Læger Formidler
Du læser lige nu

Lejringsbetinget skævt eller fladt baghoved

9
Trygge Forældre Infoblog

Lejringsbetinget skævt eller fladt baghoved

Som nybagt forælder er du selvfølgelig helt forelsket i dit lille barn. Men når du kigger efter, synes du måske den lille ser lidt skæv ud i hovedet? Måske sidder det ene øre lidt lavere end det andet? Det er helt normalt, at hovedet på det helt nyfødte barn kan være lidt skævt efter at være trykket igennem fødselskanalen. Har du et lidt større spædbarn med skævt eller fladt baghoved, kan der dog være tale om lejringsbetinget skævt eller fladt baghoved, som i de allerfleste tilfælde kan forebygges. Læs mere her!

Lejringsbetinget skævt eller fladt baghoved 

Det er sundhedsstyrelsens klare anbefaling, at alle spædbørn lægges til at sove på ryggen for at forebygge vuggedød. Men hvis spædbørn ligger for meget på ryggen eller ligger med hovedet til den samme side, vil baghovedet blive fladt eller skævt. Forekomsten af asymmetriske og affladede baghoveder steg, da anbefalingen om at lægge spædbørn til at sove på ryggen blev udrullet i start 90’erne. 

Du er garanteret blevet rådet til, at dit barn ligger så meget på maven som muligt, når du er vågen og sammen med barnet. Dette er med til at styrke barnets motoriske udvikling, og kan samtidig forebygge skævt eller fladt baghoved. Har barnet fået en favoritside, kan du vende hovedet til den anden side, når barnet sover. Er baghovedet skævt, skal barnet lægges til at sove på den ikke-flade del af baghovedet.  Samtidig er det vigtigt at du taler til, pusler og leger med barnet både fra højre og venstre side. 

Nogle gode råd

  • Gør det til vane at lægge barnet på maven på puslebordet efter hvert bleskifte, så barnet kan kigge ud over bordet. Her får barnet et godt udsyn, og det er nemt for dig, at komme ”ned i niveau” og snakke med barnet. 
  • Hav legetøj liggende på puslebordet, så der er noget at kigge på og gribe ud efter. På den måde kan duaflede barnet og derved forlænge tiden på maven.
  • Læg dig ned på gulvet foran barnet, så han eller hun har selskab. Hav legetøj parat og tal eller syng for barnet.
  • Når barnet bliver stærkere og balancen styrkes, kan du lægge legetøjet lidt på afstand, så han eller hun skal række ud efter det. 
  • Husk: det kan være rigtigt hårdt arbejde, og det er okay at barnet bliver sur. Så kan det være nødvendigt at komme lidt på armen hos far eller mor. 

Er det farligt?

Skævt eller fladt baghoved er almindeligt forekommende ved spædbørn. Oftest er det  lejringsbetinget og altså helt ufarligt og kan behandles med træning og fysioterapi. Det er væsentligt for forløbet, at tilstanden opdages tidligt. Typisk bliver det opdaget ved rutinebesøg af sundhedsplejerske eller undersøgelse ved egen læge, som også kan give råd og vejledning.  Diagnosen stilles som regel blot ved at lægen ser og mærker på barnet. Der ses en større hyppighed af lejringsbetinget skævt kranie ved spædbørn med begrænsede bevægelser i nakken (f.eks. ved torticollis), for tidlig fødsel og hos spædbørn med forsinket udvikling.  

I få tilfælde kan der være behov for henvisning til en børnelæge . Det gælder fx hvis der er tvivl om årsagen til skævt eller fladt baghoved (f.eks. samtidig forsinket psykomotorisk udvikling eller i sjældne tilfælde for tidlig sammenvoksning af kranieknoglerne, kaldet kraniesynostose). 

Skrevet af Ole Haubjerg Nielsen (læge) 

Redigeret af Stine Schaldemose (læge) og Louisa Hebo Sparring (læge) 

Kilder: 

UpToDate

Sundhed.dk

Sundhedsstyrelsen.dk

Billede: unsplash

Om forfatteren

Læge siden 2016. Far til to (en dreng fra 2021 og en pige fra 2019). På vej til at blive børnelæge med tidligere erfaring fra almen praksis, kirurgiske og medicinske afdelinger.