Læger Formidler
Du læser lige nu

Vægt og appetit

0
Tirsdagsinfo

Vægt og appetit

Som forælder tænker du selvfølgeligt over, om dit barn spiser for lidt, eller om det måske omvendt spiser for meget. Børns appetit svinger meget, og bekymringer om dette kan fylde meget i familielivet. I nogle familier kan måltidet blive forvandlet til en magtkamp, fordi børn hurtigt mærker den kontrol de kan udøve ved at efterlade tallerkenen helt tom. Kender du til denne bekymring så læs med lidt endnu.

Børn mister ofte appetitten ved sygdom. Det sker også for voksne og er ikke i sig selv bekymrende. Når sygdommen er overstået vender appetitten tilbage, og barnet indhenter det forsømte. Men mange infektioner f.eks. i forbindelse med vuggestuestart kan give anledning til, at vægten stagnerer fordi appetitten nedsættes og energibehovet øges.

Barnets vægt er ikke så vigtig i sig selv. Vigtigere er det, at barnet vokser i en rimelig hastighed både i forhold til vægt og højde. Lægen kan via såkaldte vækstkurver vurdere om dit barn vokser, som det skal.

I vækstkurverne plottets barnets vægt og højde i forhold til alder og heri får man så en fornemmelse af, hvorvidt barnet vokser som det skal. Bedst er det, når man har flere punkter, altså har målt og vejet barnet flere gange over tid, fordi man så kan se, hvordan barnet vokser over tid, hvilket er den vigtigste information. Det er vigtigt at huske, at vi alle er forskellige, og at vi derfor ikke alle ligger på gennemsnittet.

Når det er sagt, så må børn ikke tabe sig. Vægttab hos børn er et advarselstegn, som skal tages alvorligt.

Tal derfor med din læge hvis dit barn:

  • Taber sig i vægt
  • Ikke tager på over 2-3 måneder
  • Tager for meget på i vægt i forhold til højde

God tirsdag og bon appétit

Follow @ Instagram

Følg os