Læger Formidler
Du læser lige nu

Jerntilskud under graviditeten

0
Trygge maver blog

Jerntilskud under graviditeten

Som om at det ikke i forvejen var nok med den daglige kamp mod graviditetskvalmen?! Man skal som gravid også tankes op med jernpiller, som kan gøre det hele værre. For de rigtig heldige følger også en god omgang forstoppelse eller diaré med. Indtag af jerntilskud kan være rigtig væmmeligt, men der er mange gode grunde til at tage kampen. Heldigvis aftager bivirkningerne med tiden hos de fleste, og der er fifs til at håndtere dem undervejs.

Hvor meget jern og hvornår?

Sundhedsstyrelsen anbefaler alle gravide at spise 40-50 mg jerntilskud daglig på tom mave fra 10. graviditetsuge. Dette kan hos langt de fleste forebygge både udtømning af jerndepoterne og blodmangel, modsat jernholdig kost som sjældent er nok. Jern skal ikke tages sammen med multivitamin, idet jernet optages dårligere sammen med mange næringsstoffer. At tage jern sammen med vand og C-vitamin er godt for jernoptaget.

Kan jerntilskuddet skade mit barn eller mig?

Det er ikke vist skadelige effekter ved denne forebyggende moderate jerndosis. Større doser bør kun tages efter aftale med sundhedspersonale.

Hvorfor er det vigtig med ekstra jern under graviditeten?

Den gravide krop er på mange måder genial! Blandt andet producerer den ekstra blod som reserver til fødselsblødning, og til blodproduktion skal der bruges jern. Jern skal også bruges til moderkagen og til barnet – hos den lille nok især til tilvækst, hjerneudvikling samt egne jerndepoter til de første levemåneder.

Jerntilskud forebygger jern- og blodmangel, som ellers øger risikoen for at et barn får lav fødselsvægt. Blodmangel ser ud til at medføre øget risiko for for tidlig fødsel og jernmangel i fosterlivet er formentlig uhensigtsmæssig for især hjernens udvikling.

Den gravide selv kan opleve f.eks. træthed, nedsat kondition, hjertebanken, svimmelhed, hovedpine og åndenød ved jern- og/eller blodmangel. Mindre blødning ved en fødsel er helt normalt, men her kan gravide med jernmangel hurtigere få opbrugt sine jerndepoter hvorefter kroppen skal arbejde mere for at restituere.

Fifs til øget optag og håndtering af bivirkninger

  • Tag hele jerntilskuddet på én gang og på samme tidspunkt hver dag – tarmen kan ikke klare at optage store doser jern oftere end én gang i døgnet.
  • Tag jerntilskud sammen med enten vand, juice eller citrusfrugt, idet C-vitamin fremmer optaget af jern. Sørg for at få vand i løbet af dagen – det både forbedrer optaget af jern og modvirker forstoppelse.
  • Især kalk/mælkeprodukter, koffein og fibrer nedsætter optaget af jern, hvis det indtages samtidig. Tag derfor altid jern på tom mave – der hvor du ikke har spist tre timer før og fortsætter fasten én time efter indtag af jern – f.eks. ved sengetid eller som det første om morgenen. Så kan du resten af dagen spise kalk, fibrer og en ellers varieret kost som også er vigtig under din graviditet.
  • Både hvis du får forstoppelse eller tynde afføringer, så kan det være et forsøg værd med fiberblandingen HUSK. Det kan fremme normal tarmaktivitet forudsat at du også får drukket godt med vand i løbet af dagen.
  • Ved forstoppelse og manglende effekt af ovenstående anbefales afføringsmidler som fås receptfrit på apoteket – også til gravide. Disse afføringsmidler er helt uskadelige for dit barn, din risiko for hæmorider og rifter mindskes, når der kommer gang i maven, og det er vigtigt at du og dit barn kan få det jern, I har brug for.
  • Prøv at tage dit jerntilskud kun hver anden dag i dobbelt dosis (80-100 mg).

Du kan læse mere om jern samt om tilskud og kostråd generelt til gravide hos Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen og på Patienthåndbogen.F

Kilder:

Sundhedsstyrelsen (Anbefalinger For Svangreomsorgen 2013)

Guideline af Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik (DSOG) guideline

Forfatter: Læge Rebecka Hansen
Redaktører: Mads Langager Larsen (læge), Anna Grynnerup (læge)

Forfatteren

Har arbejdet som læge siden 2013 og på Hvidovre med gynækologi, graviditet og fødsler siden 2016. Forsker sideløbende i jernstatus under graviditeten. Mor til en skøn vildbasse på 4 år.

Follow @ Instagram

Følg os