Selvbebrejdelser: når depressionen får dig til at tvivle på dig selv
”Er det mon bare mig, der overdriver?”
”Burde jeg ikke bare tage mig sammen?”
”Er det noget jeg bare spiller?”
”Jeg fortjener slet ikke hjælp. Narrer jeg bare lægen? – og mig selv?”
At tvivle på sin depression er i sig selv et depressionssymptom. Sygdommen får én til at sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden eller alvoren af ens egen eller andres oplevelse af depressionen. Denne selvtvivl kan forsinke eller forhindre adgang til støtte og behandling, og forværre den følelsesmæssige belastning, der følger med en depression.
Håbløshed og følelsesløshed
Depressioner kan opleves forskelligt mellem mennesker og typer af depression. Nogle føler sig kede af det, triste eller nede. Andre kan føle en tomhed, håbløshed eller livslede (det vil altså sige en manglende lyst til at leve, uden at der er tale om selvmordstanker.) Der kan dog også være nogle, som oplever depressionen på helt andre måder.
Når depressionen sætter sig, kan alting langsomt begynde at føles meningsløst, hvilket gør det udfordrende at se frem til noget. Det giver en håbløshed – også for udsigten til en bedring. Håbløsheden farver både nutid og fortid, og gør det svært at tænke tilbage og huske hvordan livet var før, og derved finde håb i tiden før depressionen ramte. Derved er det også almindeligt, at en depression ændrer ens tanker og hukommelse om fortiden.
Håbløshedsfølelsen kan være så svær, at den gennemsyrer alt og bliver de “briller” man ser verden igennem. Sådan en svær håbløshed er lammende og kan være meget vanskelig at korrigere for en selv eller andre. Håbløsheden opleves enorm pinefuld, kan føre til selvmord, og betragtes som et af de værste symptomer ved depressionssygdommen.
Modstridende følelser
Et andet meget pinefuldt aspekt af at være depressionsramt, er den modstridende oplevelse mellem sine følelser og hvad man ved man burde føle eller tænke. Dette kaldes også dissonans.
Det kunne fx være, at man ved, at man burde have følelser f.eks. for sine børn, men man kan ikke mærke kærlige følelser eller andre følelser for dem – eller andre mennesker i sit liv – overhovedet.
Det kunne også være, at man ikke kan glæde sig til fælles planer med andre (f.eks. ferieplaner), ikke mærke følelsesmæssig tilstedeværelse til større arrangementer (f.eks. bryllup, konfirmation, mm.) eller ikke kan blive påvirket af gode eller dårlige nyheder som andre deler med én.
Man ved altså rent logisk, at man burde føle glæde eller kærlighed, men gør det ikke. Følelserne er simpelthen lammede.
Alt imens, er man ganske opmærksom på denne dissonans mellem hvad man ved man burde føle og hvad man faktisk føler (eller ikke formår at føle.) Denne oplevelse er pinefuld, og man kan virke fremmed for sig selv.
Samtidig med byrden af at have en depression, kan man føle sig nødsaget til at “tage en maske på” for at skjule, at man er helt tom for følelser, overfor andre. “Masken” som man tager på for at skjule tomheden kan føre til selvbebrejdelser, fordi man ender med at kunne betragte sig selv som følelseskold, uærlig og falsk. Det kan lede til, at den depressionsramte isolerer sig socialt for at undgå at mærke denne selvopfattelse af følelseskulde eller falskhed.
Når tvivlen sniger sig ind
Oplevelsen af følelseskulden eller falskhed, samtidig med håbløshedens forvrængende blik på fortiden, kan også resultere i, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved alle aspekter af ens liv, grave i selvværdet og lede til selvbebrejdelser.
”Er mit liv bygget på løgn?”, ”Er jeg virkelig depressionsramt?”, ”Er det ikke blot mig selv, der dramatiserer?”, ”Fortjener jeg overhovedet hjælp?”.
Disse er alle hyppige og velkendte tanker som kan fylde hos depressionsramte. Man kan begynde at sætte spørgsmålstegn ved hvorvidt man faktisk er har det skidt, og hvis man allerede er blevet udredt med en depression, om hvorvidt det overhovedet passer – til trods for at man sammen med lægen har gennemgået og anerkendt tilstedeværelsen af alle symptomerne, der bekræfter, at man har en depression. Alligevel ender man med at så tvivl i “fakta”, falder tilbage til negative tankemønstre omkring, at man faktisk ikke er syg, og at det bare er en selv, der er et dårligt menneske.
F.eks. kan nogle opleve at tænke, at de må have dramatiseret deres symptomer overfor lægen eller have narret lægen til at tro at de har en depression, mens de i stedet ”bare burde tage sig sammen”. Dette fænomen, som på fagsprog kaldes en påvirket sygdomsindsigt, er også et velkendt depressionssymptom. Samtidig forstærker den stigmatisering, som der er omkring psykiske sygdomme i samfundet, de selvbebrejdelser, som depressionen udløser i én.
Stigma forstærker selvkritik
Er man syg med f.eks. en infektion eller migræne, kan man være tilbøjelig til at være frustreret og ulykkelig over tilstanden og den funktionsnedsættelse det skulle medføre. Man vil dog nok ikke være i tvivl om hvorvidt man faktisk er sygdomsramt, eller føle skyld og skam over at være blevet syg. I stedet vil man betragte sygdommen som noget, der ramte én.
Mennesker med depression mødes ofte af utallige holdninger, forklaringer og ”gode råd”, som er velmente, fra andre, hvor ansvaret for at blive rask – direkte eller indirekte – bliver møntet på den depressionsramte. Disse kunne være at man skal ”tage sig sammen”, ”tænke positivt”, ”komme ud af sengen og passe sine hverdagsaktiviteter”, ”træne og spise sundt”, osv.
Udfordringen er – ironisk nok – at det er præcist hvad den depressionsramte ikke kan, da det netop er konsekvenserne af depressionssymptomerne. En depression er en sygdom, som man ikke “bare” kommer ud af alene! Samtidig resulterer selvbebrejdelsestendensen i, at den depressionsramte er meget følsom overfor sådanne kommentarer, da det bekræfter deres egne selvkritiske tanker, som nemt “tages ind” og bliver taget for gode varer.
Det hjælper heller ikke, at der i medierne og på internettet flyder usaglige påstande og misinformation om hvorvidt depression er en reel sygdom, og en antipsykiatrisk bevægelse der skaber tvivl og frygt for den evidensbaserede behandling.
Selvbebrejdelserne, tvivlen og selvkritikken kan gå hånd i hånd med følelser af skyld og skam, som kan forsinke eller forhindre, at den depressionsramte opsøger eller holder fast i sin behandling – ”man går jo ikke til lægen, hvis ikke man er syg”. I andre tilfælde, kan den depressionsramte blive overbevist om, at de fortjener deres sygdom, og finde begrundelsen herfor ved at tage minder op fra fortiden og gentolke dem selvkritisk for at bekræfte selvbebrejdelsen.
For selvbebrejdelser er det karakteristisk, at de kortvarigt kan korrigeres af andre mennesker, og den depressionsramte kan derfor for en stund rent rationelt godt se, at det ikke giver mening, men de underliggende negative følelses- og tankemønstre er forsat styrende, og de selvbebrejdende tanker vil oftest vende tilbage.
Brug for hjælp – hvad gør man?
Nogle af dem, som faktisk formår at søge læge og bede om hjælp, kan opleve, at lægen ikke forstod hvor dårligt de havde det, og derfor sendte dem hjem igen uden en langsigtet plan.
Det er vigtigt at slå fast: at lægen ikke forstod, eller kunne opfange, at patienten har en depression, er lægens ansvar – det er IKKE den depressionsramtes skyld! Sygdommens natur og tidspresset i sundhedsvæsenet kan dog betyde, at en depression ikke altid er lige til at se for lægen. Oveni, så kan den skyld og skam, som den depressionsramte oplever, lede til at visse vigtige ting – såsom selvbebrejdende tanker, selvmordstanker, selvskade, mm. – ikke når at blive sagt højt eller ærligt. Dette er som sagt ikke den depressionsramtes ansvar: emnerne er enormt sårbare og depressionens symptomer begrænser ens mulighed for at tale åbent om dette uden at skamme sig.
Man kan dog hjælpe lægen, og derved også sig selv, ved at forsøge at skrive ens svære tanker og symptomer ned på et papir (evt. med hjælp fra en pårørende), og enten læse sedlen højt eller dele sedlen med lægen.
Det er vigtigt at huske, at depression er en reel og alvorlig sygdom – og at det er helt legitimt at søge hjælp og støtte. Selvbebrejdelser og tvivl kan være en alvorlig barriere for at komme ovenpå igen.
Behandling hjælper, og mange får det bedre med den rette behandling: terapi, medicin eller en kombination.
Du kan læse mere om Depression helt generelt i vores indlæg her: https://www.laegerformidler.dk/depression/
Søg hjælp!
Hvis du har en mistanke om, at du – eller en i din omgangskreds – har en depression, er det vigtigt at få søgt hjælp hos lægen. Depression er en alvorlig sygdom, og jo tidligere man får hjælp, jo bedre er mulighederne for at komme sig. Man bør ikke gå og vente på at komme sig af sig selv.
Din egen læge kan lave en vurdering, stille diagnosen og lægge plan for den relevante behandling, f.eks. henvisning til psykolog eller psykiater, påbegynde medicinsk behandling eller begge dele.
Husk: du er ikke alene! Der er hjælp at få, og vi vil rigtig gerne hjælpe dig!
Hvis du har tanker om selvmord kan du få anonym rådgivning hos Livslinien på 70 201 201 eller få akut hjælp hos den nærmeste psykiatriske akutmodtagelse.
Opsummerende punkter:
- Depression er en reel sygdom: Tristhed, håbløshed, skyldfølelse og følelsesløshed skyldes biologiske og psykologiske forandringer og kan ramme enhver.
- Tvivl, skyld og selvbebrejdelser er også depressionssymptomer
- Stigma – udefra og indefra – forværrer tilstanden
- Behandling findes og den nytter: Kontakt din egen læge for vurdering, diagnose og henvisning; jo før behandling starter, desto bedre udsigt til bedring. Hvis du synes det er svært at tale om, kan du skrive dine symptomer, følelser og tanker ned og dele noten hos lægen.
- Husk du er ikke forkert! Du er ramt af en depression.
Læs mere om depression her:
Forfatter: Læge Younes Subhi
Redigeret af: Læge Emilie Engel
Publiceringsdato: 10.08.2025
Kilder
Sundhedsstyrelsen – National klinisk vejledning
Harrison P, Lawrence AJ, Wang S, Liu S, Xie G, Yang X and Zahn R (2022) The Psychopathology of Worthlessness in Depression. Front. Psychiatry 13:818542. doi: 10.3389/fpsyt.2022.818542
Billede fra Unsplash af Horacio Olavarria
