Tandskader hos børn og unge
Lidt om tænder
I barndommen udvikles to sæt tænder, nemlig mælketænder og blivende tænder. De 20 mælketænder kommer fra barnet er cirka 6 måneder, til barnet er knapt 3 år. Mælketænderne erstattes gradvist af de 32 blivende tænder fra 6 års alderen og frem til 12 års alderen, fraset de 4 visdomstænder, der typisk bryder frem i 18 års alderen.
Tandskader
I forbindelse med en skade mod ansigtet kan tænderne let blive involveret. De sidder let tilgængeligt og er kun beskyttet af en blød, tynd læbe, der ikke absorberer slag og stød særligt effektivt. Ved mange sportsgrene anvendes en tandbeskytter, men i børns aktive hverdag kan det være svært at beskytte tænderne effektivt.
Man inddeler overordnet skader på tænder i følgende kategorier:
- Tanden er slået ud
- Tanden er slået løs eller knækket
- Tand er slået skæv
Behandlingen er forskellig alt efter, om der er tale om en mælketand eller en blivende tand. Under alle omstændigheder anbefales, at alle tandskader undersøges hos en tandlæge, da der kan være skader, som ikke kan ses med det blotte øje.
Hvem kontakter jeg og hvornår?
Mælketænder:
- Hvis tanden er slået ud: Kontakt en tandlæge indenfor et par dage. Tanden må ikke forsøges presset op i tandkødet igen. Dette kan skade de underliggende anlæg til blivende tænder.
- Hvis tanden er slået løs eller knækket: Kontakt en tandlæge indenfor et par dage. Vær opmærksom på, om barnet kan bide sammen normalt – hvis dit barn ikke kan det, skal du kontakte en tandlæge straks.
- Hvis tanden er slået skæv, og barnet har besvær med at bide sammen normalt, skal du kontakt en tandlæge eller tandlægevagt straks.
Blivende tænder:
- Hvis tanden er slået ud: Se om du kan finde tanden. For at beskytte tandens rod er det en god ide kun at holde på det område af tanden, der normalt er synlig. Tanden kan opbevares på tre måder, indtil du når til tandlægen. Den kan forsøges presset på plads i tandkødet eller opbevares i en lille mængde spyt eller mælk. Hos voksne bliver nogle gange anbefalet at opbevare tanden i mundhulen, men dette anbefaler vi ikke af risiko for, at tanden sluges eller kommer i luftvejene. Kontakt straks tandlæge eller tandlægevagt.
- Hvis tanden er knækket: Se, om du kan finde tandstumpen. Opbevar tandstumpen i spyt eller mælk. Kontakt tandlæge eller tandlægevagt.
- Hvis tanden er slået skæv: Kontakt straks tandlæge eller tandlægevagt.
Er dit barn kommet til skade på hverdage mellem 8 og 15, skal du kontakte den kommunale tandpleje i dit barns hjemkommune.
Er dit barn kommet til skade udenfor ovenstående tidspunkt, og er der behov for akut tandbehandling jf. ovenstående vejledning, skal du kontakte den regionale tandlægevagt.
Hvis der er kraftig blødning fra det beskadigede område, mistanke om brud på over- eller underkæbe, tegn til hjernerystelse eller større skader på bløddele i mundområdet, eksempelvis på hage, læber eller tunge, er det altid en god ide at få barnet undersøgt på nærmeste skadestue. Større hospitaler har i nogle tilfælde tilknyttet en tandlæge, der kan behandle svære skader i området. Hvis jeres hjemregion har et akutnummer (Eksempelvis 1813 i Region H eller 1818 i Region Sjælland), kan du ved tvivl kontakte dem for at høre, hvor dit barn skal ses.
Hvem betaler?
Forskelligt fra den øvrige menneskekrop er behandlingen af tænder privatiseret med offentligt tilskud. Det offentlige varetager dog behandling af børn og unges tænder, uanset om der er tale om planlagt eller akut behandling. Man skal derfor ikke være bekymret for at få en regning med hjem fra tandlægen. Alle regioner har en tandlægevagt, som behandler akutte tandproblemer udenfor tandlægens åbningstid. Tandlægevagten ligger typisk i de største byer i regionen og har åbent få timer dagligt. Behandling hos tandlægevagten er ligeledes gratis for barnet.
Hidtil har tandbehandling været gratis op til, at barnet fylder 18 år, men lovgivningen er de seneste år blevet udvidet til at dække børn og unge frem til, at de fylder 22 år. Er dit barn født efter 31/12-2003, er der derfor ret til gratis tandbehandling frem til den dag, dit barn fylder 22 år.
Hvad med forsikringen?
Det er altid en god ide at kontakte jeres ulykkesforsikringsselskab for vejledning om tandskader hos børn og eventuel anmeldelse af en tandskade. Barnets behandling er gratis, men hvis der opstår skader på blivende tænder, og der er et behov for behandling videre i voksenlivet, er det vigtigt at have dokumentationen på plads.
Kilder:
Skrevet af Andreas Overby Ørsted, læge, i oktober 2025
Redigeret af Johanne Villars Jørgensen, læge, og Mathilde Musoni Donkild, læge
Billede af Colourblind Kevin, www.unsplash.com


