Læger Formidler
Du læser lige nu

Skal vi behandle eller ej?

9
Tryg i livet infoblog

Skal vi behandle eller ej?

skal vi behandle eller ej

Mange vil helst undgå tanken, men før eller siden skal der træffes svære beslutninger: Skal en alvorlig sygdom behandles, eller skal naturen have lov til at gå sin gang? Ville du være klar til at træffe den beslutning på vegne af en, som du elsker? Ville de vide, hvad dine ønsker er, hvis du blev syg og ikke kunne give din mening til kende? I denne uges blogindlæg opfordrer vi til at tænke de svære tanker, så du og dine nærmeste kan være forberedt, hvis uheldet rammer.

Overvejelser i den sidste tid

Vi kan lige så godt rive plasteret af med det samme: Vi skal alle sammen dø. Det, som vi kan påvirke, er valget om, hvornår vi vil slippe tøjlerne og lade naturen gå sin gang. I dette indlæg vil jeg gerne ridse nogle af de udfordringer op, som opstår ved behandling af sygdom i vores sidste tid.  

Nogle gange kan vi som sundhedspersonale glemme, at hvor meget vi end forsøger os med medicin, operationer og plejeforanstaltninger, så skal døden have en årsag. Det kan virke som en banal erkendelse, men efterhånden som der udvikles nye behandlinger, kan vi udskyde døden længere og længere. Der kan gå så meget rutine i behandlingen, at vi mister blikket for, hvad der er et betydningsfuldt liv for den enkelte patient. 

Nogle gange skyldes det, at det er nemmere at sætte endnu en antibiotikakur i gang frem for at tage den svære samtale. Vi kan kurere en lungebetændelse, men ikke nødvendigvis den svækkelse, der førte til infektionen. 

Lægens beslutning

I Danmark er det en lægelig beslutning, om der skal tilbydes eller fortsættes behandling. Selv ved et hjertestop er det lægen, der beslutter, hvornår hjertemassagen stoppes, og patienten skal erklæres død. Det er sjældent, at patienten vågner direkte efter et hjertestop, siger tak for nu og går videre, som man ser det i film. Det kan være, at patienten er mere svækket efter behandlingen og ikke kan tage vare på sine egne behov. Masser af mennesker kan få et godt liv, selvom de har mistet noget af deres selvstændighed, men for nogle kan det videre liv opleves som en serie af overgreb imod deres selvbestemmelsesret, og livet kan blive smertefuldt eller uværdigt. Hvis der ikke er udsigt til, at et menneske får det bedre, inden de dør af en anden årsag, gav det så overhovedet mening at behandle den simple lungebetændelse til at begynde med?

Det er vigtigt, at du gør dig nogle tanker om, hvad det gode og værdige liv er for dig, og at du diskuterer det med dine nærmeste. Det er der mange af os, der ikke gør, fordi det er en ubehagelig samtale. Mange vil formodentlig scrolle forbi det her indslag, netop fordi de ikke vil tænke på død og sygdom og slet ikke deres egen eller deres elskedes.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi tager den diskussion med os selv og med hinanden. Om ikke andet, så fordi der kommer et tidspunkt i dit, mit og alle andres liv, hvor diskussionen skal tages. Det kan være vanskeligt for pårørende at skulle træffe beslutninger om liv og død på deres elskedes vegne i en presset situation, ligeså vel som at den syges egen mening fortjener at blive hørt.

Det gode liv

Det er svært at definere, hvad der er et godt liv. Lad os starte diskussionen et sted, som er marginalt mere håndgribeligt: Hvad er et uacceptabelt liv for dig? Svære smerter? Ikke at kunne passe på sig selv? Svære hjerneskader med risiko for personlighedsændringer, så du bliver en fundamentalt anden person? Mangel på udsigt til væsentlig bedring? Er der visse behandlinger, som ikke er acceptable? 

Nogle mennesker har indvendinger imod respirator, sondekost eller ernæring i drop, da det især kan være svært at komme ud af disse behandlinger igen.

Herfra kan vi nuancere billedet med nogle af de mere opløftende ting: Hvad vil du gerne nå? Jeg har haft patienter, der har fortalt, at de vil nå en sidste familie-komsammen, at komme ud og rejse eller at møde et nyt barnebarn. Mange vil fortælle, at de godt kan acceptere nogle af de ting, som de ellers ikke tidligere syntes var værdige, i begrænset tid, hvis det betyder, at de kan få det sidste med.

Behandlingstestamente

Når du har gjort dig nogle tanker om, hvad der er vigtigt for dig, skal det sikres, at informationen kommer videre til dem, som skal behandle dig. Jeg vil opfordre til, at man udover at have diskuteret det med sine nærmeste også husker at nævne det, når man bliver indlagt på sygehus, hvilket ofte er der tingene kan gå hurtigt ned af bakke. Sig det videre, imens du kan. 

Udover at sige det kan man udfylde et behandlings- og livstestamente. Det er et dokument, som fortæller lægen, hvad dine ønsker er, hvis du kommer i en situation, hvor du ikke selv kan give udtryk for det. Hvis ikke der foreligger et ønske fra dig, dine pårørende eller et behandlingstestamente, vil lægerne som udgangspunkt igangsætte behandling for at holde dig i live, medmindre de vurderer, at det vil gøre mere skade end gavn. 

Behandlingstestamenter er blevet digitaliseret, så man kan udfylde det på sundhed.dk: https://www.sundhed.dk/borger/min-side/mine-registreringer/livstestamente/.

Husk at dine egne udmeldinger altid vil trumfe behandlingstestamentet, og det er aldrig for sent at skifte mening!

Stof til eftertanke

Hvis I har nået at læse med hertil, så håber jeg, at indslaget har hjulpet til at give jer nogle rammer for at tage samtalen med jer selv og jeres kære om, hvad der er og bliver vigtigt for jer i den sidste tid. Vi har i lang tid haft en kultur i Danmark, hvor der har været en berøringsangst over for døden og den sorg, der kommer efter. Måske er det delvist fordi vi både i samfundet og i sundhedssektoren har fokuseret på det målbare lange liv i stedet for det mere diffuse gode liv og har koncentreret dødsfald i plejehjem, hospicer og hospitaler. Vi konfronterer ofte ikke den sidste tid, før vi står midt i den. Jeg håber at dette indlæg har givet noget stof til eftertanke, så du og dine nærmeste vil være bedre forberedte, når det bliver relevant.

Forfatter: Læge Valdemar Vejlstrup

Redaktion: Læge Anneline Seegert