Selvmordstanker hos børn og unge 

Selvmordstanker hos børn og unge er noget af det mest skræmmende, man kan høre som forælder. Når et barn siger, at det ikke vil leve, kan det føles akut og uoverskueligt. Selvmordstanker kan have mange forskellige årsager og er ofte et tegn på, at barnet føler sig overvældet og har brug for hjælp – snarere end et egentligt ønske om at dø.

For at kunne hjælpe et barn bedst muligt, er det vigtigt at forstå, hvad tankerne dækker over. Børn og unges hjerner er stadig under udvikling, og deres måde at tænke og reagere på i pressede situationer adskiller sig fra voksnes. Når børn deler deres tanker, er det afgørende, at vi tør spørge ind, så vi kan forstå, hvordan vi bedst støtter dem.

Overordnet kan man skelne mellem to typer selvmordstanker:

1. Tanker om at forsvinde 
For eksempel tanker om, at det hele ville være nemmere, hvis man ikke vågnede op i morgen. Disse tanker er ofte et udtryk for, at barnet er overvældet og ikke kan overskue sin situation. Man kan forstå tankerne som et signal om, at barnet er meget presset og har brug for hjælp – snarere end et ønske om aktivt at dø.

2. Tanker om at tage sit eget liv 
Her har barnet mere konkrete overvejelser, fx om hvordan eller hvornår det kunne ske. Nogle børn og unge kan også have gjort forberedelser, som at samle piller eller udpege et sted. Der er altså forskel på, om dit barn har tanker om, at det ville være nemmere, hvis det ikke var her længere og så reelle tanker eller planer om selvmord.

Hvornår skal I søge hjælp? 

Som udgangspunkt er det altid en god idé at søge hjælp, hvis dit barn har selvmordstanker. Når barnet deler sine tanker med dig, viser det dig tillid – og det er vigtigt, at tage det alvorligt. Aftal gerne sammen med dit barn, hvem tankerne kan deles med.

Ved tanker om at forsvinde (type 1) er barnet tydeligt presset. Her kan du tale med skolen om barnets trivsel og kontakte egen læge for rådgivning og vurdering af behov for støtte. Ved konkrete selvmordstanker (type 2) skal du reagere med det samme, uanset hvad barnet ønsker. Kontakt egen læge, vagtlæge eller psykiatrisk akutmodtagelse.

Hvad kan du gøre som forælder? 

Tal åbent og roligt: Vis, at barnet kan komme til dig uden at blive mødt med panik eller fordømmelse. Undersøg hvilken type selvmordstanker barnet har, og reager på bekymring. Du kender dit barn bedst.

Skab sikkerhed: Sørg for, at barnet ikke har adgang til midler, det kan skade sig selv med (fx medicin, skarpe genstande, alkohol eller kemikalier) – beskyt dit barn for impulsive handlinger.

Hjælp med at skabe ro og aflede: Lav aktiviteter sammen, som kan give ro og afledning, fx gåture, spil eller at læse sammen. I kan også tale om hvilke tanker der kan berolige og aflede barnet, fx tanker om kæledyr, ferier i glæder jer til mm.

Lav en plan i rolige perioder: Tal om, hvad der forværrer tankerne, og hvilke advarselstegn barnet får fra kroppen når det får det dårligere. Aftal evt. en enkel måde at række ud til dig eller andre tryghedspersoner på – fx en sms eller en bestemt emoji. Sørg for at barnet ved, hvem det kan kontakte både i familien, professionelle og evt Livslinjen på 70 201 201.

Forældre er også mennesker

Det kan være en stor belastning som forælder at høre, at ens barn har selvmordstanker. Selvom dit barn har brug for dig, er det også vigtigt, at du selv får støtte, så du kan holde til situationen. Mange forældre har gavn af at tale med egen læge eller en psykolog for at bearbejde bekymringerne og få hjælp til at stå i det. Det vigtigste er, at du som forælder tør tale med dit barn om selvmordstanker. Du kan ikke give dit barn gode idéer, gøre det mere ked af det, eller forværre situationen, ved at tale om det.

Forfatter: Sara Høst Melgaard (læge) 
Redigeret af: Marie Nolsøe Klindt (læge), Josefine Lund (læge) 

Kilder

Patienthåndbogen

Selvmordsforebyggelse.dk