Spædbørn fødes med den blødeste hud, som voksne kun kan misunde. Nogle gange fødes børnene med nogle røde pletter på huden. Men hvilke skal lades i fred, og hvilke skal undersøges hos lægen? Her gennemgås to former for røde pletter hos de små.
Storkebid
Storkebid er meget almindelige og ses hos omtrent en tredjedel af nyfødte. Storkebid opstår pga. forandringer i de små overfladiske blodkar i huden, som udvider sig og giver den rødlige farve. De er medfødte og opstår altså i fostertilværelsen, så selv om tilnavnet ”storkebid” kunne få én til at tænke, at det måtte stamme fra fødslen som følge af tryk på huden, så er det ikke tilfældet. Storkebid sidder typisk over øjnene, i hårbunden, på halsen eller i nakken. De har en bleg rød farve og er typisk formet i nogle strøg. De afbleges, når man trykker på dem. De er ganske ufarlige, og knap halvdelen vil blegne allerede i løbet af de første levemåneder, mens de fleste vil være svundet helt, når barnet runder 18 måneder.. Altså er det ikke noget, man skal bekymre sig om.
Jordbærmærker
På latin hæmangiom, en godartet blodkarsvulst. De kaldes også jordbærmærker pga. den højrøde farve og er mere tydeligt afgrænsede end storkebiddet. De opstår pga. vækst af blodkar lokalt i huden. Jordbærmærker buler lidt ud fra hudoverfladen. Omkring 10% af alle nyfødte har et hæmangiom, som ofte starter som en lille rød prik. De har et karakteristisk vækstmønster. De vokser hurtigt i starten, men væksten stopper som regel efter de første leveår, og omkring 50% af jordbærmærkerne er helt tilbagedannet ved 5-årsalderen, 70% i 7-årsalderen og 90% ved 10-årsalderen. Langt de fleste mærker kan lades i fred, men hvis de sidder tæt på eller dækker for øje, mund eller andre legemsåbninger, skal væksten bremses. Det gælder også, hvis de trykker på fx luftrøret eller vokser ind og påvirker blodomløbet. Behandlingen kan f.eks. være at give barnet medicin (betablokkere) enten direkte på huden eller som piller/mikstur. Behandlingen varetages af læger, der er specialister på området.
Hæmangiom (jordbærmærke). Foto fra Lægehåndbogen. I baggrunden ses også hæmangiom i øjenkrogen ind mod næsen.
Som det gælder alting med de små, bør man søge læge, hvis man er utryg og i tvivl, om de røde pletter nu også kan være farlige, så rådfør dig med sundhedsplejerske eller egen læge i tilfælde af hudforandringer hos din baby.
Hvor kan jeg læse mere?
Der findes en længere række hudforandringer hos spædbørn. Patienthåndbogen giver et godt overblik, læs evt. mere på linket herunder.
Kilder
Lægehåndbogen – Modermærker hos nyfødte
Patienthåndbogen – Modermærker hos nyfødte
Forfatter: Camilla Palmquist (læge)
Redigeret af: Stine Foss (læge)
Opdateret 17/01/2023 af Kristina Aagaard (læge) og redigeret af Mette Nonboe (læge)