At være pårørende til et menneske med psykisk sygdom kan være udfordrende. Man kan være i tvivl om, hvordan man bedst hjælper personen, om man kan risikere at gøre noget forkert, og hvad man skal gøre, hvis personen ikke vil have den hjælp, som man føler eller tror, at de har brug for.
Lige så forskellige som de utallige psykiske sygdomme er, lige så forskellige er udfordringerne som pårørende. Derfor har vi i denne uge samlet nogle gode og velmente råd til dig, som er pårørende til en person med psykisk sygdom.
Hvad er min rolle som pårørende?
Som pårørende har du en nær, og ofte essentiel, rolle i ethvert sygdomsforløb – dette gælder ikke blot psykiske sygdomme. Først og fremmest kan det ske, at du som pårørende måske er den første, som opdager, at der overhovedet er et eksisterende problem. Mange med psykiske sygdomme kan ikke nødvendigvis selv mærke, at noget er anderledes eller forkert, og her vil din rolle være at hjælpe personen til at søge hjælp. Det er en rigtig vigtig, og til tider udfordrende, rolle at have.
Hos en behandler (f.ek.s egen læge, psykiater, psykolog), kan du være en stor hjælp både som støtte for den syge og til at beskrive, hvordan du har oplevet sygdomsforløbet “udefra”. Du kan også give en objektiv beskrivelse af, hvordan den syge var inden vedkommende fik det dårligt. Du kan som pårørende blive spurgt om:
- Hvordan opførte den syge sig, inden vedkommende blev syg?
- Hvordan var personligheden, temperamentet, energien, m.m.?
- Hvordan har vedkommende været igennem opvæksten (hvis du f.eks er forældre eller søskende)?
- Hvad har bekymret dig?
- Er du enig i den historie, som den syge fortæller til behandleren? Hvorfor/hvorfor ikke?
Mange mennesker med psykisk sygdom kan have svært ved at sætte ord på netop disse ting i øjeblikket, og derfor vil du være en vigtigt informationskilde. Samtidigt har vi god erfaring i psykiatrien med, at det kan være en stor hjælp at der er en ekstra person med, som både kan hjælpe den syge at stille spørgsmål, men også at forstå og huske de informationer der bliver givet.
Optimalt er der én til flere pårørende med i ethvert behandlingsforløb, da det vil være jer, som tilbringer mest tid sammen med den syge.
Men jeg er jo ikke ekspert på sygdommen som pårørende?
Som pårørende skal man ikke agere fagperson – det er os som sundhedspersonale, der har det overordnede ansvar for den syge. Men for at kunne arbejde tæt sammen med jer, vil vi gøre vores bedste for at oplyse jer om:
- Hvad sygdommen indebærer
- Hvilke symptomer man skal være opmærksom på
- Hvordan behandlingen foregår
Det kalder man psykoedukation – “læren om sygdommen”. Det er nemlig vigtigt at både I og den syge ved så meget som muligt om sygdommens symptomer og forløb, så I også ved, hvilke forholdsregler man tager sig, og hvilke eventuelle faresignaler man skal holde øjnene åbne for.
Det er for mange også vigtigt at få en forståelse af, hvordan en sygdom er opstået. Mange pårørende kan nemlig have en idé om, at de måske er skyld i, hvad der er sket. Måske har man ikke været en “god nok forælder” eller en “opmærksom nok ægtefælle”. Her kommer psykoedukation også ind i billedet, da det er vigtigt, at vi sammen kommer væk fra denne slags fejlagtige tanker.
Til slut er det vigtigt at understrege, at man som pårørende ikke skal påtage sig en behandlerrolle. Dette bør man overlade til den syges behandler. Man må gerne hjælpe den syge med at huske sin behandling, aftaler og tale om symptomerne, men den primære opgave er at give den syge kærlig omsorg og hjælpe den syge med at leve det liv, som vedkommende gerne vil. Den syge kan føle sig som stående helt uden for samfundet og “det normale” – her kan du hjælpe med at få dem tilbage.
Hvad hvis den syge ikke overholder sin behandling?
Som pårørende kan du desværre også stå i situationer, hvor du oplever den syge blive tiltagende dårlig og afvise behandling. Det vil for det meste rejse en del bekymringer. Her er det derfor vigtigt, at du drøfter situationen med den syges behandler. Tavshedspligten betyder, at behandleren ikke må fortælle dig noget uden den syges tilladelse, men det forhindrer ikke dig i at oplyse dem om ting.
I allerværste tilfælde kan det måske være dig, som er nødt til at ringe efter en vagtlæge eller politiet, hvis tilstanden bliver kritisk og/eller potentielt farlig for personen eller andre. Det kan være hjerteskærende og føles som et enormt svigt over for den syge, men her må man huske, at det handler om at hjælpe en person, som i tidspunktet ikke selv kan indse, hvor dårligt vedkommende har det.
Til sidst vil vi anbefale de mange organisationer i Danmark for patienter og pårørende såsom SIND, Psykiatrifonden og Bedre Psykiatri, som kan give rigtig meget god rådgivning og vejledning. Mange kommuner kan også tilbyde hjælp, ligesom der er utallige små lokale organisationer rundt omkring i landet.
