Du har godt bemærket det hvide lag på din lille babys tunge. Du har gennem de sidste par dage fulgt sundhedsplejerskens råd og dit barns forbrug af danskvand er steget markant. Men hvor længe skal man egentlig se an, og er der noget andet man kan gøre? Læs med i denne uges tirsdagsinfo og lær lidt om trøske!
Hvad er trøske?
Trøske er en infektion i munden med gærsvampen Candida. Det kan enten ses som belægninger eller kraftig rødme, og kan opstå på tungen, i kinden eller i ganen. Candida findes i munden hos omkring halvdelen af alle mennesker. Den er altså en del af de naturligt forekommende bakterier og svampe i mund og tarm hos mennesker. Candida er først et problem når den ”får overtaget” over den øvrige svampe- og bakterieflora i munden. Hos nyfødte og små babyer ses dette som trøske, der er et tykt hvidt lag på tungen (som godt kan forveksles med mælk). Man mener, at trøske hos små babyer skyldes et umodent immunsystemet, der ikke er færdigudviklet. Større børn (og voksne) kan også få trøske, det vil her ofte skyldes behandling med antibiotika eller astmamedicin, eller hvis man har nedsat immunforsvar.
Hvad kan man selv gøre?
Et gammelt husmorråd er, at fugte en vatpind eller hjørnet af en ren vaskeklud med danskvand, og forsigtigt skrabe belægningerne på tungen af, et par gange om dagen. Det er derudover en god ide at vaske hænder ofte, skifte evt. ammeindlæg efter hver amning, samt huske at koge sutter, sutteflasker, ammebrikker mm. Desuden anbefales det at vaske sengetøj, undertøj og håndklæder ved minimum 60 grader. Ofte vil trøsken gå væk igen efter nogle dage eller uger.
Kan det sprede sig?
Ja, man kan godt være uheldig at enten mors bryster eller babys numse også får en omgang gærsvamp. Det vil oftest ses som et rødt udslæt, evt. med belægninger. Ved svamp på brysterne eller i mælkegangende kan man opleve stikkende, brændende og sviende smerter både under men også mellem amninger. Nogle gange ses der også sår der ikke vil hele eller at brystvorterne kan være helt røde og skinnende. Det kan der selvfølgelig være flere årsager til, men hvis din baby har trøske og du begynder at få nogen af de nævnte symptomer er det en rigtig god ide at gå til læge.
Hvornår skal man til lægen?
Hvis man har meget trøske, kan det give synkesmerter og påvirke smagsløgene, hvilket kan resultere i nedsat appetit, og at barnet i værste fald ikke tager på som det skal. Så hvis du synes at dit barn melder sig sjældnere end det plejer, er det en god ide at snakke med din læge eller sundhedsplejerske. Virker dit barn generet, har svampen spredt sig, eller oplever du gener ved amning, er det også en god ide at kontakte din læge. Lægen kan udskrive et svampemiddel, der kan hjælpe, hvis trøsken ikke går væk af sig selv. Hvis det er nødvendigt med behandling, og barnet ammes, vil det ofte også være nødvendigt at behandle mors brystvorter.
Helt kort
Trøske er altså helt normalt hos spædbørn, og går ofte væk af sig selv med god hygiejne. Hvis dit barn ændrer opførsel, og fx spiser mindre end det plejer, eller hvis du selv begynder at få symptomer, kan det være en god ide at bestille en tid hos lægen, som kan vurdere, om der bør udskrives et svampemiddel. Man skal selvfølgelig behandles hvis man har symptomer, men svampen i sig selv er ikke farlig.
Kilder:
Foto: Unsplash, Jen Theodore
Forfatter: Malene Toft (læge)