Trygge Forældre Infoblog

Tilbagevendende mavesmerter hos børn

Av! Dit barn har ondt i maven – igen! Det er sket lidt for ofte på det sidste, at dit barn kommer hjem fra skole eller børnehave med mavesmerter. Som forælder kan det skabe bekymring: Er der mon noget galt – og kan det være alvorligt? 

Her kan du blive klogere på, hvad tilbagevendende mavesmerter hos børn typisk skyldes, og hvad du kan gøre.   

Hvad er tilbagevendende mavesmerter hos børn?

Omkring 10% af alle børn i skolealderen oplever perioder med hyppige mavesmerter. Det er altså en helt almindelig tilstand, som mange børn kommer igennem – især omkring skolestart og i begyndelsen af teenageårene. Ved tilbagevendende mavesmerter har barnet flere (mere end 3) episoder over 2-3 måneder, og smerterne påvirker barnet i hverdagen, fx kan det gå ud over skolegang eller fritidsaktiviteter. 

Smerterne sidder ofte omkring navlen og kommer uden andre tegn på sygdom, såsom vægttab eller feber. Smerterne kan vare fra få minutter til flere timer. Nogle børn får også kvalme, oppustethed, løs afføring eller føler sig hurtigt mætte. For nogle lindres smerterne når de spiser.  

Der findes også særlige former for tilbagevendende mavesmerter, som minder om de kendte spændingshovedpiner og migræner, bare i maven. Det kaldes spændingsmavepine og abdominal migræne og er en del af samme gruppe af ufarlige, men ubehagelige, tilbagevendende smerter hos børn. Tilbagevendende mavesmerter kaldes også nogen steder for kroniske mavesmerter, men dette betyder ikke at dit barn aldrig kommer af med dem. 

Hvad skyldes tilbagevendende mavesmerter?

Mange forældre frygter en alvorlig årsag, men det er heldigvis sjældent. I langt de fleste tilfælde kan der ikke påvises en fysisk forklaring. De fleste børn med tilbagevendende mavesmerter har det, man kalder funktionelle mavesmerter. Ordet funktionel dækker over at det er en tilstand hvor man er belastet af fysiske symptomer, som gør det svært at fungerer i dagligdagen.  

Det kan blandt andet skyldes: 

  • At nogle børn har et mere følsomt tarmsystem og derfor mærker almindelige fornemmelser i mave og tarm tydeligere. 
  • At tarmens muskler og nerver arbejder mindre koordineret i perioder. 
  • Stress eller utro i hverdagen, som kan påvirke mave-tarm-systemet. 

Når barnet så får ondt i maven, bliver smerten i sig selv en stressfaktor. Det kan starte en slags ond cirkel, hvor stress giver mavesmerter, og mavesmerter giver mere stress. 

Hvornår skal du søge læge?

Søg læge, hvis dit barn har mavesmerter og samtidig

  • Begynder at tisse i bukserne, selvom barnet hidtil har været renligt. 
  • Har blod i afføringen. 
  • Har længerevarende diarre eller opkastninger. 
  • Får gulfarvning af hud eller øjne. 
  • Vågner om natten på grund af smerter. 
  • Har smerter ved vandladning. 
  • Taber sig eller ikke tager på som forventet. 

Hvordan behandles tilbagevendende mavesmerter?

Det vigtigste i som forældre kan gøre, er at skabe ro omkring situationen. Tro på barnets smerter – men forhold jer neutralt til dem. Undgå at tale smerterne op eller føre dem til et stort fokuspunkt.  

Hvis der ikke er andre symptomer end mavesmerterne, kan I roligt se tiden an derhjemme. De fleste børn vokser fra det, og tendensen til mavesmerter aftager over tid.  

Hold fast i hverdagen 

Børn med funktionelle mavesmerter har bedst af at forsætte med skole og fritidsaktiviteter. Det hjælper ikke på smerterne at være hjemme, tværtimod kan fokus på smerterne gøre dem værre. Tærsklen for at blive hjemme bør derfor være relativt høj.  

Skab ro og forudsigelighed 

Stress, konflikter eller ændringer i barnets hverdag kan påvirke tarmene og forværre smerterne. Forsøg at identificere og fjerne stressfaktorer – både hjemme og i skolen/institution.  

Kost 

Der er som udgangspunkt ingen grund til at ændre i kosten, eller afprøve diæter som laktose- eller glutenfri kost uden aftale med barnets praktiserende læge.  

Husk forstoppelse 

Forstoppelse er en meget hyppig og ofte overset årsag til mavesmerter hos børn. Hold øje med barnets toiletvaner. Hvis du vil blive klogere på forstoppelse hos børn, kan du læse mere om emnet her

Hvad kan vi selv gøre? 

  • Overvej om der er noget i barnets hverdag, der stresser eller bekymrer.  
  • Skab en stabil dagligdag med gode toilet- og sovevaner. 
  • Giv barnet regelmæssige måltider og godt med væske.  
  • Hold øje med afføringsmønsteret – kunne barnet være forstoppet? 

Kilder:

Mavesmerter hos børn, recidiv – Lægehåndbogen  

Tilbagevendende mavesmerter hos børn – Patienthåndbogen 

Recidiverende mavesmerter hos børn | Ugeskriftet.dk  

Funktionelle mavesmerter hos børn | Ugeskriftet.dk  

Forfatter: Maria Kirstine Wethelund (læge).  

Redigeret af: Mimmi Torp (læge) og Kristina Aagaard (læge). 

Revideret af Johanne Lolck (Læge) nov 2025 og redigeret af Marc Seidler (læge) og Andreas Overby Ørsted (læge) 

Foto: Jess Bailey Designs –  https://www.pexels.com/da-dk/foto/trae-kunst-farverig-kreativitet-743986/

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.