Læger Formidler
Du læser lige nu

Kosmetiske indgreb – hvad skal jeg undersøge inden? 

0
Trygge Kvinder blog

Kosmetiske indgreb – hvad skal jeg undersøge inden? 

I dag er det populært at få lavet kosmetiske indgreb. Desværre har de fleste enten en bekendt eller har selv oplevet, at det er gået galt. Der er mange TV programmer, hvor vi får indblik i komplikationer og bivirkninger ved diverse kosmetiske behandlinger. Nogle eksempler kan være skræmmende. Det kan nemlig have betydelige og livslange konsekvenser for udseende og helbred, når behandlingen slår fejl eller udføres af uerfarne, uautoriserede kosmetologer. Her vil vi derfor guide dig, så du er bedre rustet til at vurdere, hvilken klinik du skal vælge ved at give dig svar på: 

  • Hvilke krav stilles til klinikker og kosmetologer, som laver kosmetiske indgreb?
  • Hvordan ved man, om en klinik opfylder disse krav? 

Bemærk dog, at dette er regler gældende for danske klinikker og behandlere, og det kan derfor ikke forventes, at de samme regler gælder for klinikker i udlandet. Vær derfor ekstra forsigtig, hvis du vælger at få udført et kosmetisk indgreb af en behandler i udlandet. 

Hvad er en kosmetisk behandling? 

En kosmetisk behandling er en behandling, hvor det er forandring eller forbedring af udseendet, som er den afgørende indikation. Det kan indebære et operativt indgreb. 

Hvem må udføre en kosmetisk behandling?

Når man har besluttet sig for at få lavet et kosmetisk indgreb så som større læber, en peeling eller fjernelse af kropsbehåring, så går jagten ind på at finde den klinik, som skal udføre behandlingen. Her vil mange søge et sted, som er både godt og billigt. Det er her, det er vigtigt at tage de kritiske briller på. 

Det er altid vigtigt at være opmærksom på klinikkens hygiejne. Dernæst skal du sikre dig, at behandleren opfylder de krav, som stilles til behandleren, og de afhænger af behandlingen. 

Her ses eksempler på krav til kosmetiske behandlinger: 

  • Fillers med hyaluronsyre til større læber skal udføres af en autoriseret kosmetisk behandler. 
  • Carbon peeling med laser og peeling med syre stiller krav om, at behandleren har fået tilladelse til at udføre denne behandling.  Det samme gælder Botox-behandling til udglatning af huden og rynkebehandling med laser.
  • Brystforstørrende operationer eller brystløft-operation skal udføres af en speciallæge i plastikkirurgi. 
  • Baldeforstørrende operation med eget fedt (brazilian butt lift) er en operation, hvor fedtsugning af kroppens fedtdepoter sker først, og herefter bruges det til at forstørre balderne. Dette operative indgreb skal udføres af en speciallæge i plastikkirurgi, som har en særlig tilladelse til at udføre denne behandling. 

Et kosmetisk indgreb må desuden ikke udføres på en person under 18 år. 

Du skal have information og betænkningstid

Klinikken skal informere klienten fyldestgørende om indgrebets procedurer, risikoen for bivirkninger, senfølger, og komplikationer, og om det realistiske, forventelige resultat. Først skal klienten gives skriftlig information og herefter mundtligt information af den autoriserede sundhedsperson. Dernæst skal du/klienten have betænkningstid, inden indgrebet må udføres. Den ansvarlige behandler skal desuden, hvor det er relevant, informere om egne resultater på tidligere behandlinger af samme type, som behandleren har udført. Dette inkluderer information om komplikationer, som er indtrådt ved disse behandlinger. 

En betænkningstid på minimum 2 dage kræves ved mindre hårtransplantationer, behandling med botox og peeling af huden. Ved større indgreb som bryst- og baldeforstørrende operation eller fedtsugning skal der dog gå minimum 7 dage.

Ved visse mindre indgribende behandlinger med f.eks. peeling med produkter med pH under 3, laser (non-ablativ og IPL), og fjernelse af hår og kar kan behandlingen udføres direkte efter informationen er givet. Det vil sige uden betænkningstid. 

Ved de små behandlinger er der ikke krav om efterfølgende observation, mens dette er et krav ved større kirurgiske behandlinger.

Hvor kan jeg undersøge, om en bestemt klinik har lov til at udføre en specifik behandling? 

Hvis du ønsker at undersøge, om en klinik eller en sundhedsperson har autorisation eller tilladelse til at udføre den behandling, som du ønsker, kan det gøres på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside her.

Der findes også en søgevejledning, som kan hjælpe dig med at slå behandleren op på det korrekte link, da dette afhænger af den behandling, du ønsker skal udføres. 

Det er vigtigt, at du undersøger, hvilken autorisation der kræves ved lige netop den behandling, som du ønsker, før end du begynder at søge i autorisationsregisteret. Hvis du ikke kan finde behandleren eller klinikken i registeret, så har de formentlig ikke tilladelse til at udføre den behandling, som du ønsker. Her anbefales det, at du er forsigtig og i stedet finder en klinik, som opfylder kravene til at udføre behandlingen. 

Styrelsen for Patientsikkerhed udfører tilsyn med autoriserede klinikker. Du kan på deres hjemmeside undersøge, om der foreligger en ny rapport af den klinik, du har påtænkt at vælge. Ud fra rapporten kategoriseres klinikken fra 0 til 3. Kategori 0 er ingen problemer, mens kategori 1, 2 og 3 er henholdsvis små, større og kritiske problemer. Det kan også give et godt indblik i kvaliteten af klinikkens arbejde, som du kan bruge til at vælge klinik.

Således kan det kræve forberedelse og research, inden man går i gang med kosmetiske behandlinger. Da kosmetiske indgreb kan have store sundhedsskadelige konsekvenser, uanset hvor små eller harmløse man skulle tro, de var, så anbefales det, at man tænker sig godt om og undersøger klinikken forud for sit besøg. Det kan vise sig at være godt givet ud. 

Kilder

Forfatter læge Caroline Nørgaard-Pedersen
Reviewet læge Cecilie Kiel