Læger Formidler
Du læser lige nu

Screening for kræft

8
Tryg i livet infoblog

Screening for kræft

Alle kender nogen, eller har hørt om nogen, som har kræft. Kræft dækker over mange forskellige sygdomme, som kan have vidt forskelligt forløb. For mange kræftsygdomme gælder det, at jo tidligere man fanger sygdommen, jo nemmere er det at behandle den. Og des bedre er udsigterne for helbredelse. I Danmark, og mange andre lande, har man indført screeningsprogrammer for udvalgte kræfttyper. Dette har man gjort i håb på at fange sygdommene på et så tidligt stadie som muligt. I dagens indlæg dykker vi ned i de danske screeningsprogrammer for kræft, og fortæller lidt om, hvilke fordele og dilemmaer screening for kræft medfører.

Hvad er formålet med screening for kræft?

Når man ‘screener’ betyder det, at man undersøger en gruppe, som i udgangspunktet er raske, og som ikke nødvendigvis har symptomer på sygdom. Man udvælger en befolkningsgruppe, som er i risiko for en given sygdom, og tilbyder screening med regelmæssige intervaller. Formålet med det er, at man får mulighed for at opspore en given sygdom på et tidligt stadie. Altså på et tidspunkt, hvor sygdommen endnu ikke har nået at give symptomer, og dermed ellers ikke ville være blevet opdaget.

I Danmark har vi anno 2021 tre store screeningsprogrammer for kræft:

Tarmkræftscreeningen, som alle danskere mellem 50 og 74 år bliver inviteret til ca. hvert andet år. Den består i en afføringsprøve, som man selv laver derhjemme og sender ind. Prøven testes for skjult blod, da blod i afføringen kan være et tegn på kræft i tyktarmen. Hvis der findes spor af blod i afføringen, kan man blive henvist til en kikkertundersøgelse af tarmen. En såkaldt koloskopi, hvor man kan kigge tarmen efter og få syn for sagen.  

Livmoderhalskræftscreening. Alle kvinder bliver inviteret regelmæssigt fra de fylder 23 år til og med 64 år. Undersøgelsen består af et såkaldt ‘celleskrab’, som foretages hos egen læge med en gynækologisk undersøgelse. Her tager lægen en prøve fra livmoderhalsen med en lille plastikbørste, og prøven sendes til et laboratorium, hvor cellerne bliver undersøgt i mikroskop. Hvis der er tegn på celleforandringer vil kvinden blive henvist til yderligere undersøgelser med biopsier (vævsprøver) fra livmoderhalsen. Dette foregår hos en gynækolog, som har specielt udstyr til formålet. Hvis der blot er ‘milde’ celleforandringer kan man ofte kontrollere det med en ny prøve efter fx et halvt år.

Screening for brystkræft tilbydes alle kvinder mellem 50 og 69 år hvert andet år. Denne screeningsundersøgelse består af en mammografi. Det er en røntgenundersøgelse af brysterne, som kan afsløre knuder, man ikke nødvendigvis selv kan mærke. Hvis man ved undersøgelsen finder noget, som kunne ligne en knude, tilbydes kvinden yderligere undersøgelser. Det er i form af lægeundersøgelse, yderligere mammografi og evt. ultralydsundersøgelse med biopsi. 

Invitation til screeningsundersøgelserne sendes automatisk i e-boks, og man skal ikke selv tilmelde sig. Det er helt frivilligt om man ønsker at takke ja til screeningstilbuddene eller ej. 

Syg eller rask?

Screening af befolkningen betyder som nævnt, at man har mulighed for at fange sygdomme på et tidligt stadie. Dermed kan man nedsætte sygelighed og dødelighed af de pågældende sygdomme på samfundsplan. Men screening medfører også et par dilemmaer. Ingen tests er perfekte – hvad enten det er en coronatest, graviditetstest eller en screeningsundersøgelse for kræft. Ved alle tests man bruger, er der en risiko for et falsk positivt eller et falsk negativt testsvar.

For at en screeningsmetode skal være god, skal den være følsom nok til at fange alle dem, som har den givne sygdom. Ofte betyder det, at testen er meget følsom, at den også fanger en del, som senere viser sig ikke at have sygdommen. Det er altså falsk positive. Screeningsundersøgelserne indebærer meget lille risiko for bivirkninger for den enkelte, men de undersøgelser, som man bliver tilbudt ved et positivt svar i screeningsundersøgelsen, er ofte mere omfattende og har en større risiko for bivirkninger.

For og imod

Når man screener store grupper i befolkningen, vil der derfor altid være nogle af dem, som tester positiv, som senere med videre og ofte mere omfattende undersøgelser, viser sig ikke at have sygdommen alligevel. Nogle af undersøgelserne kan indebære ubehag og risici. For eksempel er der ved kikkertundersøgelsen, som tilbydes personer med en positiv prøve i tarmkræftscreeningen, en (dog meget lille) risiko for hul på tarmen eller infektion. Disse personer har så måtte gennemgå et udredningsforløb som viste sig at være unødvendigt, fordi de hele tiden var raske. 

Omvendt indebærer screeningstests også en lille risiko for et falsk negativt svar – at det ikke lykkes testen at fange sygdommen. Screeningsundersøgelser er heller ikke designet til at diagnosticere en sygdom, hvis man har symptomer på den. Hvis man har symptomer på sygdom, skal man derfor uanset om man følger screeningsprogrammet eller ej, kontakte sin læge for at få det undersøgt nærmere.  

Hvorfor screener vi ikke bare for alle slags sygdomme?

For at et screeningsprogram giver mening, er der mange krav der skal være opfyldt. 

Det skal være en pålidelig test, som er nem at udføre på store befolkningsgrupper, som svarer sig i forhold til ressourcer (økonomi, personale mv.). Derudover skal testen være i stand til at fange en given sygdom på et stadie, hvor den endnu ikke har givet symptomer. Der skal desuden også være en klar gevinst ved at fange sygdommen tidligt, fx at man kan opnå at blive kureret eller at blive mindre syg, hvis sygdommen fanges tidligt. Så det giver altså ikke mening at screene alle for en sygdom, som alligevel ikke kan behandles overbevisende (for eksempel demens).

Det giver heller ikke mening, hvis behandlingen er så god, at sen opdagelse ikke påvirker udfaldet. Derudover er det heller ikke ønskeligt at screene befolkningen for sygdomme, hvis selve screeningsundersøgelsen indebærer en stor risiko for bivirkninger for den enkelte. På samfundsplan giver det heller ikke mening at screene raske mennesker for sygdomme, hvor selve screeningsundersøgelsen vil kræve store ressourcer. Fx. CT- eller MR-scanning, hvis det betyder at personale og udstyr så ikke er tilgængeligt for de patienter, hvor der er en begrundet mistanke til sygdom. 

Kilder:

https://www.sst.dk/da/Viden/Screening/Screening-for-kraeft

Forfatter: Anneline Seegert, læge

Redaktion: Valdemar Vejlstrup, læge