Det er sensommer, skolen er startet igen, og din 10-årige er hoppet i fodboldstøvlerne. Men efter nogle ugers fuld gas på den grønne græsplæne, må der holdes pause på bænken.
Hvad er nu det for en øm bule foran på knæet? Kan det mon være et Schlatter-knæ?
Et hvad-for-noget? Selvom ordet er svært at udtale, dækker det over en meget almindelig type overbelastning i knæet hos børn og unge.
Læs med i denne uges tirsdagsinfo om Osgood-Schlatters sygdom.
Hvad er et Schlatter-knæ?
Osgood-Schlatter er den hyppigste årsag til knæsmerter hos sportsaktive børn og unge, hvor det ses hos op til 10%. Et Schlatter-knæ opstår på grund af irritation i knæskallens sene på det sted, hvor den hæfter på skinnebensknoglen. Det er typisk børn i alderen 9-14 år der rammes da skinnebensknoglen i denne alder ikke er helt færdigudviklet. Den er derfor mere ”følsom” overfor gentagne stræk i forbindelse med for eksempel hop og løb. Osgood-Schlatters sygdom skal derfor ses som en overbelastning af knæet.
Hvilke symptomer kan der være?
Et Schlatter-knæ giver smerter på forsiden af skinnebenet lige nedenfor knæskallen. Samtidig kan der opstå en tydelig hævelse (en øm bule) lige der, hvor knæskallens sene sidder fast på skinnebenet. Symptomerne opstår gradvist og bliver typisk forværret i forbindelse med løb, hop eller spark. Smerterne opstår altså ikke som følge af et direkte slag eller stød mod knæet. Går man til lægen, vil det oftest være nok at fortælle om smerterne, og at lægen laver en knæundersøgelse, for at diagnosen kan stilles. Det er sjældent nødvendigt at tage røntgenbilleder eller andre undersøgelser.
Hvad kan man selv gøre?
Et Schlatter-knæ er en ufarlig tilstand. Symptomerne går typisk over af sig selv, når man holder en pause fra, eller skærer ned på, den knæbelastende aktivitet. Samtidig bliver det øverste af skinnebensknoglen stærkere i takt med, at barnet vokser, og knoglen modnes. Fuld bedring kan forventes indenfor 6-18 måneder efter symptomstart, men smerterne bør aftage gradvist indenfor denne periode. Selvom der er tale om ufarlige knæsmerter, kan 6-18 måneder være længe at vente, hvis man er glad for sin sport. Derfor anbefales det ikke, at man undgår sportsaktivitet fuldstændig.
Det er vigtigt at søge hjælp hos sin læge, hvis man er meget plaget af smerter, så man ikke ender med at skulle aflyse sin sport og samtidig gå glip af det sociale fællesskab, som ofte følger med. Lægen eller en fysioterapeut kan komme med gode råd til, hvordan man kan fortsætte med sin sport på trods af smerter, fx ved at ændre på træningsaktiviteten samt bidrage med træningsøvelser, der styrker knæet. Ved akutte smerter kan nedkøling med for eksempel en pose frosne ærter i et viskestykke eller lignende virke lindrende.
Hvad kan ellers give knæsmerter?
Der findes flere årsager til knæsmerter hos børn og unge. En anden hyppig tilstand er forreste knæsmerter (patellofemoralt syndrom). Her er smerterne typisk mere spredte i knæet, men det kan være svært at skelne denne tilstand fra andre smertetilstande i knæet. Fælles for disse typer knæsmerter hos børn og unge er dog, at det typisk er overbelastning, der giver anledning til symptomerne. Det er altid en god idé at snakke med sin læge, hvis barnet har smerter, og man er i tvivl om årsagen.
Forfatter: Louisa Hebo Sparring (læge)
Redigeret af: Malene Toft (læge), Mimmi Torp (læge)
Indlæg opdateret 16.08.22 af Cecilie Clemmesen (læge) samt redigeret af: Kristina Aagaard (læge), Stine Schaldemose (læge)
Kilder:
Patienthåndbogen Osgood Schlatter
Lægehåndbogen Osgood Schlatter
Lægehåndbogen patellofemoralt syndrom
“Osgood-Schlatters sygdom –Årsag til knæsmerter hos den sportsaktive unge”, af Jens Lykkegaard Olesen, udgivet i Praksis, februar 2021
Fotos af Antonius Ferret: https://www.pexels.com/da-dk/foto/barn-motion-lob-straekke-5275349/