Ikke-kategoriseret,  Trygge Forældre Infoblog

Selvskade – en guide til forældre

Hvad vil det sige at selvskade, og hvilken funktion har det? Selvskade er hyppigt blandt børn og unge, og de fleste af os kender nogen, som enten selvskader, eller har gjort det tidligere. Selvskade kan være en måde at håndtere eller regulere svære følelser på. Det kan være svært som forælder at se sit barn selvskade, og det er helt naturligt at blive bekymret. Samtidig kan det være hjælpsomt at prøve at se bag om handlingen og være nysgerrig på, hvordan dit barn egentlig har det.

Hvad er selvskade?

Selvskade kan være en måde at regulere svære følelser på. Når noget føles overvældende, kan selvskaden være med til at aflede tanker eller flytte en indre smerte over i en fysisk smerte, som kan opleves lettere at håndtere.

Det anslås, at i en dansk 9. klasse, har hver fjerde pige og hver syvende dreng erfaring med selvskade.

Hvordan kan du hjælpe dit barn?

  1. Vær nysgerrig

Det er vigtigt at skabe et rum, hvor I kan tale om selvskaden, når dit barn er klar til det. Selvskade har en funktion – prøv gerne at være nysgerrig på, hvad der ligger bag, og hvad selvskade giver dit barn. Hav gerne fokus på barnets trivsel og se selvskaden som symptom på mistrivsel, snarere end selvskaden som problemet i sig selv.

Det er også relevant at spørge ind til dit barns digitale liv, da det kan spille en rolle for både trivsel og selvskade.

Forsøg at lyt for at forstå, og ikke for at løse eller nå til enighed.

En sætning, du kan prøve:

  • ”Jeg vil så gerne forstå, hvordan du har det, men jeg er i tvivl om, hvordan vi kan tale om det på en måde, som er god for dig. Du må rigtig gerne hjælpe mig og sige til, hvis jeg får spurgt på en måde, der ikke føles rar.”
  1. Bevar roen

Når ens barn selvskader, kan det vække mange følelser hos en som forælder. Bekymring, skyldfølelse, vrede, frustration eller afmagt er helt naturlige reaktioner.

Hvis du bliver meget følelsesmæssigt påvirket, kan det dog være svært for dit barn at føle sig tryg i samtalen. Barnet kan i forvejen være i en stærk følelsesmæssig tilstand, og en voldsom reaktion kan få det til at føle sig misforstået eller forkert.

Hvis du selv reagerer på en måde, du ikke er tilfreds med, er det helt okay at tage en pause og vende tilbage til samtalen og sige undskyld.

En sætning, du kan prøve:

”Jeg øver mig virkelig i at blive bedre til at tale med dig. Lige nu kan jeg mærke, at det ikke går så godt for mig. Det må du undskylde. Kan vi tale om det igen på et andet tidspunkt?”

  1. Forebyggelse

I kan sammen prøve at finde ud af, hvad der kan hjælpe, når de svære følelser eller tanker kommer. For nogle børn kan det være en hjælp at aflede tankerne ved at lave noget andet – for eksempel at gå en tur, spille et spil, høre musik eller være sammen med nogen, man føler sig tryg ved.

I kan også tale om, om det vil være hjælpsomt at fjerne bestemte genstande (for eksempel skarpe genstande) fra barnets omgivelser eller lave aftaler om mobilfri perioder. Det vigtigste er, at løsningerne så vidt muligt bliver noget, I finder frem til sammen.

  1. Vær tålmodig

Forandring tager tid. Dit barn skal gradvist finde nye måder at håndtere svære følelser på, og det kan være en proces med både gode og svære perioder.

Prøv så vidt muligt at undgå bebrejdelser og straf, og mind dit barn om, at det er okay, at det tager tid.

Selvom selvskaden bliver mindre, kan det stadig være en god idé at have fokus på dit barns trivsel og på, hvordan barnet generelt har det.

Hvor kan du få hjælp?

Selvskade kan have mange former, fx snitsår på arme, ben og mave samt brandsår efter fx cigaretskodder. Det kan være relevant at søge egen læge til en vurdering, da selvskade kan forekomme samtidig med bl.a. perosnlighedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse og depression. Egen læge vil typisk lave en selvmordsrisikovurdering. Selvskade er sjældent med ønske om selvmord, men der er en øget risiko for selvmord blandt unge der selvskader, og det er vigtigt at få afdækket.

Egen læge kan vurdere, om det er relevant med henvisning til psykiater eller psykolog.

Det kan også være relevant at få tilset dybe rifter eller brandsår ved egen læge eller på skadestuen.

Andre gode steder at søge hjælp:

  • Somenta, som tilbyder rådgivning og hjælp til både personer, der selvskader, og deres pårørende. De har en åben rådgivning samt terapeutiske forløb.
  • SAFE-appen, som er udgivet af Danske Regioner. Her kan både personer med selvskade og pårørende finde viden, beroligende metoder og hjælp
  • ForældreTelefonen, som er gratis anonym rådgivning til forældre.

Husk, at selvskade er et tegn på, at dit barn har det svært – ikke et tegn på, at du som forælder har gjort noget forkert. Selvskade er svært for en hel familie, og det er vigtigt at både forældre og søskende også har adgang til at få snakket om situationen, enten med venner, familie eller professionelle.

Kilder:

Lægehåndbogen

Somenta

Bedrepsykiatri

ForældreTelefonen er rådgivning til alle forældre og pårørende

https://bornsvilkar.dk/wp-content/uploads/2021/04/Selvskade_Rapport_April_2021_web_print.pdf

Forfatter: Sara Høst Melgaard (læge) i august 2026

Redigeret af: Camilla Hersom (direktør i Somenta), Ann Vissing Landgrebe (læge) i august 2026 , Johanne V Lolck, (læge) august 2026

Billeder:

https://www.pexels.com/photo/a-person-with-band-aid-on-hand-4586888

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.