Læger Formidler
Du læser lige nu

Herpes og graviditet

0
Trygge maver blog

Herpes og graviditet

Herpes er en kønssygdom, der er kommet for at blive – når du først er blevet smittet, slipper du ikke af med den igen. Er du en af de mange, som har fanget fluen? Så læs med og find ud af, hvad du skal være opmærksom på.

Hvad er herpes?

Herpessår på kønsdelene kaldes genital herpes og skyldes infektion med en virus, der hedder Herpes Simplex (HSV). Herpes viser sig ved smertefulde blærer, der brister og bliver til små sår. Huden omkring såret vil typisk være rød, hævet og øm. Nogle oplever at få symptomer, der minder om influenza med hovedpine, feber og ondt i musklerne. Typisk er det første udbrud det værste, men nogle ved slet ikke, de har haft det. Når man een gang har haft en herpesinfektion, vil der være risiko for, at infektionen kommer igen, fordi herpesvirus ikke kan fjernes fra kroppen.

Skal herpes behandles under graviditeten og fødslen?

Førstegangsudbrud under graviditeten skal altid behandles med medicin (fx. aciclovir). En kur varer typisk i 7-10 dage. Øvrige udbrud skal behandles, hvis du er meget generet, har udbrud hyppigt eller hvis du er tæt på terminen. Din baby kan ikke blive smittet, mens den er i maven. Medicinen er ufarlig for både dig og babyen i din mave.

Kan herpes være farligt – og må jeg føde selvom jeg har et tilbagevendende udbrud?

Langt de fleste med herpes kan føde vaginalt uden at det farligt for barnet. Nyfødte kan dog blive alvorligt syge af herpes, men heldigvis er smitte fra mor til barn en sjælden fugl. Risikoen for at barnet bliver smittet ved en vaginal fødsel er stor ved et førstegangsudbrud tæt på terminsdatoen. Hvis du får herpes for første gang i eller efter uge 34, bliver du derfor typisk anbefalet at føde ved  kejsersnit, når du nærmer dig din terminsdato. Ved øvrige udbrud er risikoen for smitte til barn ved vaginal fødsel heldigvis meget lille, selv ved udbrud samtidig med fødslen. Det er også vigtigt at vide, at denne lille risiko ikke helt kan fjernes ved et kejsersnit. Derfor er gentagne herpesudbrud aldrig en grund til kejsersnit.

Hvad gør jeg, hvis jeg har et bragende forkølelsessår, når den lille ny kommer?

Så gem kyssene lidt.

Hvad skal du gøre, hvis din partner har herpes på kønsdelene, og du ikke ved, om du selv har haft det?

Så brug kondom ved samleje under graviditeten for at beskytte dig mod førstegangsudbrud.

Søg læge hvis

  • Du ikke kan tisse pga. smerter fra udbrud
  • Du får førstegangsudbrud af herpes under din graviditet
  • Du får herpesudbrud i 3. trimester

Kilder

Herpes-guideline af Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi

Lægehåndbogen

Patienthåndbogen

Forfatter: Læge Rebecka Hansen
Redaktører: Hanne Trap Wolf (læge), Mads Langager Larsen (læge)

Forfatteren

Har arbejdet som læge siden 2013 og på Hvidovre med gynækologi, graviditet og fødsler siden 2016. Forsker sideløbende i jernstatus under graviditeten. Mor til en skøn vildbasse på 4 år.

Follow @ Instagram