
Borrelia og borreliose
Foråret er over os, skoven springer ud og flåterne myldrer frem. Får I også myrekryb ved tanken om flåter og borreliainfektion hos jeres børn? Frygt ej! Læs med i denne uges tirsdagsinfo og lær, at du faktisk ikke behøver fjerne hele flåten, og at det kun er ca. 2 % af flåtbid, som overfører sygdom.
Hvad er borreliose?
Borreliose er en infektionssygdom, som skyldes bakterien Borrelia Burgdorferi. Bakterien overføres til mennesker via flåtbid. Det er kun ca. 2 % af alle flåtbid, som overfører sygdom, og har flåten siddet på huden i mindre end 24 timer, overføres der som regel ikke sygdom.
Man smittes typisk med borreliose i flåtsæsonen fra april til oktober, men grundet varmere vintre kan flåtbid og dermed smitte også forekomme uden for flåtsæsonen.
Hvad er symptomerne på borreliose?
nfektion med bakterien Borrelia Burgdorferi kan give symptomer fra flere organsystemer. Symptomerne afhænger af, hvilket stadie sygdommen er i.
Stadie 1: Typisk 3-30 dage efter smitte
Her vil man typisk se et rødt rundt udslæt på huden, som kan minde om en dartskive. Det er dog ikke alle smittede, som udvikler dette udslæt. Udslættet kaldes på fagsprog erythema migrans. Du kan se et billede af udslættet her: Lægehåndbogen
Udslættet er som regel over 5 cm i diameter og skal skelnes fra den lokale, røde og ufarlige reaktion, som kan ses ifm. flåtbid og andre insektstik. Er du i tvivl om dit barns udslæt er en lokal reaktion eller tegn på borreliose skal du søge læge.
Udover udslæt kan der forekomme feber, hovedpine og træthed.
Stadie 2: Ses uger til måneder efter smitte
Hvis sygdommen ikke behandles i første stadie, kan sygdommen sprede sig til andre dele af kroppen via blodet.
Typisk ses feber, træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter samt hævede lymfeknuder.
Hjernen og nervesystemet kan også blive ramt og man kan udvikle en tilstand kaldet neuroborreliose. Neuroborreliose viser sig typisk ved ansigtslammelser og hovedpine.
Stadie 3: Ses typisk over 6 måneder efter smitte
Dette er en meget sjælden tilstand, og vil typisk vise sig ved vedvarende hududslæt, ledsmerter og koncentations-og hukommelsesbesvær som følge af kronisk betændelse i hjernen.
Hvordan stilles diagnosen borreliose?
I 1. stadie stilles diagnosen ud fra det karakteristiske røde dartskivelignende udslæt. I de senere stadier er det nødvendigt med blodprøver og en rygmarvsprøve, hvor en læge ved hjælp af en tynd nål udtager noget væske fra rygmarven.
Hvordan behandles borreliose?
Borreliose behandles med antibiotika. Typen af antibiotika og varighed af behandlingen afhænger af symptomer og hvilket stadie sygdommen er i.
Hvordan kan man mindske sin risiko for at blive smittet med borreliose?
Selvom borreliose er let at behandle, skal vi selvfølgelig forsøge at undgå, at vores børn bliver smittet med borreliabakterien. Du kan derfor følge nedenstående råd:
- Hvis du opholder dig i områder med flåter, så husk lange ærmer, bukser og strømper.
- Tjek kroppen for flåter og fjern dem, hvis du finder nogen. Husk særligt at kigge i armhuler, lysken, knæhaser, hårbund, bag ørerne og navlen.
- Brug insektmidler såsom myggemidler.
Du kan fjerne en flåt med en flåttang, en pincet eller med neglene. Den skal vrides rundt en gang. Det er ikke afgørende af få fjernet hele flåten. Hvis en rest skulle sidde tilbage, forsvinder den af sig selv, i løbet af nogle dage.
Er du nysgerrig på at vide mere om flåtbid og hvilke andre sygdomme man kan blive smittet med fra flåter, så læs vores tidligere udslæt om flåtbid her.
Kilder
Billede af Erik Karits på Unsplash
Skrevet af Trine Witzner Hessel (læge)
Redigeret af Stine Foss (læge) og Camilla Palmquist (læge)
Revideret og opdateret af Ann Vissing Landgebe (læge), maj 2025
Redigeret af Marc Seidler (læge) og Andreas Overby Ørsted (læge), maj 2025

