Læger Formidler
Du læser lige nu

Ledskred i albuen

34
Tirsdagsinfo

Ledskred i albuen

Albuelux

På vej til vuggestuen giver du efter og lader dit barn gå med dig i hånden i stedet for at sidde i klapvognen. I skal over vejen, men hov! Pludselig kommer en bil susende rundt om hjørnet, du trækker med dine bedste mor-/far-reflekser dit barn til dig, og nu vil han ikke bruge sin ene arm. Faktisk græder han mere end vanligt, da du tager flyverdragten af ham. Kan armen være gået af led?

Selv om albuen er et stabilt led, godt beskyttet af ledbånd og sener, er albuen alligevel det led, der hyppigst går af led hos børn. 

Hvad er en albue?

Ja, de fleste ved nok, at albuen befinder sig midt på armens længde, og at albuen kan tage æren for, at vi kan bøje armen, men for at kunne fortælle mere detaljeret om, hvordan en albue kan gå af led, må man vide lidt mere.

Albueleddet består samlet set af tre knogler; overarmsknoglen (på latin: humerus) og de to underarmsknogler spolebenet (på latin: radius) og albuebenet (på latin: ulna). Få et overblik på denne tegning. Albuebenet/ulna kan man tydeligt mærke på spidsen af albuen og følge helt ned til håndleddet, hvorimod spolebenet/radius ligger mere gemt dybt under huden oppe ved albuen, men bliver lettere at mærke nede omkring håndleddet i modsatte side af albuebenet. 

De tre knogler indgår altså i albueleddet, og dermed er der også tre steder, albuen i princippet kan gå af led. Det hyppigste hos børn er at radius går af led, og det er den slags ledskred, der gennemgås her. Det forårsager ikke nødvendigvis en tydelig ændring af armens udseende, som hvis armen fx var brækket, og derfor kan man blive i tvivl, når man kigger på sit barn, om noget vitterligt er galt, eller om barnet bare er pylret. 

Hvis radius er gået af led, vil barnet ikke bruge armen, barnet vil gå og beskytte den, lade armen hænge nedad, og det gør ondt, hvis barnet drejer i håndleddet.

Hvem sker det for?

Typisk småbørn under fem år med flest i 2-årsalderen. Oftest sker det i venstre arm, og det ses hyppigere hos piger end hos drenge.

Mekanismen er oftest træk i udstrakt arm med barnets håndrygge vendt mod sig selv, når barnet løftes i armene. Det kan også ske, når barnet, samtidig med at det bliver holdt i hånden, prøver at rive sig løs eller snubler. Se billederne herunder. 

Skal man gå til læge?

Ja. Man kan kontakte sin egen læge, og hvis sygehistorien er helt typisk for spoleben af led, kan lægen sætte underarmen på plads. Det gør lidt ondt på barnet, men det er hurtigt overstået. Herefter vil man blive bedt om at blive i venteværelset, så man ser, at barnet begynder at bruge armen igen. Det sker typisk inden for 15 minutter og er tegn på, at underarmen er på plads.

Alternativt til egen læge kan man tage på skadestuen, hvor lægen dér vurderer, om der skal tages røntgenbillede, inden man sætter underarmen på plads. Det er nemlig ikke altid nødvendigt, og man kan typisk ikke se netop denne slags ledskred på et røntgenbillede.

Og fremover?

Har barnet én gang været denne slags ledskred igennem, er det i risiko for, at det gentager sig, så forældrene skal være ekstra påpasselige med at løfte barnet med strakte arme og med at trække barnet i strakt arm.

Risikoen for gentagelse er størst de første par måneder. Herefter er udsigterne gode.

Kilder

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/ortopaedi/tilstande-og-sygdomme/albue-og-underarm/pulled-elbow-subluxatio-capitis-radii

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/knogler-muskler-og-led/illustrationer/tegning/albueled

Blogfoto: Japheth Mast, Unsplash

Figurer: http://slu.adam.com/content.aspx?productid=617&pid=1&gid=000983 og https://www.rch.org.au/kidsinfo/fact_sheets/pulled_elbow/

Forfatter: Camilla Palmquist (læge)

Redigeret af: Malene Toft (læge) og Anna Amalia Jepsen (læge)

Om forfatteren

Læge siden 2017. Erfaring fra almen praksis, akutmodtagelse og intern medicin. Desuden velbevandret i spædbarnsbekymringer fra mit nyligt opståede moderskab.

Følg os