Hudforandringer under graviditeten
Er du begyndt at få brune pletter i ansigtet eller er huden begyndt at klø? Du er ikke den eneste! Rigtig mange kvinder får hudforandringer under graviditeten, fordi hormonerne raser. Læs med her, hvis du vil vide mere om, hvorfor du får hudforandringer, hvordan de ser ud, og hvornår det er vigtigt at snakke med en læge.
Almindelige hudforandringer
Under graviditeten ændrer huden sig, fordi den bliver strukket ud i takt med at maven vokser. Den bliver også påvirket af de mange hormoner, der er i kroppen.
Strækmærker
Op mod 90% af alle gravide får strækmærker. Strækmærker er røde eller blåviolette bånd med små fordybninger i huden. Du kan få dem på både mave, baller, bryster, ryg, overarme og lår. Man kan ikke forudsige, hvem der får strækmærker, men hvis din mor har mange strækmærker, er der en risiko for at du også udvikler strækmærker. Din risiko er også større, hvis du fik strækmærker under puberteten, er overvægtig, venter tvillinger eller har et stort barn i maven. Det er almindeligt at strækmærker kan klø. Strækmærker kan opstå på alle tidspunkter i graviditeten, men de fleste får dem hen mod slutningen. Der er ingen cremer eller kosttilskud, der har vist hverken at kunne forebygge eller behandle strækmærker. De fleste strækmærker bliver mindre og blege med tiden. Hvis strækmærker opleves som kosmetisk generende et år eller mere efter fødslen, så kan de behandles med laser.
Pigmentforandringer
De fleste kvinder vil under graviditeten opleve, at huden bliver mere pigmenteret – altså mørkere. Det gælder især omkring brystvorterne, i armhulerne og omkring kønsorganerne. Ar og modermærker kan blive mørkere, og nogle får også en mørk streg, der strækker sig fra over navlen og ned mod kønsbenet. Nogle får også brune pletter i ansigtet, en tilstand som hedder melasma også kaldet ”graviditetsmasken”. Melasma opstår hos op mod 70 % af gravide. Man ved ikke, hvorfor nogle får det, men tilstanden er arvelig og store mængder sollys forværrer antallet af de brune pletter. Det er derfor en god ide at begrænse tiden i direkte sollys og generelt beskytte sig mod solen. Hos de fleste forsvinder de brune pletter, når graviditet og amning er afsluttet. I svære tilfælde, kan der efter fødslen behandles med cremer hos egen læge eller en hudlæge.
Hår- og negleforandringer
Synes din familie og venner at dit hår ser tykt og flot ud her i graviditeten? Så er der nok noget om det. Pga. hormonelle forandringer får de fleste kvinder faktisk mere og tykkere hår. Til gengæld oplever de fleste også øget hårtab efter fødslen. Den øgede fylde i håret under graviditeten opstår fordi hårene, som normalt ville falde af løbende, nu bliver siddende. Efter fødslen vil kroppen kompensere for det manglende hårtab i graviditeten, hvilket opleves som et øget hårtab efter fødslen. Håret vender dog bare tilbage til sin normale tilstand. Det oplevede ekstra hårtab kan vare i mange måneder efter fødslen. Nogle oplever også øget hårvækst i ansigtet samt på arme og ben ryg. Også dine negle kan kræve ekstra opmærksomhed. De vokser hurtigere, og du kan risikere, at de bliver mere porøse og lettere flækker. Både hår og negle bliver sig selv igen efter fødslen.
Blodåreforandringer
Blodårerne bliver også påvirket under graviditeten. For det første er der mere blod i omløb, en hel ekstra liter faktisk. Derudover sker en udvidelse af karrene, og de bliver mere skrøbelige. De fleste effekter af graviditeten forsvinder efter fødslen.
Fordi der er større pres på blodkarrene, oplever ca. 80% at få vand i kroppen under graviditeten. Det kan ses som hævelse af fx ben og hænder. Mange oplever at det bliver værre jo længere man kommer i graviditeten, og når det er varmt. Vandet forsvinder lige så stille igen efter fødslen. Hvis du pludselig får meget vand i kroppen eller samtidigt føler dig sløj, bør du tage kontakt til læge eller jordemoder. Det kan nemlig være et tegn på svangerskabsforgiftning.
Du kan opleve, at dit tandkød bløder, når du børster tænder. Mange får blodsprængninger i ansigtet og på resten af kroppen. En anden almindelig blodåreforandring er åreknuder som ca. 40% af alle gravide får. Din risiko er størst, hvis du er overvægtig, men alle kan blive ramt. Typisk sidder åreknuderne på læggen, men de kan også sidde på kønslæberne eller omkring endetarmsåbningen som hæmorider. Åreknuderne bliver bedre efter fødslen, men forsvinder sjældent helt. Du kan ikke forhindre åreknuder i at dukke op, men du kan mindske dine gener ved at bruge støttestrømper, sidde med benene eleveret samt dyrke motion. Desuden er det vigtigt at undgå overdreven vægtøgning under graviditeten.
Der kan også ske vækst af blodårerne i små røde eller blåviolette knuder, et såkaldt pyogent granulom. De ses hyppigst på tandkødet, men kan også ses på huden. De er helt ufarlige, og forsvinder også efter fødslen, men kan fjernes hvis de begynder at bløde.
Hvornår skal jeg så snakke med lægen?
Gravid eller ej – husk at et modermærke, der ændrer form, størrelse, farve eller begynder at klø altid skal undersøges ved læge. Under graviditeten kan man af mange årsager få kløende udslæt, nogle er helt ufarlige, andre bør ses af en læge. Du opfordres derfor til at kontakte egen læge, hvis du får udslæt, eller hvis din eksisterende hudsygdom forværres i graviditeten. Får du kraftig kløe i håndflader og fodsåler uden noget synligt udslæt, kan du have fået leverbetinget graviditetskløe. Det skal undersøges ved egen læge eller på fødeafdeling.
Få mere inspiration og viden
Læs mere om hudforandringer under graviditet i Patienthåndbogen .
Du kan også bruge symptomtjekkeren, hvis du vil vide mere om symptomer under graviditet.
Kilder
Hudforandringer i graviditeten – Lægehåndbogen
Vand i kroppen i graviditeten – Patienthåndbogen
Billede af Jeferson Santu fra Unsplash
Forfatter: Læge Hanne Trap Wolf
Redigeret af Læger Formidlers faglige redaktion
Revideret april 2026 af læge Lillian Sun Liang og læge Johanne Ejby Bidstrup


