Dig selv og alle ældre damer i din lokale Netto er vild med at dikke-dikke din lille tykke baby under hagen, men nu er der pludselig kommet nogle røde områder i de ellers så skønne hudfolder. Det hører da slet ikke til på din pæne baby! Og ovenikøbet – kan det passe at det også lugter lidt?
Hvad er rødme i hudfolder?
De fleste børn er når de er under et år ret buttede – man kan jo nærmest ikke få øjnene fra sin lille smilende Michelin-baby – men ikke sjældent opstår der rødme i en eller flere hudfolder. Det kan være under hagen, i nakken, i armhulen, lyske- og i bleområdet (se også indlægget om bleeksem her). Alle områder hvor hud møder hud kan blive ramt, men hos babyer er det tit halsen og nakken.
Først vil der typisk komme en let rødme evt. som små pletter, der vokser og til sidst kan der ses en større rød plamage, dette kaldes også intertrigo. Med tiden bliver rødmen forværret og nogle gange kan huden ses som værende helt blank og væskende. Rødmen vil oftest være velafgrænset mod den normale hud, men man kan i nogle tilfælde se små røde prikker uden for den velafgrænsede rødme. Dette kan være tegn på svamp. Er der infektion kan det lugte fra området.
Hvorfor opstår der rødme i hudfolder?
Rødmen opstår i de områder hvor hud støder sammen med anden hud. På den måde vil huden have tendens til at glide mod et andet hudområde, som kan skabe irritation og rødme. Derudover får huden ikke altid får så meget luft i folderne, som gør at områderne tit bliver fugtige. Når baby bliver ammet, får flaske eller selv få lov at spise sin mos kan der løbe mælk og eller madrester til hals- og nakkeområdet, som sætter sig i hudfolderne. Det samme er tilfældet når baby savler.
De fugtige omgivelser, er guf for svampe og bakterier, og derfor kan man indimellem se at der tilkommer en infektion i hudfolden – her er svamp den mest hyppige.
Hvad skal man gøre?
Det bedste man kan gøre er at forhindre at rødmen opstår. Det gør man bedst ved at holde hudfolderne rene og tørre.
Når baby har spist så sørg for at tørre under hagen/i nakkefolden – også selvom baby ikke specielt begejstret for at blive tørret der. Anvend blot vand på en ren klud og tør efter med en serviet/bomuldsklud. Ved brug af vådservietter, tør efter med en tør klud, så huden efterlades tør og ikke fugtig og benyt kun produkter uden parfume. Ligeledes er pudder, barrierecremer, olier osv. uden dokumenteret effekt og kan blot forårsage mere irritation.
Bruger barnet savlesmækker er det vigtigt at denne er tør, så der ikke tilkommer yderligere fugt – det samme gælder det tøj barnet har på.
Gør det til en vane at se baby efter i hudfolderne dagligt, fx i forbindelse med pusletid, så kan man med ovenstående råd mange gange forhindre at rødmen ikke udvikler sig.
Hvis der er kommet et lille område med rødme, så vask dagligt med vand og en mild uparfumeret sæbe. Hvis der er kommet et større område med rødme i en hudfold bør man få sin egen læge til at vurdere det, og lægen vil såfremt det er nødvendigt udskrive en mild hormoncreme.
Er der grund til bekymring?
Ingen grund til bekymring. Tilstanden kan som nævnt ind imellem blive forværret af at der tilkommer en infektion, hyppigst svamp. Denne vil lægen behandle med et anti-svampemiddel evt. tilsat mild hormoncreme.
Rødme i hudfolder er en forbigående tilstand, som oftest forsvinder i takt med at barnet får mindre tykke hudfolder.
Kilder:
Dinulos JG, What’s new with common, uncommon and rare rashes in childhood, Curr Opin Pediatr. 2015 Apr;27(2):261-6. Review.
Block SL, Tricky Triggers of Intertrigo, Pediatric Annals. 2014;43(5):171-176
Forfatter: Tanja Todberg (læge)
Redigeret af: Stine Foss (læge)
Opdateret d. 16/3-23 af Mette Nonboe (læge)