I det offentlige sundhedsvæsen sker der jævnligt fejl. Heldigvis har vi offentlige instanser, der hjælper i klage- og erstatningssager, og som ændrer de kliniske vejledninger, så fejlen ikke gentages. Sker der derimod fejl ved brug af alternativ behandling, står du som patient eller pårørende alene. Der føres ikke tilsyn med behandlerne. Der er ingen instanser der kan hjælpe med klage- eller erstatningssager. Og der er ingen kliniske vejledninger, behandlerne er forpligtede til at følge, så fremtidige fejl kan undgås. I en tid hvor politikerne konkurrerer om at sætte ‘patienten i centrum’, undres man over det totale fravær af patientsikkerhed ved brug af alternativ behandling.
Mange danskere benytter alternativ behandling, forstået som behandlingsformer, der udføres af personer uden autorisation; i modsætning til eksempelvis læger, tandlæger og jordemødre, og som ofte finder anvendelse uden for sundhedsvæsenet. I 2012-13 havde mere end hver fjerde dansker benyttet alternativ behandling. Og en ny undersøgelse viser, at otte ud af ti gerne vil benytte alternativ behandling. At over halvdelen af alle danskere vil overveje at supplere deres behandling i sundhedsvæsenet med alternativ behandling. Og at omkring 50 procent mener, at alternativ behandling kan være ligeså effektiv som den tilbudte, konventionelle behandling.
I mange tilfælde kan alternativ behandling være på sin plads. Det kan lindre, give trøst, og give den tid og nærvær, som mange efterspørger fra det offentlige sundhedsvæsen. Og så kan det øge følelsen af egenkontrol. Men nogle gange går det desværre galt. Der kan ske forværring af tilstanden, alvorlige bivirkninger eller dødsfald. Sidstnævnte hører heldigvis til sjældenhederne. I disse situationer befinder patienter og pårørende sig i et retssikkerhedsmæssigt ingenmandsland. Uden de sædvanlige muligheder for hjælp og erstatning.
Men hvordan ser lovgivningen egentlig ud? Tidligere hørte alternativ behandling under den såkaldte ’Kvaksalverilov’, men den blev i 2007 afskaffet på baggrund af et politisk ønske om at modernisere sprogbrugen og imødekomme en stigende interesse for alternativ behandling hos befolkningen. Herefter blev området underlagt ’Autorisationsloven’. Ifølge den kan enhver kan slå sig op som alternativ behandler; der er ingen krav til uddannelse, erfaring eller anden faglighed. Det eneste du ikke må som alternativ behandler er at operere, bedøve, udskrive receptpligtig medicin og behandle smitsomme sygdomme. Alle øvrige sygdomme, herunder kræft, står det dig frit at behandle. Uden at have kendskab til sygdommene. Og vel at mærke, uden at benytte metoder med dokumenteret effekt. Det gælder i øvrigt også behandling af børn og spædbørn. Det er det rene ’Vilde Vesten’.
Myndighederne og de ansvarlige politikere vil henvise til, at man i 2004 indførte en særlig registreringsordning, kaldet RAB-ordningen (Registreret Alternativ Behandler). Ordningen er brancheadministreret og hører til under Styrelsen For Patientsikkerhed. Vil man som alternativ forening indlemmes i RAB kræver det blot mere end 30 medlemmer, et regelsæt for god klinisk praksis, krav om basisuddannelse og en klageinstans. Det er dog frivilligt at være med, og lever man ikke op til kravene, kan man fortsat praktisere under Autorisationsloven. På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside bliver du anbefalet, ”af hensyn til din sikkerhed”, at vælge en RAB-registreret behandler, men der føres ikke kontrol med de alternative behandlere registreret i RAB. Der er ingen registre over antallet eller alvorsgraden af utilsigtede hændelser blandt ikke-autoriserede behandlere, eksempelvis akupunktører og massører, idet de ikke er forpligtede til at oplyse utilsigtede hændelser. Og der findes heller ingen klageinstans, eller hjælp til krav om erstatning, hvis alternativ behandling slår fejl eller har skadelige bivirkninger.
De alternative behandlere har ikke pligt til at have en ansvarsforsikring, der kan dække, hvis noget går galt. Og der er ingen hjælp at hente fra hverken Sundhedsstyrelsen eller Styrelsen for Patientsikkerhed. Er du utilfreds kan du anlægge et civilt søgsmål via domstolene, du kan kontakte behandleren og forsøge at få pengene igen eller du kan indgive en klage til den enkelte forening. Men at lade de enkelte brancheorganisationer varetage patientklager er næppe fordrende for den enkelte patients sikkerhed. Det så vi for nyligt i Sundhedsmagasinet på DR, da formanden for hypnoterapeuterne afviste at tage affære over for behandlere, som tilbød at behandle skizofreni. Og da formanden for akupunktørerne benægtede, at der var et problem, efter at en RAB-registreret akupunktør forrige år punkterede begge lunger på Erling Møllehave.
Erling Møllehave fik akupunkturbehandling for hikke, der var opstået som følge af en kræftsygdom. Ifølge enken, der var til stede under forløbet, informerede behandleren ikke om risikoen ved behandlingen. Og det på trods af, at Erling var en højrisiko patient, da han grundet sin kræftsygdom var undervægtig. Selv da symptomerne på åndedrætsbesvær opstod under behandlingen, og Erling bad behandleren afbryde og fjerne nålene, blev han ikke henvist til en læge, eller informeret om at opsøge denne i tilfælde af forværring. Fire timer senere døde Erling i sit eget hjem. Og behandleren? Ja, han udøver stadig akupunktur den dag i dag.
Den tragiske sag illustrerer, at de manglende patientrettigheder og fraværet af tilsyn med alternative behandlere er dødelig alvor, og er desværre også et rigtigt godt eksempel på politikernes tøven over for at ændre på området for alternativ behandling. Sagen fik ellers massiv omtale i medierne. Da behandleren ikke er autoriseret af det offentlige, men udelukkende registreret i RAB, havde Styrelsen for Patientsikkerhed ikke nogle sanktionsmuligheder, og man valgte derfor at politianmelde behandleren. Der gik heller ikke længe før politikerne tog affære. Sådan da. I januar sendte sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, et lovforslag i høring, hvori det blev foreslået, at nålestik på brystet fremover skulle forbeholdes autoriserede læger. Men lovforslaget blev taget af bordet kort tid efter. Ifølge Sundhedsministeriet fordi man valgte at lytte til en række kritikpunkter fra brancheforeningerne. Altså de brancheforeninger, der i dag nyder godt af de frie og uforpligtende rammer. De samme rammer som efterlader patienter og pårørende i et retssikkerhedsmæssigt ingenmandsland.
Sagen om Erling Møllehave er ikke enestående. Alene forrige år var der yderligere tre sager om patienter, hvis lunger punkterede efter akupunkturbehandling. To af patienterne var mindreårige. Hvad sundhedsministeren i stedet har tænkt sig, vil ministeriet ikke oplyse.
Men det handler om patienternes sikkerhed. Som sundhedsfaglig kan jeg kun håbe på, at akupunkturbehandling af brystkassen fremover – og gerne hurtigst muligt – bliver forbeholdt læger. Kun sådan kan man sikre, at risikopatienter identificeres, at symptomer på punkterede lunger opdages, og at relevant behandling iværksættes straks.
Mit indlæg er ikke rettet mod alternativ behandling som sådan – som tidligere redegjort for kan det have sin berettigelse som supplement til konventionel behandling. Men vi kan ikke blive ved med at lukke øjnene for det fuldstændige fravær af patientrettigheder og tilsyn med alternative behandlere. Det må og skal vi gøre noget ved.
Af Ida Donkin, Læge og PhD
https://www.berlingske.dk/kronikker/alternativ-behandling-efterlader-patienter-i-ingenmandsland
Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix
