Trygge Forældre Infoblog

Rejseapotek og gode råd til ferien  

Vinterferien nærmer sig, og måske skal I på skiferie eller en tur sydpå efter lidt sol og varme? Når man rejser med små børn, kan det være en stor hjælp at være godt forberedt. Denne uges indlæg giver dig gode råd til ferien og inspiration til, hvad du med fordel kan pakke i dit rejseapotek. Vi ønsker jer allesammen en rigtig god ferie!  

Hvad skal man pakke i sit rejseapotek?   
Det kan være en god idé at pakke et lille rejseapotek til ferien – en samling af medicin og plejeartikler – så I hurtigt kan håndtere de mest almindelige småproblemer, der kan opstå undervejs, uden at skulle finde et apotek i udlandet. Der vil være forskellige behov afhængig af jeres destination, rejseforhold og varighed af rejsen. Herunder finder du en liste over medicin og remedier, der kan være relevant at medbringe. 

  • Almindelig smertestillende medicin 
    Medbring Panodil i børnedosis. Læs her om at give smertestillende medicin til børn  
  • Plastre, forbindinger og termometer 
    Læs mere her om hvordan du håndterer et sår. Her kan du læse om skiskader hos børn og unge  
  • Desinfektionsmiddel 
  • Myggespray og myggenet 
  • Solcreme 
    Læs mere her om solbeskyttelse af børn og læs vores gode råd til strand og varme her 
  • Midler mod transportsyge 
    Her finder du gode råd til at håndtere transportsyge 
  • Antihistaminer 
    Mod allergi eller insektstik. Det er særligt en god idé, hvis dit barn tidligere har haft en allergisk reaktion. Læs mere her om insektstik  
  • Midler mod rejsediarré og forstoppelse 
  • Evt. medicin til specifikke rejsemål – 
    F.eks. forebyggende malariapiller, hvis I rejser i et område med malaria

Hvis dit barn får fast medicin i forvejen, skal du naturligvis huske at tage den med på rejsen. Medbring gerne medicin til lidt flere dage end planlagt. I kan få udstedt et pillepas, som er en attest på den medicin, I medbringer. Det er et krav i nogle lande. Læs mere og bestil pillepasset på Borger.dk

Vaccinationer 
Når du rejser til visse områder i verden, kan der være anbefalinger om vaccination mod hyppigt forekommende smitsomme sygdomme. I nogle lande er dokumentation for specifikke vaccinationer et lovkrav ved indrejse. Husk at være ude i god tid, da nogle vaccinationer kræver flere stik med flere måneders mellemrum. Se de aktuelle anbefalinger hos Statens Serum Institut. Vaccinationerne kan udføres hos jeres egen læge eller på private vaccinationsklinikker. Der er egen betaling begge steder, så dit valg kan afhænge af ventetid og tilgængelighed. 

Rejsevejledning  
Undersøg altid de lokale forhold og læs rejsevejledningen på Udenrigsministeriets hjemmeside.  

Rejseforsikring og kontakt til læge 
Undersøg om jeres destination er dækket af det blå sygesikringskort, eller om I skal have en særskilt rejseforsikring. På Borger.dk kan du se vilkårene for det blå sygesikringskort. Vær også opmærksom på, at hvis dit barn (eller et andet familiemedlem) har haft kontakt med sundhedsvæsenet kort før afrejse, skal I altid tale med jeres rejseforsikring om det. Rejseforsikringen kan kræve en såkaldt medicinsk forhåndsvurdering. Medbring også nummeret til jeres praktiserende læge. Det kan være rart at tale med en, som kender barnet, hvis I skulle være så uheldige, at jeres barn bliver syg under rejsen.  

Er uheldet ude?  
Så huske SAFE!-cirklen, når I skal vurdere, hvor alvorligt det står til. Læs mere om SAFE!-cirklen her.  

Her kan du læse endnu flere gode råd om at rejse med børn.  

Kilder:  

Sikkerrejse.dk – Rejseapotek 

Blivvaccineret.dk – Rejseapotek  

Foto : pexels.com af Towfiqu barbhuiya  

Forfatter: Sara Pind Pilegaard (læge), januar 2026 

Redigeret af: Marc Seidler (læge) og Akash Meegoda (læge) 

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.