Læger Formidler
Du læser lige nu

Planlagt kejsersnit

40
Trygge Maver Infoblog

Planlagt kejsersnit

Kejsersnit

Der kan være mange grunde til, at en fødsel foregår ved et planlagt kejsersnit. Måske vender baby den forkerte vej, måske venter du tvillinger, måske har du tidligere været igennem et akut kejsersnit og har nu fået anbefalet et planlagt kejsersnit eller også er der en helt fjerde grund. Når kejsersnittet er bestilt, opstår der ofte en masse spørgsmål. Læs med her, hvis du vil blive klogere på, hvornår og hvordan et planlagt kejsersnit foregår samt hvem og hvad du skal tage med på hospitalet.

Hvornår skal det ske?

Det er bedst for baby at komme til verden så tæt på terminsdatoen som muligt. Omvendt er det ikke så smart at vente for længe, da man så risikerer, at baby melder sin ankomst inden datoen for det planlagte kejsersnit. Derfor planlægger din fødselslæge formentlig dit kejsersnit til uge 38-39. Der kan være specielle grunde til at lægge det tidligere end dette, men hvis det sker, bliver du informeret grundigt på sygehuset.

Hvem og hvad skal med?

Typisk må man have én person med på operationsstuen. Det er typisk den kommende far eller medmor, der er med, men hvis han eller hun ikke er meget for operationsstuer, nåle og blod, kan det være en fordel at tage en mor, søster, veninde eller andet med. Det vigtigste er, at det er en, der har overskud til at støtte dig.

Pak en taske med læsestof og telefon (der kan godt opstå ventetid, hvis en anden kvinde pludselig får brug for et akut kejsersnit), oplader, løst og behageligt tøj, toilettaske, sutsko, kamera, lidt tøj og dyne til baby samt en autostol.

Forberedelser til kejsersnittet

Inden dagen for kejsersnittet vil du have talt med en fødselslæge og en narkoselæge, sådan at der kan blive taget hensyn til eventuelle sygdomme og medicinforbrug. På dagen for kejsersnittet skal du møde op på sygehuset fastende. Det vil sige, at du ikke må have spist siden midnat og ikke må have drukket noget fra tidligt om morgenen. De nærmere fasteregler vil sygehuset fortælle dig om. Du skal lade alle smykker blive derhjemme. Hvis du har sminke eller neglelak på, kan det være svært for læger og sygeplejersker at overvåge dig – lad derfor beautyboxen blive hjemme. Du vil få udleveret hospitalstøj, som du skal have på.

På operationsstuen

Der er altid mange mennesker på operationsstuen. To fødselslæger, en narkoselæge, måske en børnelæge, tre sygeplejersker, en jordemoder og måske nogle studerende. Nogle kan blive rystende nervøse, når de bliver lagt på operationsbordet. Det er helt normalt. Din ledsager vil blive placeret ved dit hoved, så I hele tiden kan se hinanden.

Når du har fået lagt drop (plastikkateter i blodåren i hånden), vil narkoselægen bedøve dig med et stik i ryggen. Bedøvelsen virker lynhurtigt, og herefter vil du kun føle berøringen af din mave og ben, men ikke mærke smerte. Når du er bedøvet, får du lagt et kateter i blæren.

Fødselslægen begynder ved at lægge et kort snit på tværs på maven lige over grænsen til kønsbehåringen. Herefter går der som regel et par  minutter, før din baby er ude. Den lille fødes ved at fødselslægen laver en ’kunstig ve’ ved at trykke på toppen af maven. Når din baby er født, kommer den enten en tur over til børnelægen, hvis den har brug for lidt starthjælp, eller også kommer den direkte op til dig og din ledsager. Imens I beundrer jeres vidunder, får fødselslægerne moderkagen ud og syet dig sammen. Så bliver du kørt over på opvågningen, hvor du skal være nogle timer til observation. Herefter bliver du kørt op på barselsgangen.

Efter kejsersnittet

De fleste er indlagt et/to døgn efter operationen. Her gælder det om at komme hurtigt ud af sengen, få sovet, spist og drukket, få gang i maven, få gang i amningen og allervigtigst at nyde den lille ny. Din krop er på overarbejde de første dage, så undlad at få for mange besøg (hvis du kan lade være).

Få mere viden 

Find en masse andre af Læger Formidlers indlæg om graviditet, fødslen og tiden derefter på Trygge Maver infobloggen. Du kan også lytte til Trygge Maver podcasten her på hjemmesiden eller via Itunes og Spotify.

Er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller Trygge Forældre Infobloggen

Læs i øvrigt mere om planlagt kejsersnit i Patienthåndbogen.

Forfatter: Læge Hanne Trap Wolf
Redaktører: Læge Louise Laub Asserhøj og Læge Mads Langager Larsen

Om forfatteren

Har arbejdet som læge siden 2010 og har sideløbende forsket i for tidlig fødsel. Arbejder aktuelt på fødeafdelingen på Hvidovre Hospital. Er travlt beskæftiget efter arbejdstid som mor til tre børn på henholdsvis to, fem og otte år.