Læger Formidler
Du læser lige nu

Kosttilskud op til og under din graviditet

29
Trygge Maver Infoblog

Kosttilskud op til og under din graviditet

Kosttilskud op til og under din graviditet

Det kan virke uoverskueligt at regne ud hvad man bør og må stoppe i munden som gravid. Hvornår er de forskellige ting er mest gavnlige eller skadelige? Her har vi samlet de generelle anbefalinger om kosttilskud op til og under graviditeten. Indimellem kan der være gode grunde til, at man skal afvige fra anbefalingerne – men kun i samråd med autoriseret sundhedspersonale hvor rådgivningen er tilpasset netop dig.

Det anbefales at gravide tager tilskud af folsyre, D-vitamin og jern. Folsyre og D-vitamin fås både som separate tilskud, eller som en multivitaminpille til gravide som blandt andet indeholder de anbefalede mængder af folsyre og D-vitamin. Det kunne selvfølgelig være praktisk at sluge det hele på en gang, men lige præcis jerntilskuddet skal helst tages forskudt af andre piller og på tom mave. Det kan være lidt bøvlet, men til gengæld hjælper det på optaget fra tarmen.

Folsyre – så snart du planlægger at blive gravid

Det er ikke altid, at en graviditet kommer planlagt men hvis den gør og ellers så snart du får den glade nyhed, skal du tage 400 mikrogram (µg) folsyre dagligt. Folsyre forebygger misdannelser i babys hjerne, kranie og rygmarv. Den bedste beskyttelse fås ved at tage tilskuddet daglig tre måneder FØR en graviditet og til og med 12. graviditetsuge.

D-vitamin og kalk

Du skal gerne dagligt og gennem hele din graviditet få ½ liter mælkeprodukt (og ellers et tilskud på 500 mg kalk) samt 10 mikrogram (µg) D-vitamin. Kroppen bruger D-vitamin til at omsætte kalk som er vigtigt for dit barns vækst og godt for jeres begges tænder og knogler. Hvis du som gravid mangler D-vitamin gennem længere tid, bliver D-vitaminet hos din nyfødte også lavt. Den vigtigste kilde til D-vitamin er sollys og kun meget lidt kan optages fra kosten. Du som har mørk hud og/eller om sommeren bærer tøj der dækker arme og ben har ofte brug for en større dosis D-vitamin (f.eks. 25 µg).

Jern

Fra 10. graviditetsuge anbefales 40-50 mg jerntilskud daglig på tom mave. Samme dosis gælder for gravide der tager multivitamin. Jern skal tages forskudt af alle slags kosttilskud og medicin. Jernet optages nemlig dårligere i konkurrence med andre næringsstoffer, hvorimod det optages bedre af vand og C-vitamin. Jernholdigt og varieret kost for langt de fleste ikke alene kan gøre det. Jerntilskud forebygger udtømning af jerndepoterne og blodmangel. Jernet bruges til at få dannet flere røde blodlegemer, moderkagen og til fosteret – formentlig især til den lilles vækst, hjerneudvikling og egne jerndepoter. Her kan du læse vores selvstændige blogindlæg om jerntilskud i graviditeten. Der finder du også råd og fifs til hvordan man kan tage kampen op mod de mest almindelige bivirkninger.

Fiskeolie og omega-3 – i dag ikke en anbefaling fra de danske myndigheder

Fiskeolie i graviditeten anbefales ikke af de danske myndigheder, men der er forskning der tyder på, at det kan have gavnlige effekter. Min og kollegers erfaringer er, at flere vælger at tage fiskeolie under sin graviditet, hvorfor det nævnes her. Fiskeolie af typen Omega-3 olier påvirker blodets evne til at størkne og kan derfor give øget risiko for blødning og blodansamlinger ved en fødsel eller operation. Derfor vil man gerne, at kvinder, der vælger at tage omega-3, stopper 3-4 uger før og mindst 7 dage før forventet vaginal fødsel eller kejsersnit.

Hvor farligt kan det være at tage tilskud som ikke er omfattet af anbefalingerne?

Indimellem kan der være gode grunde til at afvige fra anbefalingerne, men kun hvis det råd kommer fra autoriseret sundhedspersonale og er tilpasset netop dig. Ligesom med receptbelagt medicin kan der være uønskede og muligvis skadelige bivirkninger ved at tage andre tilskud. Så myndighedernes råd bør følges for at det skal være sikkert for dig og din baby, medmindre andet er aftalt med læge, jordemoder eller sundhedsplejerske.

Hvis du vil vide mere, kan du lytte til vores Trygge Maver Podcast, episode 5, som omhandler kosttilskud i graviditeten og hvad man som gravid anbefales at spise eller ikke at spise.

Du kan også læse mere om…

Find en masse andre af Læger Formidlers indlæg om graviditet, fødslen og tiden derefter på Trygge Maver infobloggen. Du kan også lytte til Trygge Maver podcasten her på hjemmesiden eller via Itunes og Spotify.

Er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller Trygge Forældre Infobloggen

Kilder:

Sundhedsstyrelsen (Anbefalinger For Svangreomsorgen 2013)

Miljø- og Fødevareministeriet

Forfatter: Læge Rebecka Hansen
Reviewer: Redigeret af Læger Formidlers faglige redaktion.

Om forfatteren

Har arbejdet som læge siden 2013 og på Hvidovre med gynækologi, graviditet og fødsler siden 2016. Forsker sideløbende i jernstatus under graviditeten. Mor til en skøn vildbasse på 4 år.