Måske har du bemærket, at nogle børn (eller voksne) har en særlig fremtrædende navle. Eller måske opdager du en dag, at dit eget barns navle buler udad eller at der er kommet en frembuling ved navlen.
I så fald er der formentlig tale om et navlebrok – en tilstand der forskrækker mange forældre, men som heldigvis er både fredelig og som oftest kurerer sig selv med tiden.
Hvad er et navlebrok?
Et navlebrok er en ret almindelig tilstand hos børn. Nogen har det fra fødslen, andre udvikler det i løbet af de første levemåneder, og færre får det senere hen.
Det ses hos op til 30 % af alle nyfødte og hos op til 10 % af de 1-årige børn.
Navlebrokket kommer som følge af et blødt punkt i barnets mavemuskulatur og øvrige væv ved navlen. Det bløde punkt gør, at indhold fra maven kan presse sig ud igennem og vise sig som en blød frembuling ved navlen. Bulen vil oftest kunne presses “ind på plads”, hvis man trykker på den, men vil hurtigt falde ud igen.
Navlebrok kan være af meget varierende størrelse, men er typisk 2-3 cm i diameter.
Skal navlebrok behandles?
De fleste navlebrok vil forsvinde af sig selv inden barnet er 3 år, hvorfor man som udgangspunkt aldrig gør noget ved dem inden da, medmindre der er gener (se nedenfor).
Endnu flere navlebrok forsvinder inden 5-års alderen, og derfor vil man oftest vente til 5-6 års alderen før man overvejer at fjerne brokket. Brokket kan fjernes ved en operation – dette kan overvejes dels af kosmetiske grunde og dels fordi, at risikoen for at brokket sætter sig fast øges med alderen.
Er navlebrok farligt?
Navlebrok er som udgangspunkt helt ufarligt og ikke noget som barnet lægger mærke til. I meget sjældne tilfælde (under 0,3 %) kan brokket sætte sig fast og kræve akut operation (se nedenfor, hvornår man skal søge læge akut).
Hvornår skal jeg søge læge?
Hvis dit barn har et navlebrok og det en dag bliver meget ømt/smertefuldt, eventuelt også hårdt eller skifter farve skal du omgående søge læge. Det kan nemlig være tegn på, at brokket har sat sig fast, hvilket kræver akut lægehjælp.
Hvis dit barn i øvrigt er generet af sit navlebrok, uanset om det måtte være kosmetiske eller andre klager, er det også en god ide at tale med jeres egen læge. Afhængigt af barnets alder og gener vil man kunne overveje, om man skal afvente eller få fjernet brokket.
Kilder: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/mave-og-tarm/sygdomme/oevrige-sygdomme/navlebrok/
Forfatter: Rasmus Kolind (læge)
Redigeret af: Malene Toft (læge) og Tanja Todberg (læge)