Fra tårer til grin til storhedsvanvid. Bipolar affektiv sindslidelse, også kaldet for maniodepressiv sindslidelse, kom for nylig i søgelyset igen. Denne gang i forbindelse med Kanye Wests påfaldende opførsel i offentligheden – men hvad er det egentlig?
Hvad betyder det at være bipolar?
Som navnet allerede indikerer, er sygdommen både præget af manier og depressioner. Vi har tidligere skrevet om depressioner, men manier er noget andet. Faktisk er manier næsten det diametralt modsatte af en depression.
Er man “manisk”, så er man fyldt med energi. Man er opløftet, energisk, føler sig meget aktiv og har masser af selvtillid. Typisk vil søvnbehovet også falde og sexlysten stige. Evnen til at behovsudsætte eller begrænse sine impulser, vil ligeledes falde. Man kan næsten sammenligne tilstanden med at være på kokain 24 timer i døgnet.
Hvem får denne sygdom?
Sygdommen viser sig som oftest i slutningen af teenageråerne og starten af 20’erne. Cirka 2 ud af 100 danskere rammes. Sygdommen er arvelig og man kan derfor ofte se ophobning af det i familier.
Hvordan er forløbet?
Ved bipolar affektiv sindslidelse har man episoder, af uger til måneders varighed, hvor man enten er deprimeret eller manisk. Det er grunden til, at man kalder det bipolar (“to poler”). I sjældne tilfælde kan man tilmed have begge dele samtidigt – det kalder man for en blandingstilstand.
Mens depressionen kan være frygtelig at være i, og ofte er årsagen til, at man søger hjælp, kan manien omvendt føles positiv. Da manien dog ofte leder til uigennemtænkte handlinger, såsom brug af store mængder af penge, ubeskyttet sex og dybt upassende opførsel med konsekvenser for både privat – og arbejdslivet, kan manien være mindst ligeså belastende og behandlingskrævende.
Hvordan behandles sygdommen?
Behandlingen vil typisk bestå af en kombination af terapi og livsstilsændringer. De allerfleste patienter har behov for medicinsk hjælp – og her bruger man ofte en række af medikamenter som kaldes for “stemningsstabiliserende medicin”. De skal forhindre både depressionerne og manierne. Det mest berømte, og meget effektive af de “stemningsstabiliserende” stoffer er Litium. Ved den bipolare lidelse, vil behandlingen af depression være anderledes end ved depressioner hos folk, som ikke er bipolare. Man kan nemlig ikke bruge antidepressiv behandling i samme grad, da der er risiko for at det kan udløse en mani. En såkaldt ”switch over”.
I svære tilfælde kan der være behov for indlæggelse, og i meget svære tilfælde kan ECT (elektrochok) være en meget effektiv behandling. Sygdommen kan ikke kureres, men med gode behandlingstiltag kan hyppigheden og sværhedsgraden af episoderne begrænses.
Ud over Kanye West er der flere kendte politikere der lider af sygdommen…og mange kunstnere har kunne bruge deres store humørsvingninger i deres kunst.
Forfatter: Simon Gartner, psykiater