Læger Formidler
Du læser lige nu

Smerter

0
Tryg i livet infoblog

Smerter

I denne måned sætter vi fokus på noget, som vi alle sammen har oplevet i en eller anden grad – nemlig smerter. De fleste har oplevet at have hovedpine eller ondt i ryggen. Nogle har oplevet at have tandpine eller at brække en arm eller et ben. Vi ved, at smerter er forskellige, men det kan faktisk være ganske svært at sætte ord på sine smerter. Derfor sætter vi i denne måned fokus på netop smerter

Hvad er smerter og hvorfor får man dem? 

Smertefølelsen er subjektiv og kompleks og består af både fysiske og psykiske komponenter. Smerte opstår, når en ydre eller indre påvirkning (skade eller sygdom) beskadiger kroppen, eller truer med det. Dette sker for eksempel, hvis man lægger hånden på en varm kogeplade eller er tæt på at vrikke om på anklen. I sådanne situationer vil der blive sendt et signal om, at noget farligt er ved at ske. Det vil bevirke, at man f.eks. trækker hånden til sig, før man selv når at registrere, at man har sat hånden på kogepladen. 

Hvad påvirker vores oplevelse af smerte? 

Vores oplevelse af smerte påvirkes af årsagen til smerterne, samt vores tidligere erfaring med smerter. Hvis man er utryg, bange eller ensom, kan det forstærke smerten, mens en følelse af tryghed kan dæmpe smerteimpulserne. Optagethed af andre ting kan også dæmpe smerteimpulserne. Som eksempel vil små børn opleve smerter meget diffust og vil reagere med gråd, fordi de ingen erfaring har med smerter og derfor ikke har forståelse for, at de vil ophøre igen, hvorfor de bliver bange. Modsat, vil en person, der oplever en kendt smerte, for eksempel et migræneanfald, have bedre værktøjer til at håndtere det at være i smerte. 

Forskellige typer af fysisk smerte

Man kan inddele smerter i forskellige kasser. Man skelner f.eks. mellem akutte og kroniske smerter. Akutte smerter er de smerter, man får ved skade eller sygdom i f.eks. hud, knogler, muskler, sener eller indre organer. Disse smerter forsvinder, når skaden er helet, eller sygdommen er behandlet. De kan vare fra få minutter til dage eller uger. Akut smerte er et hensigtsmæssigt faresignal, som har til formål at beskytte dig mod yderligere skade. De fleste kender til kortvarige, akutte smerter, mens langvarige og kroniske smerter kan være sværere at forholde sig til. I næste uge udgiver vi et blogindlæg om kroniske smerter. 

Man kan ligeledes skelne mellem nociceptive og neuropatiske smerter: 

Nociceptive smerter: 

  • Smerter, der stammer fra vores bevægeapparat (f.eks. led, muskler eller knogler), eller smerter, der stammer fra indre organer (f.eks. tarm eller hjerte). 
  • Nociceptive smerter fra bevægeapparatet er ofte udløst af belastning og/eller aktivitet. Et eksempel kunne være smerter ved knoglebrud eller gigtsmerter i hoften. Denne type af smerte beskrives ofte som værende konstant, borende/murrende og lette at lokalisere. 
  • Nociceptive smerter fra indre organer kunne eksempelvis være nyresten, galdesten eller hjertesmerter. Disse smerter er mere dybe og diffuse og kan være udstrålende til f.eks. arm, skulder eller ryg. 
  • Behandling: som oftest kan man lindre nociceptive smerter med helt almindeligt smertestillende medicin, såsom panodil, ipren eller morfin. 

Neuropatiske smerter: 

  • Neuropatiske smerter kaldes også for nervesmerter. De opstår som følge af skade på, eller sygdom i nervesystemet. Eksempler på nervesmerter er helvedesild, nerveskade ved operation, samt smerter i ar. 
  • Neuropatiske smerter beskrives oftest som brændende/sviende/jagende smerter. 
  • Behandling: neuropatiske smerter er mere komplekse at behandle end nociceptive smerter. Den gængse smertestillende medicin vil som udgangspunkt have lille eller ingen effekt på smerterne, hvorfor andre former for medicin anvendes, når man behandler denne type af smerter. 

Hvad gør lægen, hvis jeg har smerter?

Når man går til lægen grundet smerter, vil lægen til at starte med forsøge at få en grundig forståelse af dine smerter. Lægen vil blandt andet spørge til:

  • Hvor smerterne sidder
  • Hvornår de startede
  • Hvordan de føles (stikkende, jagende, trykkende)
  • Om der er andre symptomer (f.eks. hjertebanken eller kvalme/opkast)
  • Hvor stærke smerterne er
  • Hvad der udløser dem
  • Hvad der lindrer dem (hvis der er noget)
  • Om smerterne stråler ud
  • Hvor hyppigt, du oplever smerterne 

En god og grundig forståelse af smerter er essentiel for lægens udredning og senere behandling.

Dette blogindlæg er skrevet for at give dig et generelt billede af smerter og til at gøre dig tryggere i et evt. sygdoms -og behandlingsforløb. Derfor går vi ikke i dybden med mere specielle/komplekse behandlinger eller komplicerede individuelle forløb. Kontakt din egen læge, hvis du har spørgsmål eller bliver i tvivl.”

Kilder: 

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/undersoegelser/kirurgi/bedoevelse-og-smerter/smerte-hvad-er-det/

https://min.medicin.dk/sygdomme/sygdom/123

Forfatter:

Læge, Camilla Jøhnk

Udgivet d. 02.04.2022

Redaktion:

Læge, Camilla Uhre Jørgensen