Læger Formidler
Du læser lige nu

Tvang

13
Tryg i livet infoblog

Tvang

tvang

En mørkere side af sundhedsvæsenet, og nok især i psykiatrien, er brugen af tvang. Al form for tvang er grænseoverskridende, ubehageligt og noget, der skal være absolut sidste udvej – dér hvor det ville være et større svigt ikke at anvende tvang. Er du nysgerrig på området, så læs med i dagens blogindlæg. 

I de fleste samfund og lande, både nu og historisk, har der været særlige regler for mennesker med psykiske lidelser. Her er tanken, at når mennesker er tilstrækkelig syge, så kan de ikke længere tage vare på sig selv, og derfor er samfundet nødt til at gribe ind. 

I Danmark er det lovligt at bruge magt over for visse grupper af mennesker i sundhedsvæsenet, blandt andet mennesker med midlertidig eller vedvarende sindssygdom, som er dem, vi vil omtale i dette indlæg. Andre grupper er mennesker, som er varigt inhabile, såsom svært demente eller svært hjerneskadede. Det er værd at nævne, at der findes forskellige lovgivninger afhængig af, hvor det bruges. Psykiatriloven gælder folk indlagt på en psykiatrisk afdeling, mens en separat lovgivning (Sundhedsloven) gælder, hvis man er indlagt på et ‘’almindeligt’’ hospital. 

Tvang i psykiatrien

For forståelsens skyld er det vigtigt at adskille sindssygdom, det sindssyge menneske, fra andre psykiske lidelser. Sindssygdom er den type af psykisk lidelse, hvor man i et eller andet omfang mister grebet om virkeligheden, enten det rundt omkring en eller inde i ens egen tankeverden. Ét eksempel kunne være, at man er psykotisk (hører/ser uvirkelige ting, har bizarre overbevisninger og/eller er svært forstyrret i sine tanker), hvilket man kunne skrive et selvstændigt indlæg om. Hvis du er interesseret på området, da henviser vi til vores tidligere indlæg “Skizofreni”, hvor begrebet psykose omtales nærmere. 

Selvom ordet “sindssyg” har fået en noget voldsom klang i det almindelig danske sprog, er det i sundhedsvæsenet stadig et fagterm, der bruges til at beskrive en bestemt kategori af psykiske lidelser. 

Den grundlæggende tanke er, at der hos denne gruppe mennesker i et eller andet omfang kan opstå tidspunkter, hvor de har brug for hjælp til deres sindssygdom – eller en anden kropslig sygdom – men hvor deres sindssygdom forhindrer dem i at bede om eller tage imod hjælp. 

Dette kunne f.eks. være:

  • At personen ikke selv anerkender behandling.
  • At personen ikke føler et behov for behandling.
  • At personen ikke magter at bede om hjælpen eller tage imod den. 

Til sidst kan det også ses, at personens sindssygdom påfører dem nogle idéer om, at omverdenen vil dem ondt, og derfor undlader de aktivt behandlingen. Et ekstremt tilfælde kunne være, at en person har en forestilling om, at sygeplejerskerne i skadestuen er hemmelige agenter, som er ude efter personen, og derfor tør vedkommende ikke henvende sig for at få hjælp til et grimt sår på benet. 

Hvorfor er “tvang” lovligt?

Som samfund kan man vælge at vægte den personlige autonomi og lade den ovenstående gruppe af mennesker vælge selv og dermed risikere, at de går glip af potentiel vigtig behandling. Ellers kan man vælge at have et system, som muliggør, at samfundet kan træde til om nødvendigt og hjælpe disse mennesker – selv når de ikke selv ønsker det. Dette gøres, fordi man som samfund er overbevist om, at de er i en tilstand, hvor de ikke forstår eller ved, hvad de til- og fravælger. 

Der er adskillige lovregulerede former for tvang, som sundhedsvæsenet kan tage i brug. 

Det er vigtigt at nævne, at det etiske og lovpligtige princip kaldet “mindstemiddelsprincippet” altid vil blive forsøgt først. Det vil sige, at man til enhver tid skal stræbe efter at anvende den mindst mulige magt over for personer. F.eks. stræbes der altid efter, at patienten tager medicinen selv og frivilligt fremfor, at det skal gives med tvang. 

Beslutningen om, hvordan man griber tvang an, er ikke nem, og skal drøftes med både humanistiske, politiske og sundhedsfaglige øjne – hvilket også viser sig i, hvordan den udmønter sig i forskellige lande og kulturer i verdenen. At emnet tvang kan vække stærke følelser fra den gruppe mennesker, der kan udsættes for det, deres pårørende og resten af befolkningen, er forståeligt. Derfor skal diskussionen om brugen af tvang, og omfanget heraf, fortsætte hele tiden. 

Typer af tvang

Der er flere lovmæssige kriterier, som skal være opfyldt, hvis man skal bruge tvang i psykiatrien. Læs med nedenfor, hvor vi kommer ind på forskellige typer af tvang. 

Tvangsindlæggelse

En frihedsberøvelse, såsom en tvangsindlæggelse, kræver at patienten er:

  • “Sindssyg eller i en tilstand sidestillet hermed”

Hvorvidt en patient er sindssyg, er noget en læge afgør. Her findes, som tidliger nævnt, forskellige typer af sindssygdom, som vi ikke kommer nærmere ind på nu. Dette behøver ikke være en speciallæge i psykiatri og kan lige så godt, og ofte, være en praktiserende læge. Dertil kræves det, at patienten enten: 

  1. “Udgør en akut og væsentlig fare for sig selv eller andre”
  2. “Har et behandlingsbehov”

Ved sidstnævnte skal man yderligere have en begrundet mistanke for, at tilstanden ikke bliver bedre, eller måske endda værre, såfremt man ikke behandler vedkommende. Er ovenstående opfyldt, kan lægen bede politiet tvangsindlægge patienten på nærmeste psykiatriske sygehus. 

Når man ankommer til sygehuset, da vil patienten blive vurderet på ny af en anden læge. Der er dermed altid to uafhængige læger samt politi til at igangsætte en tvangsindlæggelse, hvor den ene ikke må være ansat på samme afdeling, som patienten indlægges på for at forhindre magtmisbrug.

Tvangsmedicin

Såfremt en patient er meget urolig (f.eks. kaster med ting, er truende, højtråbende) og ikke kan bringes til ro ved samtale, skærmning, afledning og heller ikke ønsker beroligende medicin (mindstemiddelsprincippet), da kan man være nødsaget til at tvinge patienten til dette. 

Såfremt patienten er indlagt længerevarende på sygehuset og opfylder kriterierne for at være frihedsberøvet samt fastholder ikke at ønske en medicinsk behandling, som findes nødvendig for at bryde sygdommen, da kan man tvinge patienten til vedvarende behandling med dette middel, indtil den ønskede virkning har indtrådt. Som følge af mindstemiddelsprincippet, som blev omtalt tidligere, skal patienten først gives en passende betænkningstid, hvor behandlingen forklares for at prøve at undgå tvang.

Tvangsfastholdelse

Er patienterne – med baggrund i deres sygdom – meget voldsomme og måske endda farlige, og hvis beroligende medicin ikke har haft en tilstrækkelig effekt, kan man være nødt til at fysisk fastholde patienten. I yderste tilfælde kan det også være nødvendigt at kortvarigt fastspænde patienten; De berygtede bælter. Der sker altid mange tiltag forinden en bæltefiksering finder sted, og i nutidens Danmark bliver det heldigvis ikke brugt så ofte.

Efter tvang

Efter enhver form for tvang vil patienten blive tilbudt en patientrådgiver, som vil vejlede dem i deres rettigheder og hjælpe dem med at klage, såfremt de ønsker dette. Dette foregår ved et særligt patientklagenævn, som består af en jurist, en læge og et medlem fra en af de store patientforeninger. I visse tilfælde, såsom ved brugen af længerevarende tvangsbehandling, skal man afvente patientklagenævnets afgørelse før, at behandlingen overhovedet kan gå i gang, hvis patienten klager. 

Man vil også altid afholde en “eftersamtale” med patienten. Her vil man tale den situation, der ledte til tvang, igennem og evaluere både patientens og sygehusets håndtering af situationen. Dette gøres for at se, om vi kan lære af den konkrete situation og undgå, at det gentager sig. 

Som læge i psykiatrien bliver man ofte udskældt for vores anvendelse af tvang, men det er vigtigt at forstå, at det altid vil være den sidste udvej i en lang proces sammen med patienten. Langt de fleste læger har i deres karriere ofte anvendt tvang af forskellige typer, og selvom det hver gang er ubehageligt for alle parter – og ærgerligt at nå dertil – så er det vigtigt for os at huske på, at det ville være et større svigt for vores patienter, hvis vi lod være. 

Dette indlæg er skrevet for at give dig et generelt billede af brugen af tvang. Hensigten er at informere læseren om proceduren og lovgivningen på området og ikke at lægge op til debat. 

Forfatter: Speciallæge i Psykiatri, Simon Ploug Gartner 

Redaktion: Camilla Jørgensen, læge, og Valdemar Vejlstrup, læge

Om forfatteren

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.

WordPress PopUp Plugin