Screening for svangerskabsforgiftning i Danmark
Du er gravid og har været til nakkefoldsscanning. Her har du fået at vide, at du har en øget risiko for at udvikle svangerskabsforgiftning. Men hvad er svangerskabsforgiftning overhovedet, og hvordan kan man vurdere det så tidligt i graviditeten? Og hvad betyder det for dig og dit barn?
Hvad er svangerskabsforgiftning?
Svangerskabsforgiftning er en relativt hyppig graviditetskomplikation, som rammer omkring 3–4 % af alle gravide i Danmark. Tilstanden medfører, at man udvikler forhøjet blodtryk samt påvirkning af vigtige organer som fx nyrer, lever og hjerne – sommetider i alvorlig grad. I svære tilfælde kan svangerskabsforgiftning føre til for tidlig fødsel og være livstruende for både mor og barn.
Den præcise årsag til svangerskabsforgiftning er endnu ikke fuldt klarlagt. Meget tyder dog på, at problemet opstår i moderkagen. Hos kvinder, der udvikler svangerskabsforgiftning, dannes moderkagens blodkar ofte ikke normalt. Når moderkagen ikke får tilstrækkelig blodtilførsel, kan den reagere ved at frigive stoffer til moderens blod, som kan få blodtrykket til at stige og samtidig påvirke blodkarrene i resten af kroppen, hvilket kan belaste flere af moderens organer samtidig med, at fosteret får mindre ilt og næring end normalt. Det betyder også, at man sommetider kan se nedsat fostervækst hos gravide med svangerskabsforgiftning.
Hvordan har man tidligere vurderet risikoen?
Indtil for nylig har man i Danmark vurderet risikoen for svangerskabsforgiftning ud fra kendte risikofaktorer hos den gravide. Det kan fx være:
- Tidligere graviditet med svangerskabsforgiftning
- Kroniske sygdomme
- Forhøjet BMI
Kvinder med kendte risikofaktorer er blevet tilbudt forebyggende behandling med lavdosis acetylsalicylsyre (Hjertemagnyl®). Udfordringen er dog, at mange af de kvinder, som udvikler tidlig og alvorlig svangerskabsforgiftning, slet ikke har nogen af disse kendte risikofaktorer – og derfor tidligere ikke blev opdaget og tilbudt medicin i tide.
Hvad er PREPRED?
PREPRED står for Preeclampsia Prevention in Denmark og er et nyt, nationalt screeningsprojekt for svangerskabsforgiftning. Projektet blev igangsat i 2025 og vil gradvist blive indført på alle fødeafdelinger i Danmark.
Formålet med PREPRED er at blive bedre til at identificere gravide, der har øget risiko for at udvikle svangerskabsforgiftning, så forebyggende behandling kan tilbydes tidligt og målrettes de kvinder, der har størst gavn af den.
Hvordan foregår screeningen?
Screening for svangerskabsforgiftning foregår i forbindelse med nakkefoldsscanningen. Her kombineres flere oplysninger for at beregne den individuelle risiko:
- Den gravides blodtryk
- Ultralydsscanning med måling af blodgennemstrømningen i livmoderens blodkar
- En blodprøve, som måler et hormon fra moderkagen
- Oplysninger om den gravides sygehistorik
Denne kombination giver en langt mere præcis risikovurdering end tidligere metoder, som udelukkende byggede på kendte risikofaktorer.
Omkring 10 % af gravide forventes at blive klassificeret som værende i forhøjet risiko ud fra den nye screeningsmetode. De resterende 90% vil fortsætte i almindeligt graviditetsforløb. Kvinder med forhøjet risiko vil blive tilbudt forebyggende behandling med Hjertemagnyl®.
Øget risiko – hvad betyder det?
At få besked om, at man har øget risiko for svangerskabsforgiftning, betyder ikke, at man med sikkerhed vil udvikle sygdommen. Det betyder blot, at risikoen er højere end gennemsnittet – som i øvrigt overordnet set er lav.
Efter scanningen får du besked om resultatet af risikovurderingen. Hvis din risiko vurderes forhøjet, vil du blive kontaktet og tilbudt forebyggende behandling.
Behandlingen består af Hjertemagnyl®, som har vist sig at kunne reducere risikoen for tidlig svangerskabsforgiftning med omkring 60–80 %. Det er især vigtigt, fordi den tidlige form (før uge 37) ofte er den mest alvorlige for både mor og barn.
Hvorfor er screening for svangerskabsforgiftning vigtig?
Der er flere grunde til, at Danmark nu satser på målrettet screening for svangerskabsforgiftning. Den nye screeningsmodel kan forudsige risikoen langt mere præcist end tidligere metoder og gør det dermed muligt at identificere de kvinder, som har størst gavn af forebyggende behandling. Behandlingen kan desuden iværksættes tidligt i graviditeten, hvor den har den bedste effekt.
Samlet set er målet at forebygge alvorlig sygdom, skabe større tryghed i graviditeten og forbedre udfaldet for både mor og barn.
Få mere inspiration og viden
https://ugeskriftet.dk/videnskab/1-trimester-screening-praeeklampsi
Forfatter: Maria Guldbrandt Hauge, læge
Redigeret af: Emilie Vester Engel, læge
Publiceringsdato: 08.01.2026
Billede af Cassidy Rowell via Unsplash.com


