Læger Formidler
Du læser lige nu

Forgiftninger

21
Trygge Forældre Infoblog

Forgiftninger

Mums, sikke en lækker champignon! Naaarj – og hvide blåbær! Guffe guffe! Hver sæson byder på nye spændende planter. Nogle gange lidt for spændende, hvis man har nysgerrige børn, der gerne undersøger med munden. Hvis du vil vide mere om forgiftninger, så læs med.

Hvordan bliver man forgiftet?

Forgiftninger kan skyldes mange forskellige ting, fx planter som i eksemplet ovenfor. Men også kemikalier, medicin, cigaretskodder og madvarer kan give forgiftninger. Man kalder det en forgiftning, når et stof gør skade på kroppen. Hvor farligt det er, og hvilke symptomer det giver, afhænger af hvad og hvor meget barnet har spist.

Hvordan ser jeg, at mit barn er blevet forgiftet?

Mængden er afgørende for, hvor alvorlig forgiftningen er. Når børn spiser noget, der er giftigt, smager de dog oftest kun på lidt af det, så børns forgiftninger er heldigvis normalt ikke så alvorlige. Men der er undtagelser, da vi har mange farlige kemiske produkter, planter og medicin i vores hjem og haver.

Lette forgiftninger kan give ubehag og evt. medføre opkastninger og ondt i maven eller give irritation, hvis det kommer på læberne, huden eller i øjnene.

Mere alvorlige forgiftninger kan også give åndedrætsbesvær, sløvhed, bevidstløshed eller kramper.

Se ikke tiden an, hvis du tror, at dit barn kan være forgiftet – det kan vare flere timer, inden barnet viser tegn på forgiftning.

Hvad gør jeg, hvis mit barn har spist noget giftigt?

Hvis dit barn har spist noget, der er giftigt, skal du

  • fjerne rester af det der er giftigt, fx plante- eller medicinrester i barnets mund
  • give barnet noget at drikke, det fortynder det giftige stof
  • undgå at fremkalde opkastninger, det kan forværre situationen
  • skylle straks med rigeligt og rindende vand, hvis det er kommet på huden eller i øjnene
  • ringe til Giftlinjen på 82 12 12 12, hvis du er i tvivl
  • altid medbringe plantedele, medicinglas, emballage, produkt eller evt. sikkerhedsdatablad, hvis du tager til lægen eller på hospitalet.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at indlægge barnet til undersøgelse, observation og evt. behandling, Giftlinjen kan hjælpe med at vurdere, om det er relevant.

Ved mistanke om alvorlige forgiftninger (åndedrætsbesvær, sløvhed eller bevidstløshed) skal man ringe 112 og gå i gang med førstehjælp.

Sådan undgår du forgiftning

Man kan heldigvis gøre meget selv for at undgå alvorlige forgiftninger af børn ved at følge nedenstående råd:

  • Stil medicin, kosttilskud og vitaminpiller så børn ikke kan få fat i det, fx højt eller i et aflåst skab
  • Børnevitaminer ligner slik – stil dem så barnet ikke kan nå dem
  • Opbevar kemikalier utilgængeligt for børn. Og sæt de børnesikre kapsler tilbage på flasken efter brug (vær opmærksom på at de aldrig er HELT børnesikre)
  • Undlad at hælde kemikalier på uoriginal emballage som fx sodavandsflasker – det kan være livsfarligt at tage fejl!
  • Lær dine børn sikker omgang med planter, bær, ukendte beholdere m.v.
  • Du bør vide hvilke planter der vokser i din have. Fjern evt. giftige planter fra haven (selv om de kan være flotte).

Giftlinjen

Giftlinjen er en landsdækkende telefonrådgivning, der har åbent døgnet rundt og kan give råd og vejledning om forgiftninger. Hvis du er i tvivl, om fx en plante er giftig, kan du ringe til Giftlinjen på 82 12 12 12. Man kan også ringe til dem, selv om det ikke er et akut tilfælde. På deres hjemmeside kan man læse en masse nyttig information om gift og gode råd til at undgå forgiftninger, de har bl.a. lavet brochuren Gode råd til småbørnsforældre.

Kilder

Giftlinjen

Lægehåndbogen

Patienthåndbogen

Forfatter: Kim Foss (læge)

Redigeret af: Stine Foss (læge) og Camilla Palmquist (læge)

Foto af Igor Yemelianov fra Unsplash

Om forfatteren

Læge siden 2015 med bred klinisk erfaring fra både ind- og udland, er igang med at blive børnelæge. Stor erfaring med bekymringer for børn; både som læge på børneafdelinger, men også som far og ægtefælle. Gift med Stine, sammen har vi en dreng fra '14, en pige fra '16 og tvillinge-drenge fra '19.