Telefonen ringer. Det er skolelæreren, der fortæller, at dit barn er besvimet. Dit barn har det egentlig meget godt lige nu, men er selvfølgelig forskrækket. Det er du også, for en besvimelse lyder da virkelig ubehageligt, og du skynder dig af sted til skolen. På vejen tænker du på, hvad årsagen mon kan være? Er det noget farligt? Og skal vi nu indlægges på hospitalet? Læs med her og få svar på disse spørgsmål.
Hvorfor besvimer børn og unge?
Under normale omstændigheder løber der konstant blod til hjernen og sørger for at den fungerer. Hjertet pumper blodet af sted med et vist tryk, blodtrykket, og et vist tempo, pulsen. Med en passende puls og blodtryk når blodet frem til hjernen.
Hvis hjernen ikke får tilført tilstrækkeligt med blod besvimer man. Dette kan f.eks. ske, hvis pulsen og/eller blodtrykket falder.
Hyppige og ufarlige årsager til blodtryksfald kan f.eks. være, hvis barnet ser noget ubehageligt (f.eks. blod eller en brækket arm), bliver forskrækket, udsættes for smerter eller står op i lang tid. En sådan situation kan aktivere en del af barnets autonome (ubevidste) nervesystem, som får både puls og blodtryk til at falde.
En anden årsag kan være, hvis barnet rejser sig for hurtigt efter at have siddet eller ligget, så barnets autonome nervesystem ikke når at tilpasse puls/blodtryk til den ændrede kropsstilling.
Barnet vil ofte få et “forvarsel”, hvor det får det mærkeligt og kan få kvalme, blive svimmel, få sortnen for øjnene og efterfølgende besvime. Det varer oftest ganske kort tid og inden for sekunder-minutter vågner barnet op igen.
Besvimelse kan også skyldes, at barnet mangler væske, f.eks ved for lille indtag eller store “tab” ved f.eks. diarre eller opkastninger. Væskemangel kan gøre, at blodtrykket falder og samme situation som nævnt oven for kan opstå.
Er det farligt at besvime?
I langt de fleste tilfælde er der en helt fredelig årsag til, at man besvimer.
I sjældne tilfælde kan besvimelse dog skyldes mere alvorlig sygdom, som f.eks. epilepsi eller hjertesygdom. Sådanne besvimelser vil oftest komme helt uden varsel (altså uden forudgående fornemmelse af f.eks. kvalme, svimmelhed, utilpashed, sortnen for øjnene) og dermed når barnet ikke at sætte sig ned. Af samme grund er det et faretegn, hvis børnene pådrager sig sår/skader, når de besvimer, som tegn på, at de ikke har nået at tage fra. Endelig er det usædvanligt at besvime mens man ligger ned eller er fysisk aktiv – langt de fleste besvimelser opstår i siddende eller stående position, og besvimelser mens man ligger eller løber bør lede til skærpet opmærksomhed på årsagen til besvimelsen.
Hvad kan man gøre for ikke at besvime?
Der findes flere generelle råd, der nedsætter risikoen for at man besvimer:
– Drik rigeligt med væske – gerne 50 milliliter/kg legemsvægt / dag svarende til, at et barn på f.eks. 20 kg skal have mindst 1 L dagligt og et barn på 30 kg skal have mindst 1,5 L dagligt.
Er man fysisk aktiv skal man som hovedregel øge indtaget med 10-15 %.
– Sørg for regelmæssig mad og regelmæssig og tilstrækkelig søvn
– Undgå at stå stille i samme position i lang tid ad gangen – vip i stedet lidt på tæerne eller bøj i knæene.
– Hvis man ved, at man har tendens til at besvime og kan mærke at noget er på vej, kan man forsøge at ”afbryde” besvimelsen ved at sætte sig på hug, sætte sig eller lægge sig ned.
Hvornår skal man søge læge?
Omkring 15 % af alle børn oplever at besvime mindst én gang inden de fylder 18 år, så det er et hyppigt fænomen, der sjældent er farligt. Det ændrer dog ikke på, at man bør kontakte sin læge, hvis ens barn er besvimet.
I langt de fleste tilfælde kan en grundig samtale med lægen omkring hvad der skete, samt en undersøgelse hos lægen afklare situationen.
Barnet selv kan komme med de vigtigste oplysninger om hændelsen, f.eks om mulige forvarsler. Men der kan også være god information at hente fra f.eks. venner, skolekammerater, lærere eller andre som var til stede under hændelsen – sørg derfor gerne for at få sådan info fra dem, der overværede besvimelsen.
I nogle tilfælde kan lægen supplere med yderligere undersøgelser eller evt. henvise til en vurdering i børnemodtagelsen på et hospital. Det er dog sjældent nødvendigt med mere end en samtale og en almindelig undersøgelse.
Forfatter: Rasmus Skov Kolind (læge)
Redigeret af: Stine Foss (læge) og Kim Foss (læge)
Kilder:
Patienthåndbogen
UpToDate
