværre OHSS, og derfor vælge man nogle gange at udskyde oplægningen til symptomerne er aftaget. 

Hvis du får OHSS 

Du vil blive fulgt tæt i fertilitetsklinikken med scanninger og blodprøver.  

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med indlæggelse til observation og væskebehandling.  

Selvom OHSS kan være ubehageligt, så er tilstanden næsten altid forbigående.  

Symptomerne kan vare fra 1-6 uger afhængigt af sværhedsgraden og forsvinder typisk af sig selv. Tilstanden er forbigående og påvirker hverken ægkvaliteten eller chancen for graviditet.  

Hvad kan du selv gøre? 

  • Drik rigeligt med væske, gerne op til 3 liter om dagen 
  • Spis proteinrigt (f.eks. æg, fisk og bønner)  
  • Få lidt ekstra salt  
  • Hold øje med vægt og maveomfang  
  • Vær opmærksom på din urin – klar og lysegul er et godt tegn 
  • Tag den med ro og lyt til din krop  

Det er almindeligt at have smerter ved OHSS. Hvis smerterne tiltager eller ikke kan dækkes af almindelig smertestillende, er det vigtigt, at du kontakter læge.  

Hvis du er i tvivl om dine symptomer, har spørgsmål til ovenstående eller har brug for mere vejledning, skal du kontakte din fertilitetsklinik og tale med din læge.  

Få mere inspiration og viden her:  

Regionhshospitalet Horsens: Overstimulation (OHSS – Ovarian hyperstimulation syndrom)  

Rigshospitalet: Overstimulation/OHSS

Referencer:  

  • Uldbjerg, Niels (2014), Obstetrik – en grundbog, Munksgaard  

Forfatter: Læge Eda Atay 

Review: Læge Marc Seidler  

Publiceringsdato: 28. Maj 2026 

Billede af Deon Black fra Unsplash 

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.